Vilkårlige klasser giver utryg start på gymnasiet

Jeg er bekymret for 1g’erne i det nye grundforløb, fordi deres klasser bliver sammensat vilkårligt i stedet for efter forhåndstilkendegivelse om studieretning. Først efter tre tætpakkede måneder kan de komme i deres ’rigtige’ klasse. Eftersom det betyder en hel del for en 15-16-årig at være en del af et fællesskab i den socialt svære første gymnasietid, skal der vægtige grunde til, før den tryghed sættes over styr. Og det bliver den, fordi eleverne konstant vil blive mindet om, at denne første klasse ikke vil vare – og derfor vil vigtige bånd ikke blive knyttet. Det nye grundforløb kan blive noget af en prøvelse, ikke mindst for de elever, der ikke har lettest ved det sociale.

Hvorfor må eleverne ikke starte i en studieretningsklasse? Der må være en præmis om, at netop dét har fået nogle af dem til at vælge en ’forkert’ studieretning – og at dette er så vigtigt, at det trumfer fordelene ved at starte i en mere varig klasse. Men jeg tror egentlig ikke, at det med ’forkert’ studieretning er et særligt stort problem, og jeg synes, at prisen er meget høj.

På min egen skole var der ikke mange, der skiftede studieretning efter det gamle grundforløb. Måske var eleverne bare tilfredse; måske var der nogle, der skævede til, hvad vennerne ønskede. Det sidste er et argument, jeg ofte har hørt, og de ansvarlige politikere har vel hørt det samme. Men måske er det alligevel gået godt for de elever, der tog et overvejende socialt valg frem for et fagligt? Måske var det netop kammeraterne, der gjorde Idræt B fedt, og gymnasiet til en god oplevelse – også fagligt? For de to ting hænger jo sammen; et godt socialt liv er en katalysator for godt fagligt arbejde. Kollektivet styrker individet. Fraværet af den sikre base i studieretningsklassen kan derfor også risikere at påvirke den faglige indsats i grundforløbet negativt.

Og hvem skal egentlig afgøre, hvilken studieretning der er rigtig og forkert for den enkelte elev? Selvfølgelig er det træls, hvis man gerne vil ind på Datalogi og ikke har taget det krævede Matematik A. Men ikke alle skræddersyr deres studieretningsvalg efter kravene på en videregående uddannelse, og mange uddannelser har slet ikke krav til fag på bestemte niveauer. Og det bør vel være eleverne selv, der afgør, hvad deres valg så skal baseres på.

I karriereoptikken valgte jeg helt sikkert selv forkert. Jeg blev matematisk student i 1996 med højt niveau i Biologi og Engelsk, Billedkunst på mellemniveau og Fransk som 2. fremmedsprog, og blev siden kandidat i Historie og Internationale Udviklingsstudier, bachelor i Spansk og har et tilvalg i Samfundsfag. Mine valg i gymnasiet og på min videregående uddannelse rimer ikke rigtig på hinanden. Men jeg fortryder ikke at have stiftet bekendtskab med synapsekløfter, The Tempest, Der Blaue Reiter og MC Solaar. Råber alle ikke (fx på årets Sorø-møde) op om dannelse? Når bekendtgørelsens formålsparagraf nævner almendannelsen umiddelbart efter forberedelsen til videregående uddannelse, hvorfor skulle da lige netop valget af studieretningsfag udelukkende pege mod karrieren?

På min skole søger vi at kompensere for fraværet af studieretningsklasser i grundforløbet ved at samle eleverne i mindre såkaldte studiegrupper, hvor de kan lære hinanden godt at kende. Vi håber, at det vil give dem lidt af den tryghed og det overskud, som de ellers vil mangle. Det bliver ikke mindst vigtigt i de tætpakkede AP- og NV-forløb, der endda slutter med deres første eksamener, hvilket igen sætter fokus på præstation frem for trivsel. Jeg håber også, at de nye 1g’ere ikke bliver alt for nervøse for at vælge en ’forkert’ studieretning, når den tid kommer – jeg vil gøre mit for at fortælle dem, at der er mange ’rigtige’ veje at gå.

Hvor er det frustrerende, at vores elever skal kastes ind i et socialt kaotisk grundforløb af en flok skrivebordspolitikere, der kun fokuserer på karriereaspektet og hverken har øje for det sociale eller almendannelsen. Et kort grundforløb kan godt være smart, netop fordi de fleste elever tidligt træffer valget om endelig studieretning, og så kan komme i deres ’rigtige’ klasse hurtigere end hidtil – men dén fordel bliver jo fuldstændigt undermineret af et grundforløb med atomiserede klasser, hvor det sociale flyder. Jeg håber virkelig, at vi lærere formår at skærme eleverne mod de værste konsekvenser i år, og at reformkredsen allerede næste år har genindført forhåndstilkendegivelsen. Prisen for, at eleverne hypotetisk skulle vælge mere ’rigtigt’ i denne model, er for høj.

Helene Caprani, lektor, Midtsjællands Gymnasium.
Medlem af GL’s hovedbestyrelse for Liste 1.