Tough cookie eller naiv tosse på hhx?

Kald mig, hvad I vil. Men hold da op, hvor er det slående, det sidste tema i Gymnasieskolen. Det rammer jo fuldstændig hovedet på sømmet. Hverdagen beskrevet af Martin Hjorth fra CPH West er et helt normalt, realistisk billede af en uge på hhx med eller uden erhvervscase. For nylig sad jeg til en konfirmation med hjertebanken. Også denne søndag var det eneste, jeg kunne tænke på: ”Vi skal hjem, jeg skal arbejde.” Meget tyder på, at vores minister og samfundet glemmer, at de fleste møder på arbejde mandag morgen for at starte på ugens arbejde, mens gymnasielærere ikke kan starte tomhændet. Arbejdsugen starter altid i weekenden! Alt imens jeg sad til konfirmationen, måtte jeg også lægge ører til alle de kommentarer, en gymnasielærer møder. ”I har altid ferie.” – ”Nu kan du selv se i pressen, I laver ikke noget,” og så videre. Respektløst, dumsmart eller bare uvidenhed, mulighederne er mange, derfor er det vigtigt, at GL på vores vegne tager til genmæle, også i pressen. Vi skal ikke finde os i den fremlæggelse af vores arbejdstid! Faktisk er det en direkte hån i mine øjne, og det gør mig virkelig frustreret og ked af det.

Mange siger ofte, at arbejdsbelastningen ikke burde være sådan med mine 12 års erfaring. Jo, det er sådan, det er, uanset om du er gammel i gårde eller ny. Uddannelsessystemet er dynamisk, i konstant forandring, og ikke to elever eller klasser er ens. Så kan man sige, du er også dum, fordi du bliver i hhx-systemet, når nu det hele ser værre ud på det område, som vores formand fremhæver. Ja, på hhx-området lever vi stadig i det naive håb, at GL vil komme os til undsætning og hjælpe os med fælles overenskomst på stx-vilkår. Man kan også spørge sig selv: ”Er vi mindre værd på hhx eller …?” Håbet er lysegrønt til OK 13.

Sidst vil mange nok spørge, hvorfor er du så på hhx? Når nu vores afdeling også er ramt af dårlig planlægning – apropos formandens indlæg om ”intelligent effektivisering” – når nu flere kolleger er gået ned med stress og aldrig vendt tilbage, når nu lønnen heller ikke er noget at råbe hurra for for ikke at nævne den manglende anerkendelse, de manglende økonomiske rammer til nye undervisningsmaterialer, efteruddannelse og lokalløndannelse, skemaer, som bliver ændret konstant uden varsel. Jo, vi er altid på arbejde, og man skal være lidt af en fleksibel tough cookie for at navigere i det her virke. MEN for mig er det mine fantastiske kolleger, min helt unikke faggruppe, søde elever, en spændende, udfordrende, MEN krævende bekendtgørelse og en passion for mine fag, der gør det hele værd på trods af omkostningerne. Men, der burde blive passet bedre på os.