Arbejdsmiljø år nul efter corona

Lærernes hverdag og arbejds­miljø har i over et år været i en form for undtagelsestilstand. På flere skoler mener man, at nedlukningen har sat dybe aftryk på arbejdsmiljøet på godt og ondt. Hverdagen er på vej tilbage, men spørgsmålet er, om den bliver som før coronaen.

Snart er de fleste danskere vaccineret, hverdagen vender tilbage, og onlinemøder bliver afløst af møder rundt om ét bord.

Året har været turbulent for mange, og selvom den værste nedlukning nu er forbi, er vi et stykke vej fra normale tilstande på skolerne. Coronanedlukningen skabte et arbejdsliv og et arbejdsmiljø, som ingen før coronaen kunne forestille sig, og derfor bør man ikke forvente, at alt bliver som før lige med det samme eller måske på noget tidspunkt, lyder det fra arbejdsmiljørepræsentanter og ledere. 

“Jeg tror, der vil være ‘senfølger’ hos lærerne i en lang periode efter et nedlukningsår, hvor der hele tiden har været forandringer og korte tidsfrister, som lærerne ikke har haft indflydelse på. Det, tror jeg, har stresset mange og været frustrerende, og det kan sidde længe i kroppen hos nogle,” lyder det fra Jacob Hallberg Hasemann, som er vicerektor på Rødovre Gymnasium.

Vi skal lytte rigtig meget til lærerne, og så skal vi også være klar over, at lærerne kommer tilbage med vidt forskellige perspektiver.

Jacob Hallberg Hasemann, rektor
Rødovre Gymnasium

Han mener, at der nu ligger et stort stykke arbejdsmiljøarbejde på skolerne, som ledelserne skal forholde sig til, og som lærerne også bliver en del af.

“Vi skal lytte rigtig meget til lærerne, og så skal vi også være klar over, at lærerne kommer tilbage med vidt forskellige perspektiver. Nogle har brug for stille og roligt at finde ind i hverdagen igen, mens det ikke kan gå hurtigt nok for andre,” siger Jacob Hallberg Hasemann.

Bedre til at tale sammen
Gymnasieskolen har talt med ledere og arbejdsmiljørepræsentanter fra en række skoler om, hvad nedlukningen har gjort ved arbejdsmiljøet, og hvordan man finder tilbage til en normal hverdag eller måske en bedre hverdag end før coronaen i de kommende år.

Coronaen og den undtagelsestilstand, den har sat skolerne i, har også været en øjenåbner for, hvad en god arbejdsplads er, lyder det blandt andet fra skolerne.

“Det er nok gået op for mange, hvor meget de værdsætter at kunne komme på arbejde og tale ansigt til ansigt med deres kolleger. Det er lykkedes at gennemføre virtuel undervisning, men man opdager også, hvad det gør ved os som kolleger og lærere, at vi ikke er sammen med hinanden og eleverne. Jeg tror dog, at vi som kolleger kan blive endnu bedre til at tale sammen om, hvad der rører sig, end vi var før corona,” siger arbejdsmiljørepræsentant på Frederikshavn Gymnasium Hanne Glumsøe Bach.

På Frederikshavn Gymnasium blev der før coronaen aftalt, at ledelse og lærere skal holde et arbejdsmiljøseminar om trivsel. Hanne Glumsøe Bach mener, at nedlukningen og coronaen kun har gjort det endnu mere relevant at afholde seminaret, når det igen er muligt, at alle lærere mødes fysisk.

Det er tydeligt, at vi kan blive bedre til at finde balancen mellem arbejdsliv og fritid også efter corona.

Hanne Glumsøe Bach, Arbejdsmiljørepræsentant
Frederikshavn Gymnasium

“Nogle lærere har indimellem svært ved at finde balancen mellem arbejde og privatliv og tager arbejdet med hjem. Det kan sommetider også være vanskeligt at finde ud af, hvornår arbejdet er gjort godt nok,” siger Hanne Glumsøe Bach og peger på, at nedlukningen forstørrede den problematik på godt og ondt.

Pludselig blev arbejdet tvangsflyttet hjem i privaten, og det blev endnu sværere at skille arbejdsliv og privatliv.

Omvendt fandt nogle gymnasielærere ud af, at hjemmearbejde også kunne få arbejdsliv og familieliv til at hænge bedre sammen.

“Det er tydeligt, at vi kan blive bedre til at finde balancen mellem arbejdsliv og fritid også efter corona,” siger Hanne Glumsøe Bach.

Frygter effektivisering
Bornholm blev den første landsdel, som fik lov til at åbne skolen for alle elever. Selvom alle elever på Campus Bornholm igen er begyndt at gå i skole, er hverdagen ikke helt normal. Coronatest og testcenter på skolen er for eksempel en påmindelse om, at tiden før corona er langt væk.

“Stemningen er god, men det er ikke den samme forårsstemning, som vi kendte fra før coronaen,” siger arbejdsmiljørepræsentant for lærerne på htx, hhx og stx Claus Steenberg.

Selvom der er en generel glæde blandt lærerne ved at være tilbage, har nedlukningen måske også skabt en ny opmærksomhed om arbejdslivet, fortæller han.

“Flere lærere og ledelsen har fået øjnene op for, at det at arbejde hjemme kan noget. Nogle lærere sætter pris på den frihed, det giver, for eksempel i forhold til børn,” siger Claus Steenberg, der personligt ikke trives med at arbejde hjemme.

Han mener dog, at erfaringerne fra nedlukningen har sat tanker i gang på skolerne om arbejdslivet som gymnasielærer. På godt, men også på ondt.

“Jeg kan godt frygte, at man på nogle skoler får øjnene op for, at det faktisk kan være effektivt at arbejde hjemmefra, og at der er en vis risiko for, at man vil bruge det til at effektivisere. De fleste skoler har jo en presset økonomi,” siger Claus Steenberg.

Behov for normalitet
Søren Christensen, som er rektor på Thisted Gymnasium, er enig i, at coronanedlukningen på sigt kan ændre på måden at indrette arbejdslivet på. Men lige nu er det ifølge ham ikke det vigtigste at udvikle nye onlineløsninger.

“Vi skal prøve at finde tilbage til normaliteten, og vi skal ikke undervurdere det menneskelige samvær, at snakke sammen og spise med vores kolleger. Lærerne har været imponerende omstillingsparate og fulgt de politiske udmeldinger. Nu er der brug for at komme tilbage til en normal rytme,” siger Søren Christensen.

På sigt vil han gerne sammen med lærerne se på, om skolen kan tage gode ting med fra nedlukningen, som kan forbedre arbejdslivet for lærerne.

“Vi har lært, at nogle møder godt kan klares på Teams, og hvis man har et møde om eftermiddagen, kan man måske godt tage det hjemmefra. Vi er en skole med mange pendlere, så det kan være en fordel for flere,” siger Søren Christensen.

Slut med hovedpine på arbejdet
Coronaen har også ændret adfærden i forhold til det fysiske arbejdsmiljø, lyder det fra flere. Og det er godt ifølge arbejdsmiljørepræsentant Hanne Glumsøe Bach på Frederikshavn Gymnasium.

“I 2019 gik nogle lærere på arbejde med hovedpine og ondt i halsen, men det vil man ikke gøre mere. Vores håndhygiejne vil nok også være bedre, og vi vil holde mere afstand,” siger hun.

Vicerektor på Rødovre Gymnasium Jacob Hallberg Hasemann mener, at medarbejdernes adfærd i forhold til corona også er en meget vigtig diskussion i forhold til arbejdsmiljøet på skolerne.

“Selvom alle er vaccineret, vil der være lærere, som er rædselsslagne for at få corona, mens der er lærere, som synes, det er overdrevet at gå med mundbind. Synspunkterne kan godt bunde i personlige oplevelser, og diskussionerne kan være mere følelsesladede end en normal faglig snak. Jeg tror, der kan være to yderfløje på et lærerværelse, og vi skal kunne rumme begge. Det er også vigtigt for at få et godt arbejdsmiljø,” siger han.