That’s a good wending, Hansi!

I reklametillægget til sidste trykte udgave af Gymnasieskolen behandles de unges brug af anglicismer, særligt i klasselokalet, og gymnasielæreres holdning til samme. Er ‘The Julekalender’ mon i virkeligheden en dystopi?

Trods ungdommen ‘nu til dags’ og så videre, er anglofilien nu ikke isoleret til den generation. Tænd for radioen på et seriøst P1-program og lyt: Her kan man dagligt høre veluddannede, voksne mennesker tale om folk, der bliver smidt under bussen. Politiske spørgsmål bringes op, måske på et doorstep. Det er svært at vikle hovedet rundt om, og man behandler hinanden på en disrespektfuld måde. Også boomers bliver approach-et af personer, som spørger dem på en date. Medicin har i årtier haft sideeffekter, og man har længe været rollemodel for de unge. Ja, selv reflekterede sprogbrugere kommer til at tænke frem for at synes eller mene.

Det er ikke engang det værste. Jeg skal sent glemme, da jeg hørte en form for fornuftsperson udtale i et alvorstungt radioprogram, at man skulle nappe den i numsen (da: kvæle [det] i fødslen), tydeligvis uden at forstå hverken ord eller metafor i det engelske udtryk nip it in the bud.

Lad os derfor kalde den engelske syge, hvad den er: En landeplage, en egentlig epidemi – ikke blandt de unge, men i befolkningen som helhed (i hvert fald løst regnet flertallet under 65 år). Vi er alle med til at oversætte (for) direkte fra engelsk, eller bare bruge de oprindelige engelske ord og udtryk – eller blot opfinde noget, der lyder smart (og engelsk), selv om de engelsktalende lande bruger den betydning (som førnævnte doorstep er et fint eksempel på).

Jeg er selv af den holdning, at de unge (og sådan set også de ældre) må tale, som de vil. Ungdomssprog og låneord er ikke ligefrem nye fænomener. Det vigtige for mig er, at man er bevidst om, hvad man siger, og hvordan det modtages.

Som engelsklærer er det oplagt at arbejde eksplicit med anglicismer. Det kan være i form af en oversættelse fra engelsk til dansk, hvor hovedkravet lyder ‘make it sound Danish!’ – hvor vi tager fat i de ord og vendinger, som man ‘kommer til’ at oversætte for direkte.

Men en anden mere vigtig ting i forbindelse med anglicismerne er altså at bevidstgøre eleverne om, at der er forskel på, hvordan man taler blandt fæller, og hvordan man taler i undervisningen. De anglicismer, gymnasielærere spørges til i tidligere nævnte artikel, er uformelle udtryk – udtryk, jeg heller ikke vil acceptere på engelsk (hverken mundtligt eller skriftligt) i undervisningen. Lady Macbeth er ikke like manipulating-ish, og imperialistiske tanker er ikke cringe. Jeg siger direkte til mine elever, at sådan må man naturligvis gerne tale, hvis man står og prøver at score en rimelig nice influencer-type – men ikke i mit klasselokale. Her taler og skriver man, som hvis man skulle tale til dronningen. (Deres billede af, hvordan man taler til dronningen svarer meget godt til mit billede af, hvordan man taler til en ret afslappet, midaldrende akademikertype).

Stilleje og formidlingsbevidsthed indgår helt konkret i de faglige mål for engelsk. Det er dog vigtigt, at sprogfagene ikke er alene om at skærpe elevernes opmærksomhed på de forskelle, der er på undervisning, familiefester, jobsamtaler og chillaxing. Det må være en almendannende del af alle fag at lære de unge at begå sig – om ikke andet, så til eksamen.

Trods opmærksomhed og bevidstgørelse, skal vi nok ikke forvente at kurere den engelske syge. Det er tilsyneladende den vej, sproget udvikler sig. Måske er det en trussel mod vores lille sprogområde. Måske er det en tendens, der pludselig vender. Som med LP’er og slow food og strikketøj, kan det være, det en dag bliver højstatus at tale dansk-dansk.

For de særligt bekymrede kan jeg i øvrigt berolige med, at det danske sprog også påvirker den anden vej. Jeg ser i hvert fald mange gode bud på stærke fordanskninger i skriftlig engelsk!