Fokus på ”hårde” arbejdstidskrav – kapitel 2. Det kan godt betale sig, men flere ting påvirker arbejdstiden!

Jeg skrev i mit foregående indlæg i Gymnasieskolen d. 7/3.2022: ”Vi skal satse på ”hårde” arbejdstidskrav”, at vi bør gå på to ben og satse på såvel ’bløde’ som ’hårde’ eller klassiske arbejdstidskrav. OK 21 viste, at vi kan få gennemført forbedringer på begge områder. Dels fik vi ’bløde’ krav igennem i form af bestemmelser om jævn arbejdsbelastning og gennemskuelighed i planlægningen. Dels fik vi en fritvalgsordning, der giver alle, der er fyldt 62, to seniordage om året eller en tilsvarende forøgelse af pensionsindbetalingen. Begge dele takket være vores forhandlingsfællesskab i AC.

Den overordnede pointe i mit indlæg var, at vi aktivt bør arbejde for, at AC (og helst resten af fagbevægelsen) stiller krav om en nedsættelse af arbejdstiden: Flere seniordage til seniorerne; flere omsorgsdage til børnefamilieforældrene; en ekstra ferieuge til alle: og måske ikke lige nu men på sigt – en 30 timers arbejdsuge. Ambitiøse projekter, der selv hver for sig ikke kan indføres på én gang, men må realiseres over en række overenskomstperioder. Og jeg argumenterede for, at enhver form for nedsat arbejdstid vil kunne mærkes, og at en investering i dette derfor godt kan betale sig!

Omsorgsdage – også dette krav er realistisk
I mit tidligere indlæg gik jeg af pladshensyn let hen over kravet om omsorgsdage. Men også dette krav er realistisk. Mht. omsorgsdage er der helt klart plads til forbedring, hvis vi sammenligner med f.eks. Sverige. Desuden skal arbejdsgiversiden tænke på den demografiske balance. Fødselsraten er vist omkring de 1,7 i Danmark, hvilket er for lidt, selvom den er meget højere end i f.eks. Tyskland og Italien, hvor vilkårene for børnefamilier i almindelighed og kvinder i særdeleshed er væsentligt ringere end i Danmark. Kravet om flere omsorgsdage vil ud over at sikre, at der er en tilstrækkelig arbejdsstyrke i fremtiden således være en ligestillingspolitisk gevinst – noget, som også har generel politisk bevågenhed. Både indenfor AC og overfor A-siden bør sådanne argumenter gøre et indtryk.

Men der er naturligvis mange andre forhold der påvirker vores arbejdsforhold ud over den fastsatte arbejdstid, og som er oplagte mål for GL´s indsats. Jeg skal her nævne nogle af dem.

Implementeringen af OK 21´s. arbejdstidsbestemmelser
For det første skal vi sørge for en god implementering lokalt af vores opnåede ’bløde’ krav ved OK 21 ang. gennemskuelighed i planlægningen og en jævn arbejdsbelastning. For uden en sådan implementering forbliver de opnåede ’bløde’ krav’ 10 fugle på taget, og det er netop svagheden ved disse krav. Vi bør såmænd også diskutere, om vi kan få flere af disse ’bløde’ krav indført ved næste overenskomst. Selvom jeg faktisk tror, at dette er mindre realistisk end opnåelse af nogle af de ’hårde’ krav, jeg har nævnt! Og opbakningen i AC skal i hvert fald sikres.

Gymnasiebekendtgørelsen, grundforløbet og meningsløst ekstraarbejde
For det andet skal vi kæmpe for, at vi får en ændring af gymnasiebekendtgørelsen, hvor grundforløbet og alle former for overflødigt og contra-produktivt lærerarbejde afskaffes. Dette kræver et solidt stykke politisk lobbyarbejde som ikke foregår ved overenskomstbordet. Gymnasiereformen med alt det (for det meste) overflødige ekstraarbejde blev indført i en tid, hvor hele sektoren blev udsat for massive nedskæringer år efter år i form af det såkaldte ’omprioriteringsbidrag’. Timingen var nærmest en uforskammethed. Der er en hel række nye arbejdsopgaver, som man til fordel for såvel elever som lærere kunne luge ud i. Et eksempel kunne være ks-faget på hf, hvor vi nu ud over den fællesfaglige eksamen har fået tilført en særfaglig eksamen oveni. Simpelthen fordi politikerne ikke kunne blive enige om, hvorvidt fællesfaglighed eller særfaglighed var det bedste. Men mest markant er grundforløbet, som både stresser og fremmedgør eleverne socialt, giver mindre kernefaglig-undervisning til eleverne og betyder spildt dobbeltarbejde for lærerne. Når eleverne er faldet til takket være et omfattende intro-arbejde skal alle starte forfra, når grundforløbet er slut og den normale gymnasieuddannelse starter.

Den statslige finansiering og taxameterordningen
Overenskomsten før OK 13 fungerede som en slags ressourceværn, og da dette blev fjernet, var vejen banet for massive nedskæringer i form af de såkaldte ’omprioriteringsbidrag’. Nedskæringerne er heldigvis stoppet, men virkningerne er jo ikke forsvundet, da pengene ikke er blevet tilbageført. Heldigvis er der i GL enighed om, at en kommende taxameterreform på den ene side skal hjælpe trængte gymnasier i tyndere befolkede områder, men at regningen ikke skal sendes til de større skoler, hvis lærere så bliver straffet med dårligere lokale løn- og arbejdsforhold. Og såvel store som små skoler kan ligge i områder, der tilsiger ekstra støtte efter et socialt taxameter. Taxameterreformen må ikke blive et nulsumsspil – der skal simpelthen tilføres nye midler. Også her er vi rørende enige på tværs af lister og alt andet i GL.

Afsluttende bemærkninger
Lad mig lige indskyde til sidst, at det ikke er alt i AC, der er uproblematisk. Den i mine øjne uigennemtænkte tilslutning fra flere af organisationerne til mere lokal løndannelse på bekostning af central bestemt løndannelse er et godt eksempel. Og et eksempel på et område, hvor GL hele tiden kæmper op ad bakke på hele erhvervsgymnasieområdet. Som altid handler det nok om at gå på to ben og søge den optimale balance mellem forskellige hensyn. Generelle tiltag til nedsættelse af arbejdstiden giver f.eks. øget beskæftigelse og gavner dermed alle vores løstansatte medlemmer. GL skal m.a.o. både lokalt og centralt kæmpe for, at forringelser på arbejdstiden afløses af hårdt tiltrængte forbedringer for medlemmerne. For børnefamilieforældrenes skyld; for seniorernes skyld; for alle ansatte læreres skyld; og for vores løstansatte og arbejdsløse kollegers skyld!

Thomas Lyngman, TR Slagelse Gymnasium, Liste 3