Ud og se – Om et helt særligt kursus i udlandet

Inden for undervisningsverdenen kan vi alle sammen godt lide ideen om kurser og efteruddannelse.
Ingen vil påstå, at det ikke er vigtigt at følge med i udviklingen inden for ens fagområde, og det kan også give et tiltrængt afbræk. Men ofte er virkeligheden en anden: Man stæser rundt i hverdagen og har så rigeligt at se til med de daglige lektioner og afleveringer, at bare tanken om at søge et kursus virker uoverskuelig. Eller man kommer rent faktisk af sted, men må efterfølgende sande, at de mange guldkorn, som man sad og fik serveret via powerpoints i rigelige mængder, ikke rigtig sætter sig til noget konkret og varigt. Snart er det hele glemt i farten.

Men engang imellem er der et kursus, der brænder igennem – et, som minder en om, at man skal blive ved med at søge om at komme ud, uanset prisen på kurset eller presset i dagligdagen.
Jeg var selv så heldig at komme på sådan et kursus i sommerferien 2014: Én uges studier i fantasylitteratur ved University of Oxford i kultbyen af samme navn. Kursusudbyderen var amerikanske Oxbridge Academic Programs, der udbyder kurser om alverdens emner til undervisere, skoleledere og bibliotekarer fra hele verden, og uden at det skal blive ren reklame, vil jeg varmt anbefale dem.

Filosofien bag kurset var enkel: Undervisere skal på kurser, hvor de kan fordybe sig i fagligheden – så kan den mere instrumentelle, didaktiske del komme senere. Det er således ikke kurset for dem, der hellere vil have konkrete værktøjer og arbejdsopgaver at putte i tasken med det samme, og filosofien bryder også lidt med det utal af instrumentelle kurser og lærebøger, der er kommet til i det danske uddannelsessystem de senere år i kølvandet på den stadig mere brogede elevgruppe. Men eftersom jeg i sin tid selv skrev speciale i netop fantasylitteratur, var det som at komme hjem til universitetstiden igen, og jeg oplevede i den grad ugen som en saltvandsindsprøjtning, dels på grund af den akademiske vinkel på stoffet og dels på grund af de andre deltageres store engagement.

Den uge udgjorde sit eget lille mikrokosmos (og i bragende ’sommer 2014-solskin’): Indkvartering, måltider og undervisning foregik alt sammen på det romantiske Mansfield College, og dagene fulgte en fast rytme. Hver formiddag var vi inddelt i studiegrupper efter emne, af og til efterfulgt af en fagligt relevant ekskursion, og om eftermiddagen var der gæsteforelæsninger om alt mellem himmel og jord. Nogle aftener var der mulighed for at se opførelser af Shakespeare-skuespil rundt omkring i byen. Ugen sluttede med graduation. Vi fik i øvrigt også lektier for; 12 fantasyromaner inden kurset og et kompendium med akademisk litteratur herom under kurset. Værsgo og læs!

Jeg må indrømme, at jeg indledningsvis følte en vis skepsis, da jeg erfarede, at min studiegruppe slet og ret bestod af syv kvinder (og jeg har vores flinke mandlige kursusleder Matt stærkt mistænkt for at føle det samme). Jeg var endvidere klart den yngste og eneste europæer, og fem ud af seks af mine holdkammerater var i øvrigt amerikanere. Det viste sig dog at være den ideelle grobund for nogle interessante diskussioner omkring navnlig religion og børnelitteratur. C. S. Lewis’ Narnia-bøger blev det oplagte debatemne, og bøgerne er da også jævnligt blevet kritiseret for at være både racistiske, sexistiske og religiøst indoktrinerende. Ikke overraskende ser en ældre, kristen sydstatsamerikaner anderledes på dét end en yngre, ateistisk og lettere emanciperet dansker…! (Jeg overvejer stadig at skrive til Bonnie og undskylde for, at jeg muligvis har ødelagt hendes læsning af Narnia for altid). Dén slags forskellige perspektiver havde man næppe mødt hjemme i andedammen.

Selve Oxford er et kapitel helt for sig. Det var mit første besøg i ’the city of dreaming spires’, og timingen var perfekt i forhold til alle de unge dimittender, der prægede stemningen ved jublende at kaste deres sorte huer op i luften imellem de karakteristiske gule bygninger. (Timingen var mindre perfekt i forhold til mængden af asiatiske turister…). Byens mange colleges og biblioteker er måske nok oldgamle, men de studerende og alle de andre akademikere, der konstant producerer viden, giver Oxford et meget levende præg. Som engelsklærer var jeg selvsagt helt i drømmeland. Ikke nok med at man kan nyde en øl på pubben The Eagle and Child, hvor selveste Tolkiens skriveklub The Inklings altid hang ud; man kan også stå iblandt hundredårige bøger på biblioteket på Merton College og fylde lungerne med duften af læder og mørkt træ, så man næsten kan smage det på tungen, når man missende går ud i sollyset igen. Og så kan man som anglofil heller ikke sige Oxford uden at sige Lewis Carroll, J. R. R. Tolkien, C. S. Lewis, Philip Pullman, Barnaby, Lewis og Harry Potter.

Som sproglærer har kurser i udlandet selvfølgelig den indlysende bonus, at man får trænet sit sprog med rigtige native speakers. Dertil kommer al den interkulturelle forståelse og akademiske viden, der følger med. Men det sætter også en kædereaktion af ideer i gang: Kan man mon opdyrke skolepartnerskaber med nogle af de deltagende lærere fra andre lande? Vil destinationen være oplagt til en studietur med elever – og hvilke steder skulle i så fald besøges? Kan man skrue et spændende forløb sammen på basis af kurset, og hvilke klasser skal det så køres i? Endelig er der jo også faggruppen, der venter derhjemme; der skal vidensdeles, så tingene ikke strander hos den enkelte.

Naturligvis er der meget, der skal gå op i en højere enhed, før man kan komme på kursus i udlandet. Alt lige fra privatlivet til tilladelsen fra arbejdsgiveren. Selv lagde jeg også en uges sommerferie til projektet. Men hvis man ikke søger, får man i hvert fald ikke afklaring, så herfra skal der i hvert fald kun lyde én opfordring: Søg, søg, søg.