Once upon a time in the…
Kære undervisningsminister Magnus Heunicke
I forbindelse med den kommende reform af den gymnasiale sektor er der et spørgsmål, som ikke har fået opmærksomhed i den offentlige debat: Hvem skal fremover have ansvaret for at lede de nye og større uddannelsesinstitutioner, og hvilke krav skal der stilles til deres ledelser?
Siden gymnasierne og VUC’erne overgik til statsligt selveje i 2007, har institutionerne haft egne bestyrelser og daglige ledelser med ansvar for blandt andet økonomi, personale og uddannelsernes kvalitet. Nu står vi foran en omfattende omlægning af institutionslandskabet, hvor der skal gennemføres fusioner og spaltninger frem mod 2030.
Det rejser nogle interessante spørgsmål, som jeg gerne vil have ministerens svar på.
For det første: Hvor mange selvstændige institutioner med egen bestyrelse og øverste ledelse forventer ministeren, at der vil være tilbage efter reformen, sammenlignet med i dag?
For det andet: Når institutioner skal fusioneres eller spaltes, hvordan afgøres det så, hvilken institution der skal videreføres, og hvem der skal have ledelsesansvaret? Og nok så interessant: Hvordan sikrer man, at det bliver de bedst kvalificerede ledelser, der fremover får ansvaret for institutionerne?
Det burde være en selvfølge at se nærmere på institutionernes hidtidige ledelses- og forvaltningspraksis. Har de overholdt de aftaler, som er blevet indgået mellem de centrale forhandlingsberettigede parter, herunder også intentionerne bag aftalerne? Er taxametertilskuddene og de øvrige offentlige midler blevet anvendt med den fornødne sparsommelighed? Har ledelserne overholdt de personalejuridiske og forvaltningsretlige regler, eksempelvis reglerne om habilitet? Har ledelserne sikret et godt arbejdsmiljø? Har ledelserne respekteret medarbejdernes ytringsfrihed? mv.
Det er naturligvis ikke alle disse forhold, man kan aflæse af institutionernes årsregnskaber. Institutionernes revisorer og STUK fører kontrol og tilsyn med forskellige dele af driften, men det forudsætter, at de relevante forhold rent faktisk bliver undersøgt, og at revisionen og tilsynet fungerer efter hensigten. Der kan som bekendt også begås fejl i både revision og tilsyn.
Spørgsmålet er derfor, om der i forbindelse med reformen bliver foretaget en egentlig vurdering af, hvordan de enkelte institutioners bestyrelser og daglige ledelser har forvaltet deres ansvar gennem årene. Eller bliver det primært økonomi, geografi og institutionernes størrelse, som kommer til at afgøre, hvem der skal fortsætte, og hvem der skal overtage aktiviteter fra andre institutioner?
For vi taler trods alt om offentligt finansierede uddannelsesinstitutioner, hvor bestyrelser og ledelser forvalter betydelige beløb fra skatteyderne og træffer beslutninger, som har konsekvenser for kvaliteten i kerneopgaven og for en langt række andre områder. Derudover skulle denne forvaltning og de trufne beslutninger jo gerne afspejle de værdisæt, som det øvrige samfund bygger på.
Jeg vil gerne stille dig to afsluttende spørgsmål: Er det acceptabelt, at en selvejende statslig institution kan gå konkurs, så både skatteyderne og de offentligt ansatte risikerer at tabe penge? Bør man ikke prøve at finde et bedre alternativ til det statslige selveje?
PS. Hvis du har lyst til et kaffemøde, så er du meget velkommen til at invitere.
Med venlig hilsen
Mogens Poulsen
Gymnasielærer i samfundsfag og erhvervsøkonomi





Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode