Viljen til uddannelse
Uddannelsesinstitutioner uanset om det er folkeskolen, gymnasiet, en håndværkeruddannelse eller universitetet så er det alle udviklingsinstitutioner, institutioner hvor børn og unge bliver udviklet og dannet til at leve et meningsfuldt liv for dem selv og for samfundet.
Hvad kom først uddannelse eller udvikling? De fleste vil nok sige at det er to sider af samme sag, men hvilken side vender så udad?
Jeg oplever, at i de fleste debatter drejer det sig om at lære mest muligt, ikke at udvikle sig mest muligt, for hvis udgangspunktet var at udvikle sig mest muligt, at det gjaldt om at udvikle sig til en medborger, der tager ansvar for sit eget og andres liv (samfundet), så håber jeg da, at resultatet ville være anderledes end det, jeg oplever i dag.
I dag er det helt almindeligt, flere unge dropper fra den uddannelse, de har valgt, det er heller ikke ualmindeligt, at de starter en uddannelse, som de ikke selv har valgt, men har måttet tage, begge valg er efter min overbevisning dårlige valg både for den unge og for samfundet.
I skolerne oplever jeg, at børn starter i skolen, før de er modne til at starte, starter i situationer, hvor utrygheden i deres familier er for stor, til at de vil kunne koncentrere sig i skolen, begge beslutninger /valg er dårlige både for barnet og for samfundet.
Både skoler og øvrige uddannelsesinstitutioner presses af politiske årsager til at træffe dårlige valg, institutionernes budgetter hænger nøje sammen med, hvem de optager, og hvor mange der er penge i inklusion, både når det gælder børn med psykiske og sociale problemer og studerende på højere læreranstalter fra udlandet.
Jeg mener, at det er på tide, at vi vender ”den anden side” udad, at vi tager udgangspunkt i udviklingen af barnet, den unge, samfundsborgerne, at der som en del af denne side også vil være noget, der hedder at uddanne sig til noget meningsfuldt, er jo bare et resultat af en god udvikling.
Lad mig blive lidt mere konkret med, hvad det er, jeg kunne ønske mig; Jeg kunne godt ønske mig, at børn og unge havde udviklet en større vilje i forhold til uddannelse og læring. Vilje er efter min opfattelse en evne, som vi alle er født med på lige fod med øvrige evner eller intelligenser således, en evne, der kan udvikles på samme måde som alle øvrige evner kan i det rette miljø, med den rette udfordring og med den rette støtte.
Når jeg fokuserer på viljens evne, er det, fordi jeg opfatter denne evne speciel, idet den kan understøtte alle øvrige evner. Har du eksempelvis en stor matematisk evne eller intelligens, vil evnen kunne bære dig et stykke af vejene, men skal du virkelig udvikle denne evne, har du brug for viljen og en stor vilje vil bringe dig langt.
Set i det perspektiv, vil det efter min opfattelse være bedre at bruge både tid og energi på udviklingen af viljen, inden man starter på indlæring i forhold til de øvrige intelligenser eller evner.
Min baggrund er mere end 40 år i udviklingen af sportsfolk indenfor mange forskellige idrætsgrene og på mange forskellige niveauer. Her har jeg mødt store fysiske talenter, der aldrig fik noget ud af deres talent pga. manglende viljestyrke, jeg har mødt de modsatte med et mindre talent med en stor viljestyrke. Altid har det været dem med størst viljestyrke, der kom længst, blev bedst, ikke mindst når atleten både havde et talent og en stor viljestyrke.
At bruge den erfaring, som vi har i sportens verden vedrørende udvikling af vilje og viljestyrke, kunne måske bringe både glæde og resultater på et andet niveau ved vore uddannelsesinstitutioner og ville måske i sidste ende, være mindre frustrerende for dem, der skal foretage den faglige undervisning.
Viljen er noget, vi bevidst og fokuseret kan udvikle indenfor alle aldersgrupper. Selvfølgelig vil resultatet være bedst hos de unge, der er blevet trænet og har fået deres vilje udviklet fra barn af, vi kan dog med gode resultater starte denne proces i alle aldre.
Hvad er viljen?
Vilje er en mental evne, vi har i os, en evne, som vi kan bruge til at få opfyldt vore behov, ikke et motiv for at indfri vore behov. Det er en iboende evne, der gør, at vi har den mentale styrke, der skal til, så vi kan kæmpe for det, der er vigtigt for os, i sidste ende overlevelse.
Ud fra de hundredvis atleter, jeg har arbejdet sammen med gennem årene, er jeg kommet frem til, at viljen består af fire forskellige bestanddele.
1) Beslutningsevnen (at personen kan beslutte sig uanset konsekvens)
2) Vedholdenhed (at personen kan holde ved sin beslutning og føre den så langt, den kan bære)
3) Anstrengelse (at personen kan tage den modgang både fysiske og psykologiske, som der er)
4) Glæde (at personen er i stand til at se og glæde sig over livet og de muligheder, der er)
Alle uddannelsesinstitutioner vil på alle niveauer kunne implementere disse fire udviklingsregler, der er enkle og overskuelige, hvis de har viljen.
Erik Østenkjær
Dipl.Psych.MFCC. Mentaltræner, forfatter og foredragsholder.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode