Skal vi bare sige pyt til de frække nissekalendere?

Efter endnu en travl december måned går vi om lidt på juleferie. Jul og december er lig med masser af traditioner – også rundt omkring på vores skoler. Som oftest er disse traditioner hyggelige, og de kan være med til at skabe skolekultur og en følelse af fællesskab blandt vores elever. Men der er også traditioner, der ikke helt lever op til disse kriterier. Det gælder – efter min mening – blandt andet de nissekalendere på Instagram, som flere gymnasier har været i medierne med i løbet af december, og som ikke blot er et fænomen, der begrænser sig til få gymnasier, men findes i hobetal rundt omkring på landets ungdomsuddannelser. I kalenderne deles hver dag indtil den 24. december et billede af en skolens elever med en medfølgende tekst, der ofte tangerer det lumre med formuleringer som ”de frækkeste nissgiz”, ”vi holder os til det unge med den hotteste (navn) fra 1.g” og ”Inde bag lågen gemmer sig en af de saftigste på (skolens navn)”. Billederne er ofte taget fra de pågældende elevers egne Instagram-profiler, og kalendernes bagmænd/kvinder er anonyme.

På mit eget gymnasium har vi haft ”fornøjelsen” af ikke bare en, men hele tre nissekalendere. Først var der to elevkalendere – en pige- og en drengeversion. Da de blev opdaget, blev eleverne bag disse kalendere af skolen opfordret til at lukke kalenderne ned, fordi de brød med såvel skolens studie-ordensregler som med GDPR (da der ikke var indhentet samtykke fra de viste elever), og ikke mindst, fordi kalenderne brød med skolens værdier om fællesskab og respekt for hinanden. Det affødte imidlertid som trodsig reaktion endnu en kalender – denne gang med skolens lærere. Her var tonen til tider endnu mere lummer, end det havde været tilfældet i de to elevkalendere. Der var således omtaler af lærere i kalenderen som milfs, dilfs, gilfs, daddies og som nogen, man gerne ville en tur i kanen med eller underlægge sig en biologisk undersøgelse. Jeg tror sådan set ikke, at de elever, der står bag kalenderen, har haft onde intentioner, men uanset, hvad der har været intentionen fra elevernes side, så står det ret klart, at der her er nogle elever, der overskrider grænserne for, hvad der er en rimelig omgangstone i relationen mellem lærere og elever. Og når det sker, må vi som skoler sige tydeligt fra og fortælle eleverne, hvor grænserne med rimelighed bør gå.

Som helhed peger kalenderfænomenet imidlertid på en anden problemstilling – nemlig de tydelige huller i den digitale dannelse, der er hos i hvert fald nogle elever. Rundt omkring på vores ungdomsuddannelser er der åbenbart en del elever, der tilsyneladende har temmelig svært ved at agere på en hensigtsmæssigt – og i flere tilfælde også lovlig – måde på de sociale medier. Det kommer jo nok ikke som en kæmpe overraskelse, om end man måske nok kunne have håbet, at sagen fra Munkensdam Gymnasium havde sat sig lidt større spor.

I min overskrift spørger jeg, om vi skal forholde os til de frække nissekalendere – uanset om det så er elever eller lærere, der optræder i kalenderne – men spørgsmålet er retorisk, for det er jeg faktisk ikke i tvivl om, at vi som skoler skal. Men hvorfor? Hvorfor ikke bare lade eleverne hygge sig i fred med denne juletradition? Hvorfor skal vi blande os i noget, der jo hverken i tid eller rum ligger direkte inden for skolens rammer? Det skal vi blandt andet, fordi kalendere som disse kan påvirke kulturen på en skole negativt, og fordi kalenderne peger på en usikkerhed eller uvidenhed om, hvordan man optræder i det digitale på en ordentlig måde. På en måde, der ikke bare er lovlig, men også er inkluderende, fællesskabsorienteret og konstruktiv. Her er det vores ansvar som skoler at klæde eleverne bedre på. Kalenderfænomenet peger også på, at nogle af vores elever tilsyneladende mangler nogle andre værdier at pejle efter end dem, kalenderne er et udtryk for. Kalenderne fokuserer således nærmest udelukkende på udseende, og omtalen af dem, der optræder i kalenderne, er objektiverende og seksualiseret.

Der er masser af gode grunde til, at vi rundt omkring på skolerne skal reagere, når vi opdager nissekalendere eller lignende – men allerhelst skal vi jo undgå, at fænomener som disse overhovedet opstår. Det kræver, at vi tager dialogen med vores elever løbende, at vi har fokus på det gode fællesskab, på trivsel, på mobning, at vi tydeligt italesætter de værdier, vi gerne vil sende vores elever ud i verden med, og at vi klæder vores elever på til at begå sig på en dannet måde – også i den digitale verden.

Nissekalendere er et konkret eksempel på en øget kompleksitet i de opgaver, vi står med på ungdomsuddannelserne. Opgaver, vi nødvendigvis må forholde os til, men som, hvis de skal løses tilfredsstillende, kræver tid, rum – ja ressourcer, som vi jo i disse år desværre kun får færre og færre af.

Jeg tror ikke på, at, vi kommer nissekalendere eller lignende fænomener på ungdomsuddannelserne til livs – det vil vist være overmåde naivt at regne med. Men det betyder efter min mening ikke, at vi blot skal trække på skuldrene af dem. Lad os se dem som et af flere udtryk for, hvor vigtigt det er, at vi hele tiden fastholder arbejdet med såvel den almene som den digitale dannelse, så vi får vores elever klædt bedst muligt på til at begå sig i og bidrage positivt til det samfund, de er og bliver en væsentlig del af.