Når man forsøger at skubbe en lastbil gennem dyb sne…

At få ændringer gennemført i en læreplan i gymnasieskolen – forestiller jeg mig – er nok cirka lige så nemt som at skubbe en tonstung lastbil gennem otte meter dybe sne – ene kvinde.

Jeg kender godt nok ikke præcist processen ift. læreplansændringer, men jeg forestiller mig heller ikke, at det går hurtigere, når man har et undervisningsministerium, som tydeligvis prioriterer at rette sit fokus mod erhvervsuddannelserne og folkeskolen og ikke har de gymnasiale uddannelser særligt højt på listen over ting, der skal vises kærlighed.

Derfor er vi nogle tysklærere, som nu begynder at råbe højt for at få spotlys på tyskfaget, og hvad der skal til for at redde det.

Jeg har tidligere i dette forum skrevet om, hvordan sprogfagene har brug for livgivende førstehjælp for overhovedet at overleve. Den første hjertemassage kunne passende være at få kigget grundigt på læreplanerne og at overveje, om de i virkeligheden afspejler det tyskfag, vi gerne vil præsentere for vores skønne elever.

NCFF (Det Nationale Center For Fremmedsprog) er netop udkommet med en spændende analyse, hvor de har kigget på elevernes motivation for sprogundervisningen. Analysen viser – nok ikke overraskende – at eleverne gerne vil lære at tale fx tysk og gerne vil have mindre tekstlæsning og mindre fokus på grammatik.

Læs: Undervisningen får elever til at miste lysten til at lære sprog

Problemet er bare, at læreplanerne lægger op til lige præcist tekstlæsning og grammatik. Eleverne skal lære at analysere og fortolke tekster, og de skal kunne tale om disse med sikkerhed i morfologi og syntaks (læs: grammatik). Samtidig er der med den nyeste revision af læreplanen ifm. reformen i 2017 blevet indført et krav om, at hvert forløb skal indeholde 4-6 tekster.

Alt dette gør, at der ikke er meget tid til overs til at lære eleverne hverdagstysk og træne dem i et sprog, som de får brug for, hvis de ikke skal læse på universitet, men fx bare gerne vil kunne tale med tyskere og opleve og lære om den spændende kultur syd for grænsen.

NCFF udtaler i seneste nyhedsbrev fra Gymnasieskolen, at løsningen på elevernes manglende motivation er at efteruddanne lærerne til at undervise i funktionel grammatik, som læreplanen også foreskriver det – altså en grammatikundervisning, der tager udgangspunkt i den grammatiske strukturs betydning for kommunikationssituationen.

Jeg vil give NCFF ret så langt, at for mange af os halvgamle rotter falder det ikke altid naturligt at lave grammatikundervisning på den måde (og det er heller ikke alle tekster, der lægger op til det..), men at påstå, at det er det, der skal til for at vende skuden, er at skyde ret meget ved siden af efter min mening. Det får det desværre også hurtigt til at lyde, som om det er lærernes skyld, at undervisningen ikke lever op til elevernes ønsker – på trods af at vi lærere bare gør det, vi skal, ift. læreplanen. Vi følger sådan set bare loven…

Lederen fra NCFF anerkender, at der er en diskrepans mellem eksamen og det funktionelle sprogsyn, vi skal undervise ud fra, og det er netop denne diskrepans, vi er nødt til at få gjort noget ved.

Lad os starte med at få lavet nogle gevaldige ændringer i den læreplan, så vi kan fokusere i hvert fald en god del af tiden på at lære eleverne et tysk, som de faktisk kan bruge til noget ude i den virkelige verden.