Tekst_
Johan Rasmussen
Foto_
Private

Steen Kentved, 66 år, Gefion Gymnasium
Underviser i fysik, matematik og geovidenskab
”Problemet med AI er, at det er så nemt at få svaret, og at det derfor er fristende at bruge det. Men for at forstå matematik skal du arbejde med det, lave fejl og øve dig.”
”Jeg har undervist i så mange år, at jeg kan huske, da computeren blev en fast del af undervisningen. Alle havde armene over hovedet, fordi computeren var et fantastisk læringsmiddel. Men de seneste 35 år har eleverne faktisk fået sværere ved at lære matematik, og jeg er bekymret for, at den udvikling går stærkere med AI.”
”Vi har nogle fagligt stærke elever på skolen, og flere har en vis forståelse for, at de snyder sig selv, hvis de bruger AI til lave deres opgaver. Samtidig kan jeg også se, at nogle løser opgaver på en måde, som de ikke har lært af mig, og hvor jeg har en klar mistanke om, at de bruger AI. Jeg er bekymret for, at færre i fremtiden vil kunne de grundlæggende færdigheder, der er nødvendige for at forstå matematik og fysik i dybden.”

Mette Berlin, 54 år, IBC (hhx) i Fredericia
Underviser i historie og er studievejleder
”Det er vigtigt at understrege, at elevernes problemer med at fordybe sig ikke kun skyldes AI. Den udvikling har været undervejs længe og skyldes blandt andet sociale medier, hurtigt fordøjede nyheder med mere – kort sagt den digitale udvikling. AI er en naturlig forlængelse af den udvikling, og selvfølgelig bruger eleverne AI til at blive hurtigere færdige med opgaver eller lektier derhjemme. Det er meget svært at få dem til at fordybe sig i noget derhjemme, og det er ikke noget nyt.”
”Jeg mener ikke, at AI i sig selv behøver at være et problem for elevernes læring, men der er meget stor forskel på, hvordan eleverne bruger det, og det er med til at forstærke den ulighed, der i forvejen er i gymnasiet. De fagligt svage elever ved ikke, hvad et prompt er, og bliver snuppet i at snyde. De fagligt dygtige ved, hvordan de skal bruge AI til at gøre deres tekster bedre.”
”I mine timer må de gerne bruge AI, og jeg vil hellere lære dem, hvordan de kan bruge det fornuftigt, i stedet for at kontrollere dem, for det kan jeg alligevel ikke.”
”Vi skal passe på, at vi ikke skaber en generationskløft mellem dem og os ved hele tiden at mistænke dem for at ville snyde. Jeg tror heller ikke på, at der kommer noget godt ud af at lukke dem ind i et rum med kun papir og blyant og bede dem om at skrive.”

Tove Niclasen, 63 år, Vordingborg Gymnasium og HF
Underviser i tysk, oldtidskundskab og latin
”Eleverne kan næsten ikke løse en opgave uden at bruge AI. De ved ikke, hvordan de kommer i gang, og de ved, at deres klassekammerater bruger det, så de tør ikke lade være.”
”Kun de mest modne og ansvarlige prøver selv at skrive noget selvstændigt, hvis jeg sætter dem til at skrive en opgave. Andre afleverer en næsten perfekt tekst, selvom de næsten ikke kan formulere en sætning på egen hånd.”
”I Word er der en funktion, som kan oversætte sprog. AI er så integreret i alt, at eleverne ikke længere opfatter det som snyd at bruge det.”
”Men jeg har ondt af eleverne. De opnår ikke glæden ved at øve sig, gøre en indsats og nå et mål. Og udviklingen bekymrer mig i forhold til deres fremtid, for de kommer jo ikke til at leve i en glasklokke, hvor de hele tiden kan spørge AI om alt.”
“Min relation til eleverne er dog stadig god, men jeg må indrette min undervisning efter, at vi skal lave mere skriftligt arbejde på skolen, og så bliver der mindre tid til at tale tysk. Det er ærgerligt.”

Mads Knigge, 46 år, HF og VUC Fyn
Underviser i samfundsfag og mediefag
“Mange af mine elever bruger AI ureflekteret til at blive hurtigt færdige med det, vi laver. De opfatter det ikke som snyd, men mere på linje med at bruge en regnemaskine. ‘Hvorfor skal jeg læse teksten, når jeg kan få svaret med det samme’, tænker de.”
“Jeg kan mærke, at der sker noget med niveauet i min undervisning. Når eleverne ikke vil bruge den tid, det tager at sætte sig ind i det grundlæggende i undervisningen og læse i deres grundbog, så når vi aldrig til et niveau, hvor vi kan perspektivere og diskutere. For mig betyder det, at det ikke er lige så sjovt at være lærer.”
“I stedet for at tale om røde og blå partier og det politiske system i samfundsfag bruger jeg mere og mere tid på at tale om, hvordan man lærer, om AI og snyd, og hvordan man går i skole.”
“Jeg tror, at det kan være godt med mere praksislæring på den nye epx. Den type elever, jeg har, vil have godt af at komme ud at lære noget i praksis, hvor man ikke bare kan få svarene fra AI.”
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode