Vi bør opruste og samle alle gode menneskelige kræfter i kampen mod maskinerne

Chatbotten ChatGPT er det store aktuelle samtaleemne i undervisningsverdenen, og der er allerede skrevet meget i både optimistiske og dystopiske toner. Der mangler imidlertid stadig et mere politisk svar på den nye udvikling.

Som reaktion på en undersøgelse, der viser, at hver sjette gymnasieelev snyder med chatbotten, svarer Styrelsen for undervisning og kvalitet (STUK) blot, at de vil følge udviklingen, og at de nuværende retningslinjer er tilstrækkelige. Samtidigt kan man læse i Gymnasieskolen, at den nye minister udelukkende har øje for regeringsgrundlagets planer. Men det er simpelthen ikke i orden at lukke øjnene for de store spørgsmål, som den kunstige intelligens stiller til vores uddannelsessystem her og nu.

Som en af de førende forskere i forholdet mellem IT og læring, Linda Harasim, skriver: “Vi er vidner til et hidtil uset omfang af kommercielle investeringer i teknologi, robotter, AI, maskinlæring og digitale medier og med en stigende indtrængning af teknologi i vores sociale, kulturelle, professionelle, personlige, uddannelsesmæssige og følelsesmæssige liv. Spørgsmålet er: Vil vi tillade, at den teknologiske udvikling dikterer menneskenes læringsprocesser, eller vil vi tage føringen ved at studere og formulere de bedste måder at anvende  teknologien (især AI) til at udvikle læringsprocesser, der er til fordel for menneskeheden? (Learning Theory and Online Technologies, second ed. s. 108, Routledge. 2017. Min oversættelse).

Hvis vi ikke magter at forholde os til dette store spørgsmål, kunne vi selvfølgelig bare stille spørgsmålet til chatbotten. Men i stedet er det en oplagt opgave for en ny minister at arbejde for at finde et svar. Det handler imidlertid om, hvad vi som samfund grundlæggende vil med uddannelse og dannelse. I stedet for at overlade det til kommercielle markedskræfter er det derfor oplagt, at vi aktiverer og involverer ikke bare staten, men også civilsamfundet omkring uddannelsessystemet. Kunstig intelligens er en udfordring, som ingen aktør kan løse alene.

Hovedpointen i Harasims spørgsmål er, at vi skal forsøge at finde måder, hvorpå computerne kan udvide eller forøge den menneskelige intelligens (augmented human intelligence) i stedet for at erstatte den menneskelige intelligens. Dette er først og fremmest en kritik af ideen om, at intelligente adaptive tests kan erstatte lærere, men det er også relevant i diskussionen om chatbotten. For når den bliver så intelligent, at den kan svare på mange eksamensopgaver, så stiller det spørgsmålet, om vi skal fokusere på at udvikle lige så intelligente metoder til at afsløre snyd, eller om vi i stedet skal udvikle nye undervisnings- og eksamensformer, der indebærer læring på højere niveau, herunder i nogle tilfælde med brug af den kunstige intelligens som hjælperedskab. Svaret kan selvfølgelig blive et både og i forskellige grader. Min pointe er blot, at sagen er så alvorlig, at vi er nødt til at sætte en proces i gang, hvor vi finder et politisk svar.

Et udgangspunkt for et svar kan måske være filosoffen John Searles arbejde med kunstig intelligens, hvor hans tankeeksperiment Det kinesiske værelse viser, at det særlige ved menneskelig tænkning er, at vi modsat en robot ytrer os intentionelt og kan forstå de ord, vi selv ytrer. Fremtidige eksamensformer og undervisning skal således måske baseres endnu mere på de dyder, vi allerede praktiserer i Danmark med udbredt brug af mundtlig eksamen. Og dialogen om det faglige frem for paratviden og forberedte præsentationer bør måske fremover spille en endnu større rolle. Men dette er stadigvæk åbne spørgsmål og lægger derfor op til en grundig samtale, vi som samfund bør have, for det handler grundlæggende også om, hvilke mennesker vi vil have ud af uddannelsessystemet.

Et konkret foreløbigt bud på et muligt svar kunne være at iværksætte en proces, hvor lærerne i alle fag (herunder via de faglige foreninger) skal kaste et kritisk lys på læreplaner og eksamensformer i lyset af den nye AI-teknologis muligheder og risici. Men før det besluttes, er vi nødt til politisk at forholde os til, om det er den vej, vi vil gå. Et andet bud kunne være, at vi udvikler ideer til et uddannelsessystem med mere fokus på dannelse, relationer og trivsel for mennesker. Med mindre fokus på præstationer og karakterer vil mulighederne for snyd med chatbotter blive mindre relevante.

Det kan godt være, vi ikke lige oven på mange reformer de senere år ønsker os store nye ændringer, men hvis vi ikke gør noget som helst, så frygter jeg, at techgiganterne i stedet tager styringen med vores sektor, og så kommer der helt sikkert store forandringer af sig selv – blot uden at vi som mennesker har haft noget at sige.