Bliver skriftligheden sat ud af spil?

Skriftlighed gennemgår i disse tider en ret gennemgribende udvikling. Det er i dag nemmere end nogensinde før at skrive en artikel, en opgave eller for den sags skyld en forløbsplan. Faktisk havde jeg overvejet, om dette blogindlæg skulle skrives af AI, bare for at gøre det sådan helt meta-agtigt. Men det virkede på en eller anden måde også lidt som snyd.

Og det er måske i virkeligheden det, der er på spil, når vi sidder og er sådan lidt skeptiske over for AI og diverse sprogmodeller. For det er jo på en eller anden måde lidt snyd. Nej, stryg det! Det er jo ret meget snyd. Synes vi.

Jeg tror dog på, at dette syn på diverse sprogmodeller vil ændre sig i løbet af de kommende år – måske endda blot måneder. Jeg tror på, at vi indenfor en overskuelig fremtid vil se, at flere og flere lærere og elever tager AI til sig som en studiemakker, som en planlægningsassistent eller som en idegenerator. Og det er lige netop i denne kapacitet, at AI har sin sande force.

Men for nu at vende tilbage til det overordnede spørgsmål: Risikerer vi, at skriftlighed bliver sat ud af spil? Diverse chatbots kan jo alt muligt, og i virkeligheden skriver de velsagtens bedre end de dårligste elever, vi har, uanset hvor mange fejl den så laver i indholdet? Og ja, det gør den, men nej, vi risikerer ikke, at skriftligheden bliver sat ud af spil. Faktisk er det min erfaring, jo mere jeg har arbejdet med AI, at det nok er det modsatte, der vil ske.

Der er ingen som helst tvivl om, at skriftlighed vil ændre sig over de kommende år. At tro andet vil nok være en anelse for naivt. Men det ændrer ikke på, at vi stadig har brug for at kunne formulere os, for hvordan skal vi kunne finde ud af, om chatbotten leverer et godt stykke arbejde, hvis vi ikke ved, hvad det gode arbejde er?

Lad mig give et eksempel, som forklarer, hvad jeg mener. Forestil dig, at du har et bord fyldt med tuber af orange maling og en enkelt tube gul maling. Alle tuberne er ens og gennemsigtige, og der er intet, der adskiller dem fra hinanden på nogen måde. Forestil dig så, at du beder en blind mand finde den gule farve. Hvis du gør det, så skal den mand jo være helt enormt heldig for at finde den korrekte farve. Og selvom man måske kan argumentere for, at visse nuancer af orange er tæt på at være gul, så er orange, uanset hvor mange gange vi vælger den farve, altså bare ikke gul.

Og det er præcist sådan, vi skal anse AI lige nu. AI kan nok skrive en opgave, og den kan også finde ud af at lave noget, der minder om det, du gerne vil have, men som med den blinde mand og den gule farve, så er orange altså ikke gul. Den blinde mand kan sagtens male med gul, hvis man hjælper ham til at finde den gule farve, men han kan ikke selv lokalisere den gule farve. På samme måde kan AI godt lave den gode opgave, hvis du viser AI, hvad en god opgave er, og hjælper AI med at rette opgaven til, men AI kan ikke ud af ingenting skrive den gode opgave.

Derfor vil skriftlighed også i fremtiden have enorm betydning, og de, som lærer at skrive godt, vil i fremtiden være dem, vi alle vender os imod. For det at kunne skrive og formulere egne tanker vil (i et helt dystopisk scenarie) blive mere og mere sjældent, fordi visse personer vil vælge at tage den nemme vej.

Vi behøver ikke være bange, for at AI tager jobs i undervisningssektoren, og vi behøver ikke være bange for, at AI negligerer behovet for skriftlighed. Om noget så vil AI fremhæve behovet for, at vi lærer vores elever at skrive og formulere egne holdninger.

For i en verden, hvor flere søger den nemme vej og alt bliver orange, vil personer, der tør male med gult, i sandhed komme til at skille sig ud.