Tekst_
Malene Romme-Mølby
Foto_
Rie Neuchs
Mette Sandbak Christensen og Hasse Holmen bruger meget energi på at få en god relation til eleverne. Det er både udfordrende og givende. Relationsarbejdet stiller krav til den enkelte lærer, teamet og skolen.
“Jeg er først og fremmest pædagog og didaktiker.”
Konstateringen kommer prompte fra gymnasielærer Hasse Holmen, der er lærer på NEXT Vestskoven Gymnasium.
“Det er et fedt og spændende job, men man skal ikke gøre sig nogen illusion om, at man kan komme her og være universitetsprofessor. Mit arbejde tager udgangspunkt i relationen – det er derfor, jeg er her. For mig er relationen til eleverne alfa og omega – det faglige kommer bagefter. En god relation er jo også en forudsætning for, at vi for alvor kan tage hul på det faglige,” siger Hasse Holmen.
Fokus: Vejen til eleverne
Lærerne bruger mere og mere tid på at skabe den gode relation til eleverne. Det er både udfordrende og givende. Vi sætter fokus på, hvad det kræver, og hvor grænsen går?
Hans kollega Mette Sandbak Christensen er til dels enig.
“Jeg ved godt, at det pædagogiske tager mere og mere over, og det skal det også. Men jeg italesætter over for eleverne, at det sker på bekostning af det faglige. Og jeg insisterer også meget på, at der skal ske noget fagligt i alle mine timer, for det ER jo kerneopgaven,” siger Mette Sandbak Christensen og tilføjer med et skævt smil:
“Det lykkes bedre i nogle timer end i andre.”
I det daglige bruger Mette Sandbak Christensen meget energi på at skabe et trygt rum i klassen og en forståelse af, at her øver man sig. Her skal der ikke præsteres hele tiden, og der skal være plads til at have det lidt sjovt, fortæller hun.
“Mange unge sidder konstant og vurderer sig selv udefra, de får aldrig en pause fra blikket på sig selv. De navigerer i sociale medier, usikre fællesskaber, konflikter og faglige krav hele tiden. Det, tror jeg, kan være kaotisk og virkelig hårdt,” siger Mette Sandbak Christensen og tilføjer:
“Det gør det endnu mere vigtigt, at undervisningen er et ærligt og trygt rum, hvor de kan forudse, hvad der skal ske.”
Hasse Holmen supplerer:
“For mig er det vigtigste, at eleverne køber ind på, at det giver mening for dem at være her – personligt, men også i sammenhæng med klassen. Hvis man ikke har det fokus som gymnasielærer og bare forsøger at banke det faglige ind, så tror jeg virkelig, at det bliver op ad bakke.”
Jeg håber virkelig, at de husker mig som et godt menneske.
Dobbeltrollen udfordrer
På Vestskoven Gymnasium har flertallet af eleverne en anden etnisk baggrund end dansk; det kan resultere i et større behov for et stærkt relationsarbejde, mener Hasse Holmen.
“Jeg tror, at vi lærere spiller en større rolle for eleverne her end andre steder. Vi kan hjælpe med en stærkere forståelse af medierne og samfundet, og vi kan tage nogle snakke med de unge, som de måske ikke har derhjemme. Derfor er det allervigtigste for mig at være nærværende og ægte sammen med dem,” siger han.
Men det kan være svært, for lærerrollen er kompleks, påpeger han.
“Der er nogle ting, der clasher i lærerrollen. Jeg skal etablere en god relation, men så kommer der den der magtrelation med karakterer og eksamen, som modarbejder det. Jeg skal ikke være venner med dem, men jeg har i hvert fald en venskabelig tone med dem. Jeg er en autoritet, men ikke deres far,” siger Hasse Holmen, der beskriver bedømmelse og karakterer som den kedeligste del af gymnasielærerjobbet.
Det har taget tid for Hasse Holmen at finde frem til sin version af lærerrollen med en stærk vægtning af relationsarbejdet.
“Jeg var godt nok en dårlig gymnasielærer, da jeg startede. Jeg troede, at man skulle være på én bestemt måde: Enten var man lektor Blomme eller Arne Nougatgren. Men eleverne er intelligente og spotter, hvis man ikke er ærlig i sin relation, og så lukker de af,” siger han.
Mette Sandbak Christensen genkender dobbeltrollen. Hun oplever, at en af de store udfordringer for relationsarbejdet er, at hun er nødt til at være meget streng i starten af skoleåret, hvor hun bruger meget tid på at gøre klart for eleverne, hvad hun forventer, at de gør og ikke gør.
“Jeg kan godt føle, at jeg indimellem er lidt for rigid, og at der er mange nej’er. Det går ud over relationen til eleverne i starten. Men når de så har fundet ud af, hvor mine grænser går, og respekterer dem, så kan jeg begynde at lempe lidt. Og så bliver det hele nok også lidt sjovere,” fortæller Mette Sandbak Christensen.
Hun synes, at hun ville gøre eleverne en bjørnetjeneste, hvis ikke hun hjalp dem med nogle faste strukturer og genkendelige rum.
Hvis nogen i teamet oplever problemer med en klasse, så er det et fælles ansvar.
Inddrager privatlivet
Tiden er for Hasse Holmen den store udfordring.
“Det er utrolig vigtigt, at eleverne føler sig set og hørt i hver time, men det kan være svært at nå, og så kommer man ikke rigtig videre i relationen,” siger Hasse Holmen og uddyber:
“Ofte har eleverne også oplevet en anden relation til lærere i folkeskolen; nogle gange er lærerne nærmest blevet opfattet som modstandere. Så tager det noget tid at bryde de barrierer og nå ind til eleverne.”
Modsat kan der være nogle andre dilemmaer, når der er en god relation mellem lærer og elev.
“Eleverne betror sig jo om nogle svære ting, som jeg ikke kan tie ihjel, og som jeg er nødt til at reagere på. For mig er det vigtigste at gå ind i det 100 procent og forsøge at være der for dem eller eventuelt hjælpe dem videre. Men vi skal jo heller ikke være miniterapeuter,” siger Hasse Holmen.
Begge lærere fortæller, at de meget bruger sig selv som mennesker i undervisningen – men med klare grænser. For eksempel må eleverne godt vide, hvad Hasse Holmens børn eller kone hedder, eller hvad han laver i weekenden.
“Det kan være med til at bryde barrierer ned og vise, at jeg også er et ægte menneske. Men jeg udleverer selvfølgelig ikke hele mit privatliv eller læsser af på dem, hvis jeg har det svært. Det skal eleverne ikke bære på,” siger han.
Mette Sandbak Christensen beskriver samme balancegang. Hun vil gerne være nærværende og ærlig, men har samtidig fokus på at passe på sig selv.
“Jeg vil gerne have, at eleverne oplever, at jeg er andet end en løftet pegefinger, derfor deler jeg også forholdsvis meget fra mit privatliv. Jeg joker meget, og vi griner en del sammen i undervisningen,” siger hun.
Hun mærker, hvordan mange elever i stigende grad har brug for voksenkontakt.
“Konsekvensen er, at jeg indimellem går hjem med moralsk stress, fordi jeg måske har registreret, at en elev havde brug for en voksen, hvor jeg ikke havde overskud til det. Jeg vil gerne være der for mine elever, men jeg er også ekstremt opmærksom på at passe på mig selv. Ingen takker mig for at presse mig selv til et punkt, hvor jeg skal sygemeldes,” siger Mette Sandbak Christensen.
Hun er desuden begyndt at tale mere med sine klasser om, hvad det vil sige at indgå i et fællesskab. Hun oplever, at grænserne for, hvordan eleverne taler til hinanden, og graden af mobning er blevet værre. Det har hun meget svært ved at være vidne til.
Den udvikling mærker hun også i lærer-elev-relationen. I de seneste par år har hun i nogle klasser og med nogle elever været nødt til at sætte en grænse.
“Jeg er begyndt at fortælle dem, at det er grænseoverskridende det, de gør – for eksempel vil nogle gerne røre ved mig og tale til mig på en lidt for venskabelig måde, og det siger jeg klart fra over for. Når de kalder mig ‘bro’, siger jeg: ‘Jeg er din lærer, ikke din ven’,” siger Mette Sandbak Christensen.
“Jeg rører selvfølgelig helst ikke ved mine elever, men hvis der er nogle, der vil have et kram, kan de da godt få det. Men det er sjældent, det er efterspurgt,” tilføjer Hasse Holmen.
Fælles fokus
Begge lærere understreger, at relationsarbejde ikke kan bæres af den enkelte lærer alene. På Vestskoven Gymnasium har de i flere år brugt meget tid på pædagogisk udvikling, især med fokus på relationsarbejdet. Det har resulteret i en mere systematisk tilgang med teamsamarbejde, coaching, konflikthåndtering og det såkaldte RGP-arbejde – relationsgenoprettende praksis – som bruges både i konflikter mellem elever og i udfordrede klasser.
“Vi er overhovedet ikke i mål, men vi øver os som institution, og jeg synes, at vi står ret stærkt. Og der er blevet lagt ressourcer i det,” siger Hasse Holmen.
NEXT Vestskoven
For få år siden var gymnasiet lukningstruet, siden er elevtallet mere end fordoblet.
Skolens lærere og ledelse har blandt andet arbejdet målrettet med at udvikle en god skolekultur med et studie- og undervisningsmiljø med plads til alle.
Udviklingsarbejdet har haft betydning for både lærere og elever. Gymnasiet har signifikant høj løfteevne, der er lavt frafald og høj elevtrivsel. Arbejdet har også påvirket lærernes arbejdsmiljø positivt.
“Hvis nogen i teamet oplever problemer med en klasse, så er det et fælles ansvar. Det skal man ikke stå alene med som underviser,” siger Mette Sandbak Christensen.
Det har givet en åben og ærlig tone på lærerværelset, mener Hasse Holmen.
“Hvis jeg for eksempel siger noget højt om nogle udfordringer, som folk studser over, så smider de det, de har i hænderne, og siger: ‘Det skal vi vist lige tale om’,” siger han.
Samtidig er det helt afgørende, at ledelsen også tager ansvar og sætter retning, påpeger lærerne.
Selvom relationsarbejdet kan være krævende, er de to lærere ikke i tvivl om værdien af det.
“Jeg hygger mig virkelig med eleverne, de er ret fantastiske. Det er jo derfor, jeg så gerne vil have relationen til at fungere,” siger Mette Sandbak Christensen.
“Når jeg nogle gange synes, at vores job er hårdt, så er det oftest samværet med de unge, der gør mig glad igen. De er faktisk ret skønne,” siger Hasse Holmen.
Han håber, at tidligere elever ser tilbage på ham som en god lærer.
“Måske kan de ikke helt huske, hvad vi lavede i samfundsfag, men jeg håber virkelig, at de husker mig som et godt menneske. Ikke for mit eftermæles skyld, men som et tegn på, at jeg har gjort mit til, at de havde det godt her.”
Læs de øvrige artikler i temaet:
Lærerne kæmper med relationsarbejdet
Relaterede artikler
Copyright Gymnasieskolen 2026
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode