Artikel
Heunicke om lærernes AI-alarm: Vi er på et fuldstændigt galt spor
Heunicke-paa-Soroe-aspect-ratio-348-234

Undervisningsminister Magnus Heunicke var i sidste uge vært for årets Sorømøde, der havde AI som tema.

Heunicke om lærernes AI-alarm: Vi er på et fuldstændigt galt spor

Undervisningsminister Magnus Heunicke varsler flere tiltag mod AI-problemerne i gymnasiet og åbner for en ny strakspakke. Der er ikke tid til lange forsøgsperioder, erkender han.

Tekst_ Tina Rasmussen
Foto_ Pressefoto

”Jeg finder det her ekstremt alvorligt. Det er en meget markant advarsel fra vores gymnasielærere om, at vi er på et fuldstændigt galt spor.”

Undervisningsminister Magnus Heunicke (S) reagerer skarpt på Gymnasieskolens nye undersøgelse om kunstig intelligens (AI) i gymnasiet.

I undersøgelsen svarer hele 81 procent af lærerne, at brugen af AI svækker elevernes læring. 82 procent siger, at AI går ud over elevernes evne til at tænke selvstændigt, og 86 mener, at AI svækker elevernes evne til at fordybe sig.

Læs: 4 ud af 5 gymnasielærere advarer: AI svækker elevernes læring

Sådan har vi gjort

Undersøgelsen er gennemført i perioden 15. juni til 3. august 2026.

Gymnasieskolen har sendt spørgeskemaet ud til 3.000 gymnasielærere.
De udgør et repræsentativt udsnit af medlemmerne i GL – Gymnasielærerne.

647 lærere har deltaget. Det svarer til 22 procent.

På spørgsmålet, om han tror på lærernes vurdering, er svaret klart:

”Ja, det gør jeg 100 procent.”

Han tager de høje tal i undersøgelsen som udtryk for, at problemet er landsdækkende og ikke begrænset til enkelte skoler eller bestemte elevgrupper.

”Vi har et reelt problem med alt for mange unge, der bruger kunstig intelligens på en uhensigtsmæssig måde,” siger Magnus Heunicke.

647 lærere over hele landet har deltaget i Gymnasieskolens spørgeskemaundersøgelse.

Ny tone
Bekymringen over AI i gymnasiet er ikke ny. I sektoren har man længe forsøgt at råbe op om de massive frustrationer, som kunstig intelligens skaber i klasselokalerne.

En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut tidligere på året viste, at gymnasieelever i stor stil bruger kunstig intelligens til at snyde med alt fra gruppearbejde til lektier og afleveringer.

Jeg kommer til at annoncere flere tiltag. Måske bliver der en strakspakke 2.
Magnus Heunicke
Undervisningsminister

Daværende børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) brugte undersøgelsen til at appellere til ”åndsfyrsterne i rektorkredse”. Elevernes brug – og misbrug – af kunstig intelligens var en mulighed for, at rektorer og lærere kunne minde eleverne om, hvad selve formålet med at gå i skole egentlig er, lød det dengang fra Tesfaye.

Fokus: AI forandrer gymnasiet

Elevernes læring, fordybelse og selvstændige tænkning bliver svækket af AI. Det mener et stort flertal af lærerne i en ny undersøgelse. AI får også mange lærere til at opleve et meningstab i jobbet. Vi sætter fokus på udviklingen. 

Læs: Lærere og ledere sender ”AI-gave” tilbage til Tesfaye – og efterlyser handling

Nu er tonen en anden. I sidste uge annoncerede Magnus Heunicke et ”gearskifte” og præsenterede en strakspakke med tre initiativer, der skal dæmme op for snyd med AI på gymnasierne.

To af dem er opfordringer til landets gymnasier: Lad i højere grad eleverne lave skriftlige opgaver på skolen, mens de er under opsyn, og overvåg elevernes skærme, når de er til eksamen. Begge dele gør mange gymnasier allerede i forvejen.

Det sidste punkt i pakken handler om, at hf’erne skal op til et mundtligt forsvar af deres store skriftlige opgave, SSO, på samme måde som eleverne på de treårige gymnasiale uddannelser.

Læs: Minister varsler gearskifte mod AI-snyd, men sektoren efterlyser flere greb

Flere tiltag på vej
Men både GL – Gymnasielærerne og Danske Gymnasier efterlyser flere tiltag.

Hvis du tror på lærernes udsagn om, at vi står med et akut problem i forhold til elevernes læring og fordybelse, hvorfor sætter du så ikke ind med mere nu?

”Initiativerne i strakspakken er bare de første tre redskaber. Jeg kommer til at annoncere flere tiltag. Måske bliver der en strakspakke 2,” siger Magnus Heunicke.

”Jeg fik en masse input fra elever, lærere, rektorer og eksperter på Sorømødet. De ting arbejder vi videre med.”

Hvorfor er overvågning af elevernes skærme under eksamen kun en opfordring og ikke et krav?

”Det er jeg også meget klar til at gå videre med. Nu starter vi med opfordringen, og så har jeg bedt om at få en hurtig status. Jeg forventer, at man på gymnasierne selvfølgelig er interesserede i at dæmme op for snyd. Vi går skridtet videre, hvis det bliver nødvendigt.”

Normalt er der lange forsøgsperioder. Den luksus har vi ikke her.
Magnus Heunicke
Undervisningsminister

”Det haster”
Ministerens næste tiltag afhænger også af et stort forskningsprojekt om AI, som Undervisningsministeriet har sat i gang.

Projektet omfatter 10.000 gymnasieelever, og de endelige resultater ventes klar i næste måned.

Magnus Heunicke er godt klar over, at lærere og rektorer råber på flere tiltag.

”Jeg er klar over, at det haster. Normalt er der lange forsøgsperioder, før man ændrer noget i gymnasiet. Den luksus har vi ikke her, når vi står med en teknologi, der underminerer undervisningen.”

Han vil ikke sige, hvilke konkrete tiltag han selv har i tankerne som de næste.

”Men jeg kan sige, at vi slet ikke er færdige med de hurtige initiativer, der kan beskytte og styrke undervisningen og elevernes læring,” siger Magnus Heunicke.

Regeringen vil også udarbejde en samlet national strategi for brugen af kunstig intelligens i skole- og uddannelsessektoren.

ai-graf-11
Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater