“Det er en lavthængende frugt at give lidt af sig selv”

Jacob Nørbæk har lige talt med to af sine elever, som står og venter på at komme til evalueringssamtale hos en anden lærer. Han når lige at sige “hej hej” til dem, før han falder i snak med en tredje elev.

Først snakker de om eksamen, som er aflyst i år, men inden længe er eleven ved at fortælle en historie om irriterende opkald fra telefonsælgere.

Jacob Nørbæk smiler og ligner en, som har mødt en god ven på fortovet en søndag formiddag.

Den 52-årige lærer har arbejdet 16 år på handelsgymnasiet Niels Brock i København. Han er ikke i tvivl om, at relationerne til eleverne og mellem eleverne for ham er noget af det vigtigste ved jobbet som gymnasielærer.

“Relationerne er med til at skabe et rum, hvor man kan lege og lære, og hvor eleverne er trygge,” siger Jacob Nørbæk, som underviser i dansk og idræt.

Skole er en holdsport
Han mener selv, at han har gode relationer til de enkelte elever, men for ham er det vigtigste, at eleverne som hold har gode relationer til hinanden, og at de er trygge ved hinanden.

“Jeg er også idrætslærer og er vant til at arbejde med de dynamikker, der er i en gruppe. Jeg går op i, at vi arbejder sammen som en gruppe, og jeg vil gerne have, at vi har lidt korpsånd i klassen,” siger Jacob Nørbæk.

Som et eksempel peger han på, at han vænner sine elever til, at han sætter dem sammen i grupper på tre til fire elever og giver dem fælles feedback på deres stile. Og det ender også med, at de får en individuel bedømmelse, som de andre sidder og lytter med på.

“Jeg bygger et trygt rum op, så alle har det godt med, at deres bedømmelse deles med deres kammerater. Og alle kan lære noget af hinanden, lige meget om de får 12 eller 4 i den danske stil,” forklarer han.

Hvis han skal have eleverne til at føle sig trygge, så skal han også give noget af sig selv, mener han.

“Det er en meget lavthængende frugt at lade eleverne lære dig at kende. Jeg havde en kollega, som sagde, at hans elever ikke vidste, om han havde børn. Og så er det jo bare om at komme i gang med at give lidt mere,” siger Jacob Nørbæk.

Gæt hvem jeg er
Når han får en ny klasse, får eleverne til opgave at skrive en personkarakteristik om ham, hvor de udelukkende skal gætte på, hvem han er.

“Det er en uformel måde, som de kan lære mig at kende på. Jeg antyder også, at det kan få indflydelse på årskarakteren, hvis de skriver, jeg er ældre, end jeg er,” siger han med et stort smil og fortsætter:

“Jeg kan godt dele lidt ud af mig selv. Men jeg er også bevidst om, hvor grænsen går.”

Hvis klassen for eksempel analyserer et digt, så fortæller han også, hvilke billeder digtet skaber inde i hans hoved.

Han er klasselærer for to klasser og siger altid til sine elever, at de kan komme til ham, hvis der er noget. Det sker også, at en elev fortæller om familieproblemer og er ked af det i en pause. Jacob Nørbæk vil gerne snakke med eleverne, men han er også bevidst om, at der er gode studievejledere på skolen, som han også sender eleverne videre til.

“Jeg skal ikke ‘bonde’ med eleverne og være venner med dem. Men jeg skal have en god og tryg relation til dem, så de også har lyst til at komme til mig, hvis der er noget.”

Som mange andre lærere oplever Jacob Nørbæk også, at han har fået mere travlt som gymnasielærer, men han vil ikke gå på kompromis med relationerne til eleverne.

“Der er ikke altid nok tid. Jeg har et A-hold mere, end jeg havde for fem år siden, og det er blevet hårdere at være gymnasielærer. Jeg prioriterer dog stadig at arbejde med relationerne med eleverne. Nogle gange bliver jeg i klassen i pausen og snakker med dem,” siger han.