Merry Christmas, Merete!
Kære Merete Riisager
Tak for dit julekort. Undskyld jeg først svarer nu; jeg har haft lidt travlt. Dit julekort dumpede ind i min elektronisk postkasse på et lidt akavet tidspunkt – et par timer efter et brev fra vores direktion, som varslede 56 fyringer eller tilpasninger, som de vælger at kalde det, i hele vores organisation. Hvem det blev, fandt vi først ud af efter jul. Ikke så fed en ferie, for mange, kan du regne ud. På min afdeling var der 9 gymnasielærere, der blev fyret. Det var nok ikke din hensigt, men dit julekort kom til at virke lidt absurd, endda lidt skadefro—det kan du vel godt forstå.
Det samme kan man måske sige om dit interview i gymnasieskolen.
Godt at høre at du glæder dig til det arbejde du skal i gang med. Det er jo også spændende. Du vil gerne arbejde på at skabe bedre gymnasier med højt fagligt niveau. Det lyder godt. Det vil jeg også—eller rettere sagt, vil jeg gerne arbejde på at BEVARE de gode gymnasier og det høje faglige niveau. Det bliver måske lidt svært nu, med 20% færre lærere til at klare det samme arbejde.
Du skrev om frihed, dannelse og faglighed—store og vigtige ord. Det er desværre lige præcis disse ord, der har det svært for tiden, hvor det, der præger uddannelsesområdet allermest, er nedskæringer.
Mit arbejdsliv bliver stærkt forringet i den kommende tid pga. de besparelser, der er iværksat på uddannelsesområdet. Det er den ene side af sagen, den side, som du måske er ligeglad med.
Men hvad med eleverne? Hvad kommer der til at ske med undervisningsdifferentiering, personlig feedback, opgaveværksted, lektier-caféer, musicals, skoleaviser og den efterhånden omfattende personlig vejledning/kommunikation, som eleverne forventer?
Merete, du kan ikke lave en reform, der højner faglighed og feedback, samtidigt med at kraftige besparelser er indført. ”You can’t have your cake and eat it too,” som man siger, der hvor jeg kommer fra. Det er logik, selv småbørn forstår.
”Effektivisering” kalder du det. I innovationsministeriet siger de, at den offentlige sektor skal køre længere på literen. At få biler til at køre længere på literen kræver som regel innovativ forskning og investering i ny teknologi. Man kan ikke bare tage sin gamle bil, komme mindre benzin på og beordre den til at køre længere og hurtigere. Eller kan man? Jeg har søgt vejledning hos FDM, der har nogle gode råd til, hvordan man kører længst på literen. På deres hjemmeside kan man blandt andet læse, at man skal: Undgå tomgang, køre i højest mulige gear og undlade at koble ud.
Godt nytår, Merete og velkommen til 2017, måske kan jeg vinke til dig i forbifarten.
Mvh
Andrea
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode