Stressforskeren: Merarbejde må ikke blive et individuelt problem

Malene Friis Andersen
Ledelsen skal tage det alvorligt, hvis lærerne har for travlt og ikke indberetter deres merarbejde, mener stressforsker Malene Friis Andersen.

Der skal være en kultur på arbejdspladsen, hvor ledelse og medarbejdere taler åbent om omfanget af opgaver og merarbejde.

Det siger psykolog og stressforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø Malene Friis Andersen til undersøgelsen, som viser, at flere lærere undlader at indberette deres merarbejde til ledelsen.

”Som leder er det et problem, hvis du ikke er klar over, hvad omfanget af skjult merarbejde er. Hvis du ikke er klar over, hvad dine medarbejdere lægger af timer for at løse arbejdsopgaverne, kan du heller ikke lede ordentligt og agere derefter. Det er vigtigt, at ledelsen skaber en åben dialog om opgavernes omfang og om, hvorvidt medarbejderne kan nå at løse dem,” siger Malene Friis Andersen.

Hun pointerer, at tidligere undersøgelser om arbejdsmiljø viser, at gymnasielærere er en af de faggrupper, som er mest udfordrede i deres ”work-life-­balance”.

”I forvejen er gymnasielærernes arbejde grænseløst. Du kan hele tiden forberede dig mere og gøre det bedre over for eleverne. Hvis samtalen om arbejdsopgaver, krav og ressourcer forstummer på arbejdspladsen, er der risiko for, at det bliver et individuelt problem, i stedet for at man finder fælles løsninger på arbejdspladsen til at håndtere for store arbejdsbelastninger og stress,” siger Malene Friis Andersen.

Hun mener også, at det er vigtigt, at lederne understreger, at lærerne skal registrere den tid, de bruger på arbejdet.

”Ledelsen bør melde klart ud, at vi bruger tidsregistrering, og at lærere, som har registreret flere timer end normen, ikke bliver straffet. Ellers kan der ske et skred i normen for, at lærere arbejder uden at registrere deres tid. Lærerne har også et ansvar for at tale åbent om deres arbejde med hinanden og være nysgerrige efter, hvordan det går med kollegerne.”