Artikel
Stor udfordring at skaffe endnu flere praktikpladser
lars_andersen_ae_-_smal

Stor udfordring at skaffe endnu flere praktikpladser

Der er allerede mangel på praktikpladser, og udfordringen kan blive større, hvis flere unge skal tage en erhvervsuddannelse.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Målet med den kommende reform af erhvervsuddannelserne er at gøre det mere attraktive at tage en erhvervsuddannelse. Eleverne skal vælge gymnasierne fra og erhvervsskolerne til.

Men allerede nu er der mangel på praktikpladser. Seneste tal fra Undervisningsministeriet viser, at 5029 elever ikke kan komme videre med deres uddannelse, fordi de står uden en praktikplads.

”Det er en kæmpe udfordring at finde praktikpladser. Det er det i dag, og det vil det også blive, når der er flere, der skal tage en erhvervsuddannelse,” siger Lars Andersen, der er direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Han mener, at politikerne er nødt til at gribe ind, så virksomhederne vil tage imod lærlinge, for det går ikke at have en uddannelse, som eleverne ikke kan afslutte. Han giver også virksomhederne en del af ansvaret for at mindske antallet af praktiksøgende.

”Virksomheder er interesserede i at få uddannede unge, og så må de også tage ansvar for, at de unge får en uddannelse. De skal ikke smyge sig uden om ansvaret,” siger Lars Andersen.

Nye kompetencer
Nina Olsen, der er vicedirektør i Danske Erhvervsskoler, er enig i, at det bliver en udfordring at finde nok praktikpladser. Men hun mener, det bliver nemmere at finde pladser for kommende elever.

”Nogle af de unge, som tager en erhvervsuddannelse i dag, har ikke de fornødne kompetencer, der skal til, for at virksomhederne ønsker at tage dem i praktik. Vi håber, at nogle af de unge, der vælger erhvervsuddannelse i stedet for gymnasiet, er de unge, som virksomhederne efterspørger,” siger Nina Olsen.

Praktikcenter skal skaffe praktikpladser
Nina Olsen nævner et tiltag, der skal være med til at skaffe flere praktikpladser. Det er de nye praktikcentre, hvor en praktikplads ikke længere er en traditionel læreplads hos en virksomhed. Praktikken skal stykkes sammen af praktikophold hos forskellige virksomheder, der kan være specialiseret i et bestemt produkt.

”En erhvervsuddannelse via et praktikcenter skal i fremtiden være ligeværdig med en traditionel erhvervsuddannelse. I praktikcentret stykkes uddannelsen sammen af nogle brikker, og skolen har ansvaret for, at den unge får det fulde uddannelsesforløb,” siger Nina Olsen.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater