Epx er på papiret en anderledes gymnasial uddannelse med flere nye fag og andre måder at arbejde og undervise på.
GL og lederforeninger er positive over for det arbejde, som ekspertgruppen for epx har fremlagt.
Det overordnede resultat af ekspertgruppens arbejde er positivt, mener Anders Frikke, som er formand for GL – Gymnasielærerne.
”Epx er i første omgang ikke groet i vores baghave. Men ekspertgruppen tegner konturerne af en ægte gymnasial studieforberedende og almendannende uddannelse med spændende nye fag. Det er et godt arbejde, som vi er positive over for,” siger Anders Frikke.
3. g hænger lidt og dingler
Han kan dog være lidt bekymret i forhold til fag og niveauer sammenlignet med hf i dag.
”Vi kan være lidt bekymrede for, om eleverne får de samme niveauer, som de får på hf i dag, når de skal videre på en uddannelse – for eksempel dansk på A-niveau. Det tredje år, som eleverne kan vælge til, hænger lidt og dingler, som det ser ud nu. Vi ville gerne, at eleverne lidt tidligere skulle vælge det tredje år til, så man kunne sikre sig en større sammenhæng mellem de faglige niveauer,” siger Anders Frikke.
Uddannelsen ser ifølge ham spændende ud med flere nye fag, projektforløb og så videre – men foreløbig er det kun på papiret.
”Ekspertgruppen forholder sig ikke til lærerkompetencer, arbejdsvilkår, rammer og efter- og videreuddannelse, og det skal den heller ikke. Men hvis man skal lave en ny kompleks uddannelse, og den skal blive en succes, er det klart, at alle de ting skal være på plads,” siger Anders Frikke.
Allan Kortnum, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, er også positiv
”Ekspertgruppen har lavet et stærkt arbejde og har tegnet en uddannelse med en ny identitet og nytænkning. Epx står med et andet dannelsesperspektiv og nye fag, end vi kender det fra andre gymnasiale uddannelser,” siger han.
Han roser blandt andet, at ekspertgruppen anbefaler flere nye grenfag og muligheden for at udvikle lokale valgfag, og at disse fag ikke måles efter et niveau, som vi kender det fra gymnasiale fag.
”I praksis kan man ikke måle alle fag efter Blooms taksonomi, og det er godt, at ekspertgruppen kan se det,” siger Allan Kortnum.
Frygter ‘plejer’
Han mener, at ekspertgruppen har fundet en fin balance til en ny uddannelse, men han frygter, at slutresultatet bliver mindre godt.
”Nu skal politikere, embedsmænd og interesseorganisationer ind over, før det bliver vedtaget. Jeg frygter, at man kommer til at hælde mod det, man plejer, når man skal lave lærerplaner, prøveformer og så videre. Ekspertgruppen har tegnet et flot arkitekttegnet hus, nu skal vi undgå at ende med et kedeligt typehus med skimmelsvamp fra 1980’erne.”
Danske Gymnasier roser også ekspertgruppens anbefalinger:
”Det tegner til at blive en kreativ, nytænkende og attraktiv uddannelse. Der er både noget velkendt, nye toninger og helt anderledes grenfag. Eleverne skal arbejde projektorienteret og på nye måder. Vi hilser anbefalingerne velkommen,” siger formand Maja Bødtcher-Hansen.
Svær overgang fra 2. til 3. g
Hun er dog også bekymret for, hvordan overgangen til 3. g på epx vil fungere.
”Hvordan skaber vi en sammenhæng i uddannelsen, når en del elever bliver studenter efter 2. g., mens nogle andre fortsætter? Og hvordan skaber man sammenhæng mellem fag og niveauer fra 2. g til 3. g?” siger hun.
Læs alle anbefalingerne fra ekspertgruppen her.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode