Et morads af regulering
Et af årets største politiske begivenheder for den danske uddannelsessektor står for døren. Inden længe afsluttes de nuværende forhandlinger om udspillet til en ny gymnasiereform.
Inden handlen forsegles på Christiansborg, er det vigtigt, at vi alle giver vores besyv med.
Men midt i de fælles forhandlinger i forligskredsen er det nødvendigt at spørge os selv, hvad det fælles fodfæste for forhandlingerne er.
Undervisningsministeren vil gerne rydde op i gymnasiet. Hos Venstre tager man kritikken et skridt videre og kalder ligefrem gymnasiet ”et værre morads.”
Som var de trætte forældre til teenagebørn, får både regeringen og de borgerlige gymnasieskolen til at lyde som et ildelugtende rod. Et rod, der åbenbart kun kan ordnes gennem central regulering.
Der er helt bestemt mange områder, hvor vi kan forbedre gymnasiet. Der skal altid være plads til forbedring. Spørgsmålet, jeg ønsker at rejse, er dog, om politikerne ikke griber det en smule forkert an?
Vi skal bygge vores gymnasium op omkring visioner. Visioner om en skole, der udfordrer, favner og løfter alle elever, der har et aktivt ønske om at tage en gymnasial uddannelse. En vision der fordrer den almene, kritiske og demokratiske dannelse. Og en vision der vækker vidensbegær og motivation.
Den famøse oprydning lader mig dog ikke at tro, at den baseres på sådanne visioner. Hvis jeg skal være ærlig, er jeg i tvivl om, hvorvidt den baserer sig på visioner overhovedet. Det ligner i stedet blot en større mængde politisk detailregulering og mikromanagement. Endnu et politisk træk baseret på manglende anerkendelse af den faglige ekspertise, der findes ude i virkeligheden – rundt på alle landets gymnasier.
For oprigtigt at nærme os de førnævnte visioner, skal vi i stedet bygge gymnasiet op omkring en kultur, der præges af varierende undervisning og en åben skoleform, der kan sætte den stærke faglighed i perspektiv og i spil. Vi skal nemlig bygge vores gymnasium op omkring en dannelsestanke, der baserer sig på både det brede og almene indblik, men lige så vigtigt også på det vide samfundsmæssige og menneskelige udsyn.
Vi får ikke disse visioner opfyldt gennem yderligere centraliseret regulering. Hvis vores gymnasium skal kunne have sit fundament baseret på ovennævnte visioner, skal vi have plads – ikke regulering.
Hvis vi skal etablere skoler, der åbner sig og samarbejder med lokalsamfundet, om det så er med det lokale sygehus, sengefabrikken eller sociologistudiet på det nærmeste universitet, skal der være mere råderum i tilrettelæggelsen af pensum og undervisning – for det enkelte gymnasium, den enkelte lærer og forhåbentlig også i samarbejde med den enkelte elev. Det konkrete skal være lokalt, og de overordnede mål skal besluttes centralt.
På den måde vil man kunne indrette undervisningen med udgangspunkt i det omkringliggende samfund og de aktuelle problemstillinger. På den måde forbedrer vi alle læreres muligheder for at skabe motiverende undervisning, som eleverne kan relatere til.
Det større råderum på de enkelte gymnasier, som jeg i dette indlæg slår et stort slag for, må og skal også resultere i øget elevinddragelse i tilrettelæggelsen af undervisningen. Ejerskab og medindflydelse øger uomtvisteligt motivationen og læringsevnen hos den enkelte elev, og en stærkere elevindflydelse vil også spille perfekt sammen med vores gymnasiums dannelsestanke, der bygger på ansvar og demokrati.
Og i mange klasselokaler findes der allerede undervisning baseret på netop de visioner, som jeg skitserer. Udfordringen for de fleste er dog den massive regulering, de kanonlignende pensumkrav, dårlig tid og snævre prøveformer, som presser den faglige fordybelse i bund. Det er også en massiv hindring for det brede udsyn, det kreative arbejde og de varierede undervisningsformer.
Jeg kan ikke genkende det gymnasium, som Venstre kalder et morads. Jeg kan heller ikke genkende det gymnasium, som ministeren mener, der skal ryddes op i. Det er vigtigt, at ministeren husker på, at man ikke rydder op ved at gøre rummet mindre. Tværtimod er det måske på tide for ministeren og forligskredsen at indse, at gymnasiet ikke roder – vi mangler bare lidt mere plads. Plads til at lægge alt på plads selv.
Alle de visioner jeg har skrevet om i dette indlæg, ved jeg, ministeren også holder af. Hun burde tage på opdagelse ude på vores gymnasier, så hun ved selvsyn kan se, hvad vi oprigtigt mangler. Derfra kunne hun passende tage hjem til forligskredsen på Christiansborg og fortælle dem, at deres opgave er at give os brede rammer og en solid grobund. Mere mangler vi faktisk ikke. Så skal vi nok selv sørge for, at visionerne kommer til at blomstre mere, end de gør i dag. Der er nemlig brug for en løbende udvikling af gymnasieskolen, men den skal komme fra bunden. Og ikke gennem et morads af regulering sendt fra Christiansborg.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode