Artikel
”Det krævede mod at sige farvel til gode kolleger”
GS_Laererliv_Astrid Kroier Rasmussen

”Det krævede mod at sige farvel til gode kolleger”

Tekst_ Martin Rask Pedersen
Foto_ Privat

Om Astrid Krøier Rasmussen

ALDER 42 år

SKOLE Rysensteen Gymnasium

FAG Tysk og dansk

Hvad fylder mest i dit arbejdsliv lige nu?
”Det er at tage imod de nye 1.g-hold. Eleverne kommer med en meget blandet baggrund i tysk, både i forhold til deres faglige kunnen og deres motivation for faget. Nogle har en høj faglig selvtillid, andre har ikke. Det fylder meget at tage imod dem og favne den bredde, de kommer med, og det kræver ret meget relationsmæssigt – på en helt anden måde end for eksempel i dansk, hvor eleverne ofte kommer med mere ensartede baggrunde. Man skal sørge for, at de lander godt og gøre det trygt at være med, og samtidig sørge for, at dem, der kommer med rigtigt meget, også føler sig motiveret.

Hvornår har du været modig som lærer?
”Jeg kommer til at tænke på to ting. Den ene er, da jeg for fire år siden skiftede til et nyt gymnasium. Det har været virkelig godt for mig, men det krævede mod at sige farvel til gode kolleger og elever for at gå ind til et nyt fælleskab. Den anden ting er, da jeg efter at have undervist i et par år begyndte at bringe mig selv og mit forhold til mine fag mere i spil i undervisningen. Jeg har boet i Tyskland i flere omgange, min kæreste er tysk, og jeg har familie og venner i både Tyskland og Østrig, men i starten delte jeg det ikke med eleverne. Det var min pædagogikumvejleder, der i sin tid opfordrede mig til at bruge det mere i undervisningen. Det er en god måde at motivere og vise eleverne, at vi arbejder med rigtige levende mennesker og en levende kultur. Det smittede også af på min måde at være dansklærer på, hvor jeg i langt højere grad begyndte at dele mine egne tanker og holdninger til stoffet med eleverne. Hvorfor jeg elsker en bestemt tekst, og hvorfor jeg synes, at noget er dybt interessant. Det føles naturligt for mig nu. Men først krævede det mod, for man gør sig også sårbar ved at dele ud af sig selv.

Hvad er dit bedste råd til en ny, ung kollega?
”Se på undervisningen som et samarbejde med eleverne i stedet for at tænke på det som om, at du skal ind og performe for eleverne. Og tillad dig selv at være et menneske med både gode og dårlige dage.

Hvilken opgave har du været gladest for i dit arbejdsliv?
”Det er jo selve undervisningen. Tiden med eleverne. Det er også altid sjovt, når man har tid til at rode rundt for at finde fedt materiale til et nyt forløb. Og så er det også fantastisk, når man tager imod et blandet hold – med elever fra to, tre eller fire stamklasser – og i løbet af to år får lavet et stærkt fagligt fællesskab med sammen hold og måske endda venskaber på tværs af stamklasserne.

Hvad er din dårligste vane?
”Det er helt klart, at jeg kommer til at tænke på langtidsplanlægning på alle mulige og umulige tidspunkter. At jeg ligger der, lige inden jeg skal sove og tænker: ‘Nu kan jeg lige få styr på årshjulet for det næste halve år.’ Det er særligt aktuelt efter jul, hvor jeg tænker: ‘Nu er der et halvt år tilbage. Vi mangler de her ting. Hvordan skal jeg gøre det?’ Jeg ved godt, at det ikke giver mening, men det er svært at lade være.

Lærerliv

Vi stiller fem spørgsmål til en lærer om jobbet som underviser.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater