Artikel
Få overblikket over den nye gymnasieaftale – både grundforløb, htx og studieretninger er i spil
Skaermbillede-2025-02-19-130730-aspect-ratio-348-234

Få overblikket over den nye gymnasieaftale – både grundforløb, htx og studieretninger er i spil

Fem partier blev i går enige om en ny aftale, der indfører højere adgangskrav til gymnasiet og en ny uddannelse. Aftalen har dog også konsekvenser for hf, htx, grundforløbet og studieretninger.

Tekst_ Malene Romme-Mølby
Foto_ Børne- og Undervisningsministeriet

Sent i går blev en aftale om en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse indgået. Bag den står regeringen og Socialistisk Folkeparti (SF) og Dansk Folkeparti (DF).

”Rigtig mange unge er glade for at gå i gymnasiet. Her bliver de dygtigere og mere afklarede, inden de vælger efterfølgende uddannelse. Den mulighed burde alle unge have. Derfor er jeg meget glad for, at et flertal i Folketinget nu afsætter et milliardbeløb til en ny gymnasieuddannelse, der vil være åben for alle, der ønsker sig en blanding af boglig og praktisk undervisning. Her får tusindvis af unge mulighed for at blive klogere, dygtigere og mere afklarede i et stærkt ungdomsmiljø,” sagde børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye til pressemødet.

På mange punkter ligner aftalen det udspil, som regeringen præsenterede for godt fire måneder siden. Det betyder, at der fra 2030 oprettes den nye erhvervsrettede- og professionsrettede gymnasieuddannelse epx. Den skal forberede eleverne til at starte på en erhvervsuddannelse eller en videregående uddannelse.

Læs: Her er regeringens nye plan for gymnasiet

Boglige fag eller værkstedsfag
Epx skal være en toårig uddannelse med mulighed for et års overbygning. Uddannelsen opbygges med faglinjer, som eleven vælger før studiestart. Faglinjen kan ifølge aftaleteksten med fordel bruges til klassedannelsen.

På andet år fortsætter eleverne i deres faste klasse, men her kan de vælge valgfag, der peger i forskellige retninger afhængig af, om de vælger mere boglige fag eller værkstedsfag.

Den toårige epx giver adgang til erhvervsuddannelserne og erhvervsakademiuddannelser. Med overbygningen på et år gives adgang til alle professionsbacheloruddannelser, mens adgang til akademiske bacheloruddannelser på universitetet vil kræve efterfølgende supplering eller en udvidet fagpakke på op til seks måneder.

Skoledagen på epx skal være en kombination af praktisk og boglig undervisning. Det er aftalepartiernes ambition: ”at epx-uddannelsen skal være præget af undervisning i tæt samarbejde med erhvervsliv og relevante offentlige institutioner”.

Alle elever på uddannelsen skal i udgangspunktet have dansk, matematik og engelsk på C-niveau, derudover skal eleverne have andre fag, som tager udgangspunkt i eksisterende fag fra gymnasiet eller erhvervsuddannelserne, men der skal også udvikles nye fag.

Aftalepartierne har aftalt, at der nedsættes en faglig ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger til, hvordan uddannelsen konkret tilrettelægges, herunder anbefalinger til struktur, fag, faglinjer, prøveformer med mere.

Optagelse på epx kræver en bestået afgangseksamen fra folkeskolen eller aflagt prøve på forberedende grunduddannelse (fgu). Elever, der ikke har bestået folkeskolens afgangseksamen, skal kunne tage en afsluttende prøve på 10. skoleår på en efterskole eller en fri fagskole.

Karakterkrav hæves
Som ventet får aftalen også konsekvensen for det øvrige uddannelseslandskab. Den toårige hf, eux og den kommunale 10. klasse afskaffes.

Afskaffelsen af den kommunale 10. klasse vil ifølge aftalen indebære, at lidt flere unge end i dag vil komme direkte fra 9. klasse til hhx, htx og stx.

”De gymnasiale institutioner, der udbyder hhx, htx og stx, vil i forlængelse heraf skulle have en opmærksomhed på, at også de lidt yngre elever har en god og trivselsfremmende skolestart. Børne- og undervisningsministeren vil gå i dialog med sektoren om dette”, står der i aftaleteksten.

Regeringen og SF og DF er også blevet enige om at hæve karakterkravet for optagelse på hhx, htx og stx til 6 i karaktergennemsnit i både de afsluttende standpunktskarakterer og i de lovbundne prøver fra folkeskolens afgangseksamen.

Elever, der ikke har 6 i standpunktskaraktererne, har retskrav på optagelse på hhx, htx og stx, hvis de opnår et karaktergennemsnit på mindst 7 i de lovbundne prøver fra folkeskolens afgangseksamen.

Det vil fortsat være muligt at blive optaget på hhx, htx og stx via en optagelsesprøve, dog med et skærpet fagligt niveau i prøven, svarende til det skærpede karakterkrav på 6. Optagelsessamtalen afskaffes for ansøgere, der består optagelsesprøven.

Epx-elever kan ved afslutningen af uddannelsens første år opnå adgang til hhx, htx og stx ved at aflægge en prøve, der har et niveau svarende til den normale optagelsesprøve.

Grundforløb, karakterfrihed og ny karakterskala
Mange lærere og skoler har længe ønsket at afskaffe grundforløbet – så langt er aftalepartierne dog ikke gået i første omgang, men de har besluttet, at det fremover skal være muligt for gymnasier at lade kommende elever til hhx, htx og stx tilkendegive ønske om studieretning, inden de begynder i grundforløbet. Forhåndstilkendegivelse er ikke bindende for elevernes studieretningsvalg i slutningen af grundforløbet. Det er op til den enkelte skole, i hvilket omfang den vil anvende elevernes forhåndstilkendegivelser til klassedannelse i grundforløbet.

Gymnasierne skal desuden kunne vælge at undlade at give standpunktskarakterer i 1. g på hhx, htx og stx i de ikkeafsluttende fag. Til gengæld skal skolerne sætte ind med systematisk feedback.

Der har under skiftende regeringer været stor kritik af den nuværende karakterskala blandt andet på grund af de relativt store spring mellem skalaens midterste karakterer. Det forsøger aftalepartierne også at imødekomme ved at udtrykke et ønske om at justere den eksisterende karakterskala. Partierne vil drøfte konkrete modeller med afsæt i arbejdet fra den tidligere ekspertgruppe for ændring af karakterskalaen.

Læs: Nye bud på karakterskala er landet: Ny model eller reparation af 7-trinsskalaen 

Med en mere enkel struktur på hhx, htx og stx vil grundforløbet eventuelt kunne afskaffes og erstattes af en stamklasse som den bærende enhed gennem hele uddannelsesforløbet.
Aftaletekst om en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse
Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti

Styrkelse af det faglige niveau
De fem aftalepartier er enige om, at det faglige niveau på hhx, htx og stx skal styrkes. I den forbindelse har de besluttet, at der skal nedsættes en ekspertgruppe, som skal komme med anbefalinger til ændringer af indhold og struktur på de tre uddannelser. Ekspertgruppen skal blandt andet se på ændringer i antallet af og indholdet i studieretninger, for eksempel ved at lade studieretningsstrukturen erstatte af få, faglige indgange, som styrker tilvalg af sprog, kulturfag og naturvidenskab. Ifølge aftaleteksten kunne det for eksempel på stx være nogle få indgange rettet mod henholdsvis ’sprog og kultur’, ‘natur og samfund’ eller ‘teknik’.

”Med en mere enkel struktur på hhx, htx og stx vil grundforløbet eventuelt kunne afskaffes og erstattes af en stamklasse som den bærende enhed gennem hele uddannelsesforløbet. Dette skal have til formål at understøtte den enkelte elevs oplevelse af sammenhæng i uddannelsen, samtidig med at der er fokus på en god skolestart for eleverne på både hhx, (htx) og stx,” skriver partierne.

Ekspertgruppen skal derfor komme med anbefalinger til uddannelsernes opbygning og fagrække. Aftaleteksten nævner desuden helt specifikt historiefaget, som ekspertgruppen ”skal komme med anbefalinger til, hvordan faget på stx og eventuelt hhx og htx kan styrkes. Det sker med henblik på at fremme blandt andet mulighederne for udvikling af historisk viden, fordybelse og skriftlighed i faget. I den forbindelse skal ekspertgruppen også tage stilling til, om undervisningstiden i faget skal øges.”

Aftale om en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse

Aftalen er indgået mellem Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti.

Se den her.

Htx i venteposition
Både htx-lærere og -skoler har været bekymrede over det faldende elevgrundlag, og om regeringen fremover vil gøre uddannelsen til en studieretning under stx. Aftalepartierne adresserer også udfordringerne med faldende elevgrundlag på htx.

”Aftalepartierne har en ambition om, at der også fremadrettet skal være bred geografisk dækning af tekniske gymnasietilbud, og at dette kan ske ved, at htx integreres i stx-uddannelsen på en måde, dog sådan at velfungerende tekniske gymnasietilbud kan opretholdes.”

Aftalepartierne vil have ekspertgruppen til at se på, om det er hensigtsmæssigt at integrere htx i stx, og den skal beskrive konkrete modeller, som sikrer, at der også i fremtiden vil være en gymnasieuddannelse med en tydelig teknisk profil. Aftalepartierne træffer først beslutning om at integrere htx i stx, når en ekspertgruppe er kommet med anbefalinger til, hvordan det kan ske, skriver partierne.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater