Artikel
Dannelsen skal være mere end interessant
No image

Dannelsen skal være mere end interessant

Dannelsen skal være mere end interessant

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

I Gymnasieskolen nummer 2 kritiserer Lars Hammershøj (LH) almendannelsen. Han mener, at forestillingen om almen dannelse er ude af takt med tiden, og den bør kasseres til fordel for nye “interessante” dannelsesarenaer.

Se, det er jo tanker til tidens senmoderne ungdom. LH vil ikke belemre eleverne med græske tragedier eller Holberg, for de har mistet deres legitimitet. I stedet nævnes kosmologi og evolutionsteori som interessante emner.

Nu er det jo mere end subjektivt, hvad der er interessant. Begrebet sigter ofte mod det, der umiddelbart fænger. Sådan forstået må Paradise Hotel og Facebook være oplagte elementer på LH’s dannelseskanon, for de lever op til hans kriterier som “interessante fællesskaber”, og de fænger vore elever.

Det “interessante” er ubrugeligt som grundlag for dannelsen. Enhver lærer søger at vække elevernes interesse for det, der ved første øjekast synes vanskeligt og uinteressant, og vi synes alle, at vore fag er interessante. Begrebet er enten tåbeligt eller tautologisk.

Dannelsen i gymnasiet skal være mere end et smagsfællesskab. Den skal netop være almen. Og det almene handler om, at vi som mennesker er mere end sansende behovsvæsener. Mennesker gør sig forestillinger om godt og ondt, søger erkendelse og bygger samfund, og selvom hvert menneske er unikt, er det også et menneske som alle andre. Dannelse er derfor at blive sig selv ved at forstå det alment menneskelige i sig selv, og det sker ikke mindst i dialogen med den kultur og de tanker, der er med til at forme os.

Men hvorfor skal eleverne så læse klassikerne? Fordi det er i klassikerne, vi finder nogle af de mest kvalificerede svar på de alment menneskelige spørgsmål, der er evigt aktuelle. Gennem hele Vestens kulturhistorie har det græske været udgangspunktet for vor civilisations selvforståelse. Vi ville simpelthen ikke være dem, vi er, hvis vi glemte de græske klassikere.

Når det så er sagt, er det klart, at almendannelsen ikke kan være statisk, men af og til skal opdateres. Derfor læses der også moderne litteratur i gymnasiet, der arbejdes med moderne medier, og der kan sågar indgå fænomener som Paradise Hotel og Facebook. Også naturvidenskabens store fortællinger, som LH efterlyser, har deres plads som en del af dannelsen. Men det ændrer ikke ved, at kernen i almendannelsen er de tanker, der har formet vores kultur. Og det er langt mere end “det interessante”.

Jakob Sønderskov Sørensen
Langkær Gymnasium, HF og IB World School

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater