Forsker: Relationsarbejdet fylder meget mere – lærere skal passe på sig selv

Relationsarbejdet med eleverne er ofte en misforstået størrelse blandt lærere. Den erfaring har Louise Klinge gjort sig, når hun som skoleforsker er ude på gymnasierne.

For hun har mødt rigtig mange lærere, som tror, at relationsarbejdet er noget, de skal gøre ud over den normale undervisning.

”Mange lærere tænker, at det kun handler om at småsnakke med eleverne, når de eksempelvis har tid, inden undervisningen går i gang, eller når de en gang imellem spiser kage med eleverne,” siger Louise Klinge.

Hun er som uafhængig skoleforsker ude på gymnasierne for at lave indsatser i forhold til relationsarbejde. Inden for de sidste fem år har hun været ude på omkring 20 gymnasier.

”Det bliver simpelthen ofte overset, at der jo bliver arbejdet på relationen hele tiden. Så hvis du står og leverer utrolig kedelig undervisning, så arbejder du sådan set også på relationen. Du arbejder bare på en negativ relation, fordi der sker det, at eleverne udvikler negative følelser og forventninger til dig,” siger hun.

En relation mellem læreren og eleverne opstår gradvist. Og de første par gange en lærer møder en klasse, vil der ikke være nogen relation, fortæller Loise Klinge.

Men der vil være et samspil, som over tid vil blive fundamentet for den relation, som bliver dannet mellem lærer og elev. Og samspillet foregår uafbrudt.

En løftestang
Når Louise Klinge bliver kontaktet af et gymnasium, så er gymnasiet oftest udfordret af, at der et misforhold mellem, hvad lærerne ønsker at give til de unge mennesker, og den modstand, de møder i klasselokalet.

”Der er virkelig mange lærere, der beretter om en elevgruppe, som er mere udfordret end tidligere. Det handler både om ængstelighed og om aktiv modstand i form af forstyrrelser og manglende koncentration,” siger Louise Klinge.

Den manglende undervisningsparathed gør nemlig også, at lærerne oplever, at det relationelle fylder mere. Eksempelvis skal lærerne arbejde mere med elevernes motivation.

”Motivation er ikke noget, som de unge enten har eller ikke har. Det er noget, som opstår i læringsrummet,” forklarer Louise Klinge.

Hverken lærerne eller en udefrakommende, som Louise Klinge, kan ændre på elevgruppen. Så når Louise Klinge er ude på skolerne, sætter hun fokus på elevernes relationelle tolkning af alt det, der sker i læringsrummet.

”Jeg sætter først og fremmest ind i forhold til at give underviserne en opmærksomhed på, hvad det betyder, at eleverne tolker alt relationelt. Så det vil sige, at underviserne bliver opmærksomme på bittesmå ting, der kan gøre en rigtig stor forskel,” siger Louise Klinge.

Det kan eksempelvis være at bevæge sig rundt i lokalet og dermed komme tæt på alle eleverne. Det kan også være at fortælle eleverne, at man som lærer brænder for det emne, de nu skal arbejde med.

For relationen kommer man ifølge Louise Klinge ikke uden om i undervisningen.

”Fordybelsen i det faglige indhold er noget, som enten skal ske på trods af eller på grund af relationskvaliteten. Relationen skulle gerne fungere som en løftestang for undervisningen,” siger hun.

Svaret er både ja og nej
Spørger man Louise Klinge om, det ikke kan blive for ressourcekrævende for en lærer at gå ind i relationsarbejdet. Så svarer hun både ja og nej.

For et rum, hvor man ikke arbejder med relationer, kan ofte blive et meget ubehageligt rum at være i.

”Hvis du ikke går ind i relationsarbejdet, så vil du typisk opleve rigtig meget modstand fra eleverne, i form af forstyrrelser eller manglende venlighed over for dig,” siger hun og uddyber, at man godt kan holde en klasse i et jerngreb, men at det næppe vil være en positiv oplevelse for nogle af parterne.

For når præmissen er, at eleverne både skal have det godt og lære noget, så bliver man nødt til at vælge en anden vej fremad.

”Du kan sagtens skælde meget ud og være så ubehagelig, at eleverne bliver bange for dig og ikke tør andet end på overfladen at vise, at de følger dig. Men det er jo et meget anstrengende rum at være i,” forklarer Louise Klinge.

Ifølge hende handler det om, at læreren skal blive bevidst om, hvad det er, de gør, når de bidrager positivt til relationen.

”Mange lærere siger til mig, at det er en god oplevelse at blive bevidst kompetent. Det vil sige, at lærerne bliver opmærksomme på, hvad det præcist er, de gør, når de bidrager positivt til relationen.”

Hun har erfaret, at mange lærere får meget ud af at filme deres undervisning. Bagefter kan læreren se, hvad det konkret er, de selv gør, og hvordan eleverne reagerer på det.

Dermed kan læreren blive opmærksom på, hvordan de støtter eller ikke støtter elevernes behov – og hvordan det kan ses i elevernes adfærd.

”Hvis man ikke får støttet de grundlæggende behov for autonomi, kompetence og samhørighed positivt, så vil eleven søge at gøre det negativt. Det vil sige, hvis en elev ikke kan føle sig kompetent inde i det faglige fællesskab, fordi læreren hele tiden lægger barren for højt, så vil den elev ofte begynde at lave fis og ballade eller lave noget andet.”

I can only do this much
Relationsarbejdet er også hårdt at gå ind i, og man skal være i stand til selv at sige stop. Louise Klinge lægger ikke fingrene imellem, når hun beskriver de mere udfordrende sider af at gå ind i arbejdet.

For hvis læreren lykkes med relationsarbejdet, så vil eleverne også begynde at henvende sig.

Og mange elever har det meget svært i livet.

”Så begynder eleverne at bruge læreren som én, de kan fortælle om alt det, der er svært. Så det er supervigtigt, at man er opmærksom på: ‘I can only do this much’. Lærere kan ikke redde de unge menneskers liv,” siger Louise Klinge.

Hun understreger dog, at man ikke må undervurdere, hvad almindelig venlighed og et godt læringsrum betyder for eleverne.

”Læreren kan skabe et fagligt helle, hvor eleverne kan glemme alt det, der er svært. Og så kan de fortælle eleverne, hvor de kan få hjælp. Men det er vigtigt, at man som lærer får holdt pauser,” siger Louise Klinge.

Skoleforskeren har nemlig mødt lærere, som først, når de er kommet hjem, opdager, at de slet ikke har været på toilettet i løbet af dagen, fordi de har stået til rådighed i alle pauser.

Derfor er det ifølge Louise Klinge nødvendigt at finde en balance, hvor læreren også tager vare på sig selv og husker på, at man ikke selv er en uudtømmelig kilde, der kan gøre godt for andre.

”Elevernes behov er uudtømmeligt, så på den måde kan det være krævende, men omvendt også dybt meningsfuldt,” fortæller Louise Klinge og fortsætter:

“Jeg har mødt rigtig mange lærere, der ikke kan være den lærer, de gerne vil være på fuld tid. Det er simpelthen for krævende i forhold til, hvor store krav der er.”