Støtteerklæring
Medlemmerne af Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), medlemmerne af Danmarks Jurist- og Økonomforbund (DJØF) og medlemmerne af Handelsskolernes Lærerforening (HL) på Aalborg Handelsgymnasiums afdelinger i Saxogade og Turøgade støtter Lærernes Centralorganisations (LC) kamp for en moderne og human overenskomst, der bygger på tillid parterne imellem.
Formelt er det KL (Kommunernes Landsforening), der forhandler overenskomst med lærerne. Reelt er det Moderniseringsstyrelsen, finansministeren og økonomiministeren, der dikterer KL at stille krav om enevældig arbejdsgiverledelse. Et ubehageligt tilbageskridt til en tid, hvor modsætningsforholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager var dagens orden.
Det kan undre, at ingen politikere griber ind overfor denne styrelse, der må opfattes som alt andet end moderne. Enevældige initiativer skal gøre det surt for en lønmodtagergruppe, som vel nok er en af de mest loyale og samvittighedsfulde på det danske arbejdsmarked. Mange lærere arbejder i forvejen langt mere end de får betaling for. Mange lærere føler deres lærergerning som et kald, og dette udnyttes kynisk af såvel finansministeren som den gammeldags Moderniseringsstyrelse i Finansministeriet.
Ledelse og samarbejde har i mere end 40 år været en naturlov i det danske demokrati. Arbejdsgiverens ledelsesret har været indskrænket af overenskomster, allerede fordi forudsætningen for moderne ledelse er samarbejde, gensidig respekt og tillid.
I Hovedaftalen mellem KL og Lærernes Centralorganisation (LC) bestemmes, at ledelsesretten udøves i samarbejde med de ansatte og deres tillidsrepræsentanter. En lockout til afskaffelse af arbejdstidsreglerne vil derfor være et brud på ledelsesrettens udøvelse efter Hovedaftalen. Med andre ord kræver en afskaffelse af arbejdstidsreglerne en opsigelse af Hovedaftalen, der nødvendigvis skal udløbe først.
Moderniseringsstyrelsen tvang GL og DJØF i knæ ved at holde en pistol for panden af dem. Heldigvis er lærerne ikke så frygtsomme, hvilket vi må lette på hatten for. Vi opfordrer lærerne til at fortsætte kampen for en overenskomst, der er et dansk demokrati værdigt.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode