Organdonation i undervisningen

“Det er et samvittighedsspørgsmål, et etisk spørgsmål. Vores organer er jo vores egne, og derfor er det et spørgsmål, som ligger lidt ud over det, som vi normalt beskæftiger os med,” sagde Venstres daværende sundhedsordfører Martin Geertsen, da han skulle begrunde, hvorfor Venstres medlemmer blev stillet frit, da Folketinget i juni 2022 tog stilling til et borgerforslag om såkaldt aktivt fravalg til organdonation.

Og han har ret, Geertsen, det er et spørgsmål, der ligger lidt ud over, hvad man almindeligvis går og tænker på.

Ifølge forslaget skal alle borgere ved det fyldte 18. år automatisk tilmeldes Organdonorregistret som donorer, men med mulighed for at framelde sig. At være registreret som organdonor betyder, at i det tilfælde ulykken er ude, og man dør i respirator på en intensivafdeling, så skal ens organer gøres tilgængelige for organdonation. Forslaget om aktivt fravalg vil vende valgsituationen om, i forhold til hvordan det er i dag, hvor man aktivt skal tilmelde sig som organdonor.

Diskussionen om aktivt fravalg – eller formodet samtykke, som det også kaldes – raser med jævne mellemrum i den offentlige debat. Forståeligt nok viser de mennesker, der er personligt berørt af organdonation, stort engagement, og lige så forståeligt bruger medierne tid og spalteplads på emnet. Det har en umiddelbar almenmenneskelig appel, idet det handler om virkelige menneskers håb, liv, død, tab og sorg. Andre kan nemt identificere sig og føle med de skæbner, de møder i debatterne. Måske af samme grund omgås politikerne emnet med stor forsigtighed. For som Martin Geertsens svar antyder, er organdonation et vanskeligt og dybt personligt spørgsmål at tage stilling til.

Men hvorfor er det overhovedet vigtigt at tage stilling til organdonation? Kunne man ikke bare give sig skæbnen og lovgivningen i vold, og så må der ske det med ens krop efter døden, som der nu engang sker?

Der er flere gode grunde til at tage stilling til organdonation, også i en tidlig alder.

Eksistentiel selvrefleksion
For det første fritager en aktiv og udtrykt stillingtagen de pårørende fra at tage stilling i en ubærlig situation ved dødslejet. Det er nemlig sådan, at hvis en hjernedød, potentiel donor ikke har udtrykt sin holdning til organdonation, vil de nærmeste pårørende blive bedt om at træffe beslutningen. De fleste pårørende, der har stået med den byrde, siger efterfølgende, at de ville ønske, at deres kære selv havde taget stilling. Hensynet til ens efterladte er altså en god grund til at tage stilling.

For det andet er spørgsmålet om kroppens status efter døden ikke trivielt, selvom mange elever umiddelbart betragter den afdøde krop som rent livløs materie. Hertil knytter sig tværtimod store spørgsmål om forholdet til ens krop, pårørende og til døden og efterlivet. Når man tænker efter, kan det vise sig, at man har særlige ønsker til, hvordan ens krop skal behandles efter døden. De ønsker bliver opfyldt, hvis man tager stilling. Man kan eksempelvis nedlægge forbud eller give et begrænset samtykke til organdonation og undtage ét eller flere af sine organer. En del danskere har særlige følelser knyttet til deres hornhinder og hjerte. Som en ældre borger rørende udtrykte sin beslutning, “jeg vil gerne være organdonor, men mit hjerte kan I ikke få, for det gav jeg til min Karen Marie i 1976.”

For det tredje ligger der også en mulighed for eksistentiel selvrefleksion i spørgsmålet. Som adfærdsforskeren og filosoffen Pelle Guldborg Hansen siger i et interview, så er diskussionen om organer vigtig, ikke så meget fordi den måske kan give flere organer til transplantation, men “fordi den handler om, hvordan vi relaterer til hinanden som mennesker i et samfund. Det er også derfor, det er vigtigt, at de unge træffer beslutningen og ikke bare bliver auto-defaultet [automatisk indskrevet] ind i Organdonorregistret, for så tænker de ikke over relationen til andre. (…) Hvordan relaterer jeg til andre mennesker? Livet er endeligt. Vil jeg modtage et organ fra andre? Vil jeg give det til andre? Hvordan hænger jeg sammen med de mennesker, der omgiver mig, om jeg vil det eller ej?”

Gymnasielærere kan hjælpe
Borgerforslaget om aktivt fravalg blev ved Folketingets førstebehandling henvist til udvalg, idet Folketinget bad Det Etiske Råd om at udarbejde en udtalelse, inden spørgsmålet igen tages op til behandling.

Men uanset hvad udtalelsen konkluderer, og uanset hvad Folketinget beslutter vedrørende aktivt fravalg, så ophører de etiske dilemmaer, der knytter sig til organdonation, ikke med at trænge sig på. Det etiske spørgsmål rejser sig stadig for os alle, uanset hvilken tilmeldingsordning der bestemmes ved lov. Borgere står over for at skulle tage stilling til, om de ønsker at donere deres organer til andre efter døden. Det gælder ikke mindst de unge.

Spørgsmålet om organdonation bliver man nemlig typisk opmærksom på som ung voksen, det vil sige i gymnasiealderen. Danske unge kan registrere en beslutning, allerede fra de er 15 år, men den mulighed kender ikke mange til. Undersøgelser gennemført af Dansk Center for Organdonation viser, at de unge er nysgerrige på emnet, men de er også den befolkningsgruppe, der er mest i tvivl, og blandt hvilke færrest har taget stilling til organdonation. Samtidig er de unge den befolkningsgruppe, der taler mindst om emnet sammen med andre. Derfor er det helt forståeligt, at de unge i undersøgelser eksplicit udtrykker ønske om at modtage information om organdonation fra deres uddannelsessted. Der er med andre ord et udtrykt behov for information og rum for refleksion. Det kan gymnasielærere hjælpe med at give de unge.

For de unge knytter der sig forestillinger om familie, livsmening, identitet og medborgerskab til emnet. Derfor opleves det som umiddelbart personligt vedkommende: “Man kan relatere til det, for det handler om min krop og min familie.” Det giver dialog og liv i klasseværelset, og når dertil lægges, at emnet kan behandles som en del af kernestoffet eller med kernefaglige metoder, har man en god motor for faglig motivation og nysgerrighed for såvel elever som lærere. I det følgende vil vi kort skitsere mulige faglige indgangsvinkler til emnet i nogle udvalgte fag, nemlig biologi, bioteknologi, matematik, samfundsfag, filosofi, religion og psykologi.

Når man arbejder med emnet organdonation i undervisningen, bør succeskriteriet ikke være, at eleverne får taget stilling til organdonation. Målet skal først og fremmest være at arbejde fagligt med et aktuelt og motiverende emne som anledning. Sådan et emne er organdonation. Endvidere skabes et rum, hvori eleverne kan søge viden, diskutere og reflektere over organdonation. Det vil for nogle føre til, at de tager stilling. Andre vil blot blive bragt et stykke længere på vejen, og de vil senere kunne tage mere kvalificeret stilling.

Oplagte indgange
En indlysende indgang til emnet organdonation findes i biologi og bioteknologi. I Danmark transplanterer man (med undtagelse af nyrer) kun vitale organer fra hjernedøde personer. Hvad er hjernedød? Og hvordan kan det være, at man med så stor sikkerhed kan sige, at hjernedød er irreversibel? Det kan de biologiske fag forklare. Men organdonation er jo slet ikke gjort med hjernedøden alene. Den største biologiske udfordring ved organdonation er, at det nye organ afstødes, fordi modtagers immunsystem reagerer imod det fremmede organ. En forudsætning for, at moderne organtransplantation er blevet så succesfuld, er blandt andet, at man har forstået reaktionen mellem modtagerens antistoffer og antigenerne på det nye organ. I de biologiske fag kan eleverne tilegne sig en dybere viden om dette ved at sætte sig ind i de to vigtigste antigensystemer: AB0-blodsystemet og vævstypesystemet.

I matematik og samfundsfag kan man med forskellige faglige tilgange undersøge danskernes holdning til organdonation og især, hvilke årsager og barrierer der kan være for at tage stilling til organdonation. Hvorfor er eksempelvis folk, der ikke har taget stilling, i tvivl? Ved hjælp af deskriptiv statistik og beregning af konfidensintervaller for statistisk usikkerhed kan man undersøge data fra undersøgelser om danskernes stillingtagen til organdonation, der hyppigt gennemføres. Her introduceres eleverne eksempelvis for nødvendige begreber som population, stikprøve og repræsentativitet, og der arbejdes med frekvens, kvartilsæt og boksplot. Nogle af de samme statistiske undersøgelser kan eleverne også selv gennemføre i samfundsfag. Man kan desuden inddrage politiske ideologier til en undersøgelse af de politiske partiers holdning til organdonation eller viden om rettigheder og pligter i et demokratisk samfund i en diskussion af rollen som aktiv medborger. Endelig kan begrebsparret aktør-struktur inddrages i en diskussion af, hvilke muligheder og begrænsninger staten har for at fremme antallet af registrerede organdonorer i Danmark.

I faget psykologi kan man dykke dybere ned i spørgsmålet om tvivl og stillingtagen ved at sætte sig ind i forskellige teorier om valg, for eksempel Daniel Kahneman og Amos Tverskys teori om de to styresystemer eller Brian Jeffrey Foggs adfærdsmodel. Et spændende supplement hertil kunne være teorier om fobier og kognitiv dissonans, der kan give en psykologisk forklaring på den afsky, nogle umiddelbart føler ved emnet organdonation. Teorier om sorg og krise vil det også være naturligt at arbejde med i forbindelse med emnet.

De etiske spørgsmål, der rejser sig omkring organdonation, er helt oplagte at arbejde med i religion og filosofi, hvor man kan gøre organdonation til genstand for etiske caseundersøgelser. For nogle lærere er det endda allerede et velkendt emne. Med forskellige mere eller mindre traditionelle etiske teorier kan eleverne eksempelvis reflektere over, om formodet samtykke tager tilstrækkeligt hensyn til den personlige autonomi, som værdsættes højt i liberale demokratier som vores. Eller man kan diskutere den etiske dybde i andre forslag til løsningen af organmangel, for eksempel handel med organer, belønning til donorer eller nudging. I religion vil det i forlængelse af en etisk undersøgelse være oplagt at se på, hvad religionerne siger om organdonation, hvor læsning af forskellige primærtekster hurtigt vil afsløre, at synet på organdonation divergerer meget mellem skoler og retninger inden for de enkelte religioner.

Et lidt mere utraditionelt, men meget vedkommende greb i religion, er at se på opfattelsen af kroppen. Hvordan kan det være, at emnet organdonation er så prekært? Er den døde krop ikke bare livløs materie som alle andre fysiske genstande i verden? Det har religion et bud på med begreber om den profane krop og den hellige krop med tilhørende begreber som magisk tænkning og tabuisering.

Unge mangler viden
Som det fremgår, er mulighederne mange, og mulighederne i de nævnte fag er slet ikke udtømmende beskrevet, ligesom vi kun i forbifarten kan nå at minde om, at man i dansk og mediefag kan arbejde både med fiktive og faktuelle materialer, der i den ene eller anden form behandler emnet organdonation, og i idéhistorie eller historie kan man undersøge organdonationens teknologihistorie.

Forhåbentlig kan læseren også ane, at der er oplagte tværfaglige koblingsmuligheder, hvorfor emnet gør sig godt i flerfaglige forløb og store opgaver som SRP, SSO og SOP.

De unge vil meget gerne tale om emnet organdonation, men de synes, det er svært, fordi de oplever, at de mangler viden. Derfor er det velkomment, når underviserne i gymnasierne hjælper eleverne med at få viden om emnet, så eleverne kan diskutere og tage stilling til et af deres første store livsvalg. Både for deres egen og deres families skyld. Det kan ske med udgangspunkt i udgivelsen Når død giver liv – organdonation i undervisningen (Dansk Center for Organdonation, 2022), hvorfra de faglige eksempler ovenfor er hentet. Udgivelsen som helhed og de lærere, der har skrevet de enkelte fagkapitler, indtager ikke en bestemt holdning til organdonation. Den skal eleverne selv danne sig.