Aftaler er vejen frem

Vi er godt inde i skoleårets andet semester, og nærmer os så småt time-/fagfordelingen for næste år og opgørelsen af dette års arbejdstid. Desværre er der urimelige forskelle på den oplevelse, både hvad angår de enkelte skoler og i nogle tilfælde også de enkelte lærere. Der er velsagtens i dag næsten lige så mange arbejdstidsmodeller, som der er skoler.

Nogle af os arbejder på skoler, der har en forhandlet aftale om tilrettelæggelsen af lærernes arbejdstid med timer på opgaverne. Der er tryghed om rammerne, fordi man ved, hvad man kan regne med. Har man fået tildelt ekstra opgaver i løbet af året, kan man regne med at få sin merarbejdsbetaling. Systemet er gennemskueligt og gør ikke forskel på lærerne, medmindre man fx har aftalt ekstra forberedelsestid til uerfarne lærere, hvilket kan være ganske rimeligt.

Andre af os arbejder på skoler, der anvender en eller anden form for tidsregistreringssystem, spændende fra små lapper til stærkt detaljerede regneark. OK21 fastslår, at der skal gennemføres kvartalsvise samtaler mellem lærer og leder om udviklingen af ens tidsregistrering, men den såkaldte ‘godkendelse’ af tallene er ingen garanti for at få løn for det udførte arbejde. Lederen kan skønne, at der ikke skal udbetales merarbejde, når normperioden er til ende – selvom det naturligvis er GL’s holdning, at sådan bør det ikke være.

Skønnet af tidsregistreringen kan alene bestå i, at den pågældende lærer kunne have arbejdet hurtigere eller ‘smartere’ – selvom mange af os løber væsentligt stærkere end før nedskæringerne. Der findes heldigvis ledere, der nærmest pr. automatik godkender registreret merarbejde, men der er også andre, der pr. samme automatik aldrig gør det – og lærerne på de skoler opgiver typisk at søge merarbejde overhovedet. I midten af spektret findes de ledere, hvis skøn bedst kan betegnes som vilkårligt. Med andre ord gør skønnet i tidsregistreringssystemet os retsløse.

De kvartalsvise samtaler, der udgør den ‘løbende dialog’ om arbejdstid på skoler med tidsregistrering, er altså ingen garanti for en saglig diskussion, selvom de nogle steder fungerer sådan – og bør fungere sådan. Tværtimod kan de udvikle sig til det rene tidsspilde, hvis lederen alligevel ikke skæver til tidsregistreringen ved normperiodens udløb. Og så var de timer og de kræfter bedre brugt på at forberede undervisning.

Essensen er, at uanset de lokale forskelle ér aftalen det bedste alternativ af overenskomstens to arbejdstidsmodeller. Den beskytter os ikke imod rovdrift på vores arbejdskraft – man kan løbe rigtig stærkt på en skole med dårlige akkorder – men den sikrer os mod tidsregistreringens vilkårlighed og retsløshed. Aftalen skaber samtidig en kollektiv, forhandlet ramme om arbejdstiden i stedet for tidsregistreringens individualisme, hvor den enkelte skal godtgøre sin indsats overfor den måske venligtsindede leder.

Aftalen er grundlæggende mere demokratisk, fordi den gør lærerkollegiet og tillidsrepræsentanten til den forhandlingspartner, som vi var før OK13. En halvskidt aftale kan være et skridt på vejen mod en reel dialog om arbejdstid på skolen og en bedre aftale året efter. Det bedste ved aftalemodellen er måske, at den gør op med den evindelige diskussion om, hvorvidt lærerne er effektive nok.

I sidste ende kan vi kun sikre lige arbejdstidsvilkår for alle gymnasielærere – og lige kvalitet i undervisningen til alle elever og kursister – gennem en central arbejdstidsaftale. Men så længe en sådan er udenfor rækkevidde, må vi lægge kræfter i at skabe aftaler ude på de enkelte skoler, der kan inspirere på tværs og pege i den rigtige overordnede retning.

Kåre Blinkenberg, medlem af GL’s hovedbestyrelse for Liste 1: liste1.dk/kaare

Helene Caprani, medlem af GL’s hovedbestyrelse for Liste 1: liste1.dk/helene