AC-klubben samler lærerværelset

Hvad gør det ved et lærerværelse og den fælles front, når kollegerne er organiseret i forskellige fagforeninger? Det er en udbredt problematik på erhvervsgymnasierne. På Odense Tekniske Gymnasium har tillidsrepræsentanten valgt en pragmatisk tilgang, som fungerer.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Man fristes til at bruge det gamle mundheld, når tillidsrepræsentant (TR) Gorm Bentsen, Odense Tekniske Gymnasium, fortæller om situationen ved overenskomstforhandlingerne i 2018, hvor truslen om konflikt med deraf følgende lockout eller strejke var overhængende.

”Dengang var der en gruppe blandt kollegerne, som ikke var organiseret, og som syntes, GL var dum og irriterende. Det var vel sådan set første gang, vi rigtig drøftede det her med at være organiseret, og hvad det vil sige at være solidarisk,” fortæller Gorm Bentsen, der er i gang med sin tredje periode som TR.”

Jeg tror, der kan være lidt berøringsangst omkring emnet mange steder, fordi der let opstår en følelse af, at man bebrejder hinanden,” tilføjer han.

Den førnævnte overenskomstsituation og de mulige konsekvenser fik dog nogle til ’at se lyset’ og melde sig ind i en fagforening, ligesom enkelte forlod de såkaldt gule og kom over i en overenskomstbærende fagforening.

I dag er lærerkollegiet på Odense Tekniske Gymnasium ifølge Gorm Bentsen 100 procent organiseret.

”Fra tid til anden er der da en årsvikar, som måske ikke lige får sig meldt ind med det samme. Men ellers, ja.”

Der er dog lige et enkelt men. Cirka 20 procent af kollegerne er organiseret i IDA, Ingeniørforeningen. Isoleret set er det godt, at lærerne er organiseret, men på især erhvervsgymnasierne, der har en del undervisere uden traditionel gymnasielærerbaggrund ansat – som derfor ofte har eller har haft et andet tilhørsforhold identitetsmæssigt og organisationsmæssigt – kan det være et problem, at lærerne organisatorisk således ikke altid står samlet i eksempelvis forhandlinger med ledelsen. Ikke at der behøver at være direkte modstridende interesser mellem grupperne, men det kan svække TR’s stilling. Det synes dog ikke at være tilfældet på skolen i Odense, hvor Gorm Bentsen desuden med egne ord har et glimrende samarbejde med Uddannelsesforbundet og tillidsrepræsentanterne på EUD-afdelingerne på Syddansk Erhvervsskole, som Odense Tekniske Gymnasium er en del af.

For eksempel kæmper skolens lærere i forhold til lokal løn solidarisk i en stor gruppe for en central lønpulje, hvilket egentlig er det modsatte af GL’s officielle ønsker. Men den lokale udmøntning er på 9,7 procent, hvilket er pænt over gennemsnittet på erhvervsgymnasierne.

TR for alle
På de fleste gymnasier er der en GL-klub, altså et professionelt fællesskab for de lærere, der er medlem af Gymnasieskolernes Lærerforening (GL). Sådan er det også mange af de steder, hvor der er flere faggrupper repræsenteret i lærerstaben. På Odense Tekniske Gymnasium har lærerne i stedet en AC-klub. Egentlig hed det AC/IDA-klub som et levn fra den overgang, hvor IDA ikke var en del af det akademiske forhandlingsfællesskab.

AC-klubben signalerer inklusion og fællesskab, mener Gorm Bentsen.

”Jeg er TR for alle lærerne, også IDA-medlemmerne, og det gør jo visse ting lidt nemmere,” siger han, men erkender i samme åndedrag, at det måske ikke ville være helt så let, hvis det var et IDA-medlem, der var TR for den samlede lærergruppe.

”GL arbejder politisk og organisatorisk helt anderledes end IDA på gymnasierne.”

Det er dog væsentligt for Gorm Bentsen, at IDA-medlemmerne er med i klubarbejdet, hvorfor han prikker til dem i forhold til repræsentation i klubbestyrelsen. Det ligger ham sågar på sinde at få nogle, han ikke nødvendigvis er enig med, til at tage en tørn. Hvilket sådan set også gælder i forhold til GL-medlemmer. Et eksempel kan være spørgsmålet om tidsregistrering, som der er forskellige holdninger til blandt lærerne på Odense Tekniske Gymnasium. Indtil 2020 var det frivilligt. Nu er det et krav.”

Her er uenigheden ikke fordelt mellem GL- og IDA-medlemmer, men mere mellem faggrupperne. For nogle strider det imod selvforståelsen og identiteten som lærer.”

Gorm Bentsen er dog ikke i tvivl om, at det at være ingeniør betyder noget for nogle. Måske handler det om medlemsfordele og kurser, måske handler det om, at nogle har været ude at arbejde som ingeniør, fordi erhvervskompetencer somme tider er påkrævet i deres stilling. På den baggrund hænder det, at identiteten ligger nærmere ingeniør end gymnasielærer.

”Så er der jo det frie fagforeningsvalg, og det skal der også være plads til. Måske er det en af grundene til, at vi ikke har problemer med den forskellige organisering her,” lyder det fra Gorm Bentsen, som trods den pragmatiske tilgang selv peger på en potentiel ulempe, som er et godt argument for faktisk at få kolleger til at skifte til GL:

”Det kan gøre det vanskeligere for mig at repræsentere en kollega i en medarbejdersag, at jeg ikke kan stå på mål for eksempelvis juridisk rådgivning. Jeg kan ikke bare ringe til GL. Og jeg har da oplevet, at en kollega kom en tur i vridemaskinen, hvor jeg måtte bede vedkommende om at kontakte sin egen organisation.

Lokket af gratis goder
Spørger man blandt Odense Tekniske Gymnasiums nuværende og tidligere IDA-medlemmer, er der ikke noget entydigt billede. Det skulle da lige være, at det – som Gorm Bentsen siger – for lærerne nok mere handler om at få dagligdagen til at fungere end om, hvilken fagforening man er medlem af.

Enkelte peger på, at nogle af IDA’s kurser rent fagligt giver mening, hvis man for eksempel underviser i teknologi. Det er dog ikke tilfældet, hvis man som Søren Eriksen og Jonas Camillus Jeppesen underviser i fysik og matematik.

”Vi kan ikke bruge kurserne til noget,” siger de samstemmende efter forklaringen om, hvorfor de i sin tid blev medlem af IDA:

Som studerende blev de ’lokket’ med forsikringsfordele og diverse gratis goder som biografbilletter og ikke mindst en kittel til laboratoriebrug. Det er medvirkende til, at Jonas Camillus Jeppesen stadig er medlem af IDA, selvom han i en periode, mens han læste ph.d., var udmeldt, forklarer han.

”Jeg behøver sådan set ikke IDA og har tænkt på, om jeg burde melde mig ind i GL, hvis medlemstyngden tæller i det store billede. Det er rent praktisk, at jeg ikke har gjort det. Det skal egentlig bare gøres. Hvis prisen vel at mærke er den samme. Men måske skal GL gøre bedre opmærksom på medlemsfordele,” siger Jonas Camillus Jeppesen.

Søren Eriksen meldte sig ud af IDA, da det efter studietiden ikke længere var gratis, og er i dag medlem af GL efter lidt vandring ind og ud og en større forståelse af fagforeningers arbejde i forbindelse med indledningsvist nævnte OK 18.

Søren Præstegaard er tidligere ingeniør og IDA-medlem, men er skiftet til GL. For ham var det væsentligste identiteten. Ikke som ingeniør; han begyndte nemlig at føle sig mere som gymnasielærer og tænkte nøje over, at GL ville være stærkere med flere medlemmer.

”Jeg kan godt se, at enkelte har brug for IDA’s kursusudbud. Men jeg føler, at det er min lærerprofession, ikke min faglighed, der skal udvikles, og derfor har jeg mere brug for den pædagogik og didaktik, jeg kan få fra GL,” siger han og tilføjer, at det kunne være væsentligt at se på, om der kunne vindes noget for den enkelte på at skifte til GL – selvom han samtidig ser det som væsentligt, at man rent faktisk har frit valg.“

Ja, nogle vil måske mene, at det er en privat sag,” supplerer Søren Eriksen.

Undgå moralprædiken
Mads Boe Højvang er derimod stadig medlem af IDA. Der ligger som sådan ikke noget videre ideologisk bag.

”Men jeg ville savne fagbladet Ingeniøren, hvor jeg læser mange relevante ting for min undervisning og får mange gode eksempler, jeg kan bruge.

”Kollegerne er dog enige om, at AC-klubben er en god institution, og at lærerne er rykket tættere sammen i bussen efter OK 18. Det illustreres måske godt med Jonas Camillus Jeppesens udsagn om, at han og kollegerne ikke tænker på Gorm Bentsen som GL’er. Men som TR.

”Sådan skal det helst også være,” siger Gorm Bentsen selv.

”Jeg vil gerne undgå at gøre noget til en moralprædiken. Men det kan da godt være, jeg skal tage diskussionen om organisering mere op og blive bedre til at gå til nyuddannede og nyansatte i fremtiden.”