Tekst_
Serge Savin
Illustrationer_
Sidsel Sørensen
Uro i klasserummet, elever med lav motivation og gentagne konflikter om mobiltelefoner og adfærd i undervisningen.
Det var nogle af de udfordringer, der fik Københavns VUC (KVUC) til at sætte udviklingsprojektet Det gode klasserum i gang.
Fokus: Vejen til eleverne
Lærerne bruger mere og mere tid på at skabe den gode relation til eleverne. Det er både udfordrende og givende. Vi sætter fokus på, hvad det kræver, og hvor grænsen går?
Ifølge lærer og arbejdsmiljørepræsentant Iben Helqvist følte mange lærere, at de stod alene med problemerne.
”Der var erfarne lærere, som pludselig følte sig som dårlige lærere og tænkte: Har jeg helt glemt, hvordan man leder et klasserum? Det gav en masse usikkerhed,” siger hun.
Samtidig havde KVUC’s elevgruppe ændret sig. Hvor skolen tidligere havde mange voksne enkeltfagskursister, har den i dag flere yngre elever på den toårige hf.
Når elevernes adfærd giver udfordringer, er det afgørende, at ansvaret ikke lander hos den enkelte lærer alene, mener Iben Helqvist.
Hun peger på tre ting, der især har lettet presset:
1. Gør problemet fælles
Det første skridt er at anerkende, at udfordringerne i klasserummet ikke er den enkelte lærers problem.
”Det vigtigste er, at man anerkender, at det er et fælles problem. Det er ikke den enkelte lærer ude i det enkelte klasserum, der skal håndtere det her alene. Det er noget, man skal gøre som skole,” siger Iben Helqvist.
På KVUC blev der nedsat en arbejdsgruppe med både lærere, studievejledere og ledere. Gruppen skulle finde ud af, hvad problemet egentlig var, og hvordan skolen kunne håndtere det.
Det førte blandt andet til formuleringer om fælles værdier og retningslinjer for undervisningen, der blev hængt op i lokalerne. Her står blandt andet, hvordan elever og lærere taler til hinanden, hvordan man opfører sig i undervisningen, og at mobiltelefoner skal væk, når timen begynder.
”Det har været rart for mange lærere, fordi man ved, hvad skolens holdning er. Man skal ikke selv finde ud af hvor grænsen går og kan sige til eleverne: ”Det her er besluttet på KVUC. Det er ikke bare noget, jeg synes”,” siger hun.
2. Lad ledelsen tage over
Et andet vigtigt greb på KVUC er en fælles mailboks til elevsager.
Hvis en lærer står med en elev, der gentagne gange forstyrrer undervisningen, ikke følger beskeder eller hvis der sker noget mere alvorligt, kan læreren skrive til mailboksen. Derefter tager en leder sagen videre.
”Målet er, at der skal være handlet på det, inden læreren skal have klassen næste gang,” siger hun.
Elevsager kan handle om alt fra gentagen uro til alvorlige episoder, hvor læreren føler sig utryg. Pointen er, at læreren ikke selv skal blive ved med at tage konflikten.
”Det kan gå ret meget ud over relationsarbejdet, hvis man som lærer hele tiden skal være ‘bad cop’. Noget af det handler om, at ansvaret bliver taget væk fra læreren. Det er en ledelsesopgave at håndtere de ting og lave sanktionerne,” siger hun.
Før den nye struktur lå den følelsesmæssigt belastende opgave hos læreren og det var ikke altid, at de fik støtte fra folk omkring sig.
”Har du en konflikt en sen eftermiddag, er der måske ikke nogen på lærerværelset, og det er meget sårbart – især for dem, der ikke lige havde en tæt kollega, de kunne ringe til,” siger Iben Helqvist.
Hun oplever, at elevsagsstrukturen har haft en tydelig effekt. Det første år havde skolen over 100 elevsager. Siden er antallet faldet markant.
”Eleverne har forstået, at nu er der nogle andre rammer, som de bliver nødt til at agere indenfor,” siger hun.
Samtidig er det afgørende, at ledelsen har lærernes ryg, påpeger hun.
”Der kan godt være situationer, hvor en lærer har håndteret noget uhensigtsmæssigt. Men ledelsen har en god forståelse for, at man nogle gange står i en presset situation og kommer til at sige eller gøre noget, der ikke var supersmart.”
3. Gør teamsamarbejdet tydeligt
Det tredje greb handler om teamsamarbejdet omkring klasserne.
På KVUC har man blandt andet indført klasselærere, kontaktgruppelærere og klassekonferencer. Men erfaringen er, at det ikke er nok at oprette nye funktioner. Roller og ansvar skal også være tydeligt beskrevet.
”Det skal være et tydeligt og struktureret teamsamarbejde. Vi fandt ud af det første år, at det var ret stressende for nogle af de lærere, der blev klasselærere, fordi de ikke vidste, hvad de skulle gøre. Nogle gjorde lidt, og nogle gjorde alt for meget,” siger Iben Helqvist.
Derfor har skolen arbejdet med at beskrive rollerne tydeligere.
Klasselærerne holder møder med en leder og en studievejleder, hvor de kan vende elever eller problemstillinger, de skal være særligt opmærksomme på. På klassekonferencer deltager alle klassens lærere, og her taler de blandt andet om klasserumskultur og fælles indsatser.
”Det handler om at få sat en ramme op omkring, hvad det egentlig vil sige, at vi har en klasse sammen. Man kan jo godt bare gå ind og undervise hver for sig, uden at man nødvendigvis taler om, hvad man gør,” siger hun.
Når teamsamarbejdet fungerer, kan det også lette følelsen af at stå alene.
”Nogle gange kan man tænke: De her elever gør altid sådan i mine timer. Og så finder man ud af, at det gør de også i andres timer. Så handler det ikke om, at jeg ikke kan håndtere det. Så er det en fælles problemstilling, som vi kan lave en fælles indsats omkring,” siger Iben Helqvist.
Men et mere struktureret samarbejde kræver tid og ledelsesopbakning, understreger hun.
”Det kræver ressourcer. Der skal gives timer til at holde de her møder. Man kan ikke bare sige, at lærerne skal samarbejde mere, uden at sætte rammer og ressourcer af til det.”
Relaterede artikler
Copyright Gymnasieskolen 2026
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode