Angrebet på originalerne
Da jeg gik på gymnasiet, havde jeg mange fremragende undervisere. Men særligt en lærer, Mogens, var helt igennem forrygende. Selvom jeg var sproglig studerende tilbage i 00’erne, glædede jeg mig altid særligt, selvom han var matematik- og naturvidenskabslærer. Der var et eller andet ved Mogens. Han gjorde, i hvert fald i klasseværelset, som det passede ham. Han havde en ekstrem drive, særprægede opgaver som den om homøopati og en fuldstændig enestående humor. Jeg tror, at en af grundene til, at jeg selv er lærer i gymnasieskolen, er Mogens. Han var en original – det findes ikke to som ham, heldigvis.
Men originalerne har trange kår i dag i gymnasieskolen her små tyve år efter, jeg selv gik på gymnasiet. For på dagens menu står den efter årevis af besparelser på standardisering af materiale. Jeg tror ikke, Mogens’ opgave om homøopati havde vundet indpas i det standardiserede undervisningsmateriale – dertil var det alt for særpræget og unikt. Originalerne bliver dermed i mange tilfælde tvunget til at ændre deres undervisning fra et originalt udgangspunkt til et standardiseret standartprodukt. Mange undervisere ender dermed at stå for en undervisning i kilometervis af matte metervarer, som bandet Malk de Koijn synger om.
Standardiseringen sker for at rationalisere lærernes arbejdstid, at kvalitetssikre undervisningen og sikre strømlinede forløb, som kan overføres, når klasserne skal lægges sammen som følge af den nye gymnasiereform fra 2017, hvor eleverne enten vælger studieretninger (stx) eller fagpakker (hf) efter fælles forløb. På sin vis forstår jeg godt rationalet bag mange ledelsers beslutning om at standardisere på baggrund af politiske beslutninger. Det giver god mening, at Sofie og Emma har haft læst samme bøger, analyseret de samme tekster og arbejdet med de samme kernebegreber i undervisningen, når de skal til ”den samme eksamen”. Det giver bare ikke så god mening for den varierede undervisning, hvor originalerne kan slå sig løs i alternativ, eksperimenterende og original undervisning.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode