Spørg ikke, hvad GL kan gøre for dig …
Det er meget tydeligt, at Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) er i krise. OK 13 var GL’s 11. september, men rutsjeturen begyndte allerede helt tilbage i 1999, da erhvervsgymnasierne måtte vinke farvel til den centralt aftalte forberedelsestid.
I dag står vi uden centrale aftaler om gymnasielærernes arbejdsforhold, og derfor er disse meget forskellige fra skole til skole. Og det er ikke, fordi GL ikke har gjort noget for at skabe ordentlige forhold! GL har taget initiativ til mange vigtige udviklingsprojekter og undersøgelser, GL har været på mange skolebesøg og kommer fortsat meget gerne ud, hvis behovet er der, og GL har ført voldgiftssager. GL har optimeret sine kurser, sin tillidsrepræsentantuddannelse og de halvårlige områdemøder for tillidsrepræsentanter (tr). Og Gymnasieskolen diskuterer de forskellige aspekter af lærernes arbejdsforhold i hvert eneste nummer.
Men samtidig har GL opgivet tanken om at få de centrale aftaler tilbage! Kampen for bedre arbejdsforhold skal foregå lokalt og på den enkelte skole med tr som forbindelsesleddet mellem lærerne og GL. Men der er ikke meget, der tyder på, at denne timeglasmodel kan forhindre yderligere overgreb på vores arbejdsforhold! Det repræsentative demokrati er en praktisk og gennemprøvet løsning, men den har for lidt slagkraft i den fortsatte kamp!
Efter OK 13 tvinger mange skoler lærerne til at gøre mere for at sikre deres arbejdspladser, for eksempel mere hjælp til eleverne, mere service over for forældrene, mere deltagelse i arrangementer uden for skoletiden og så videre. Måske er det på tide, at lærerne også gør mere for sig selv? Hvis GL skal være en tidssvarende kamporganisation, kræver det medlemmernes aktive opbakning. Det er ikke nok at lade tr alene tage sig af det fagpolitiske. Ligesom det ikke er nok kun at lade Pædagogisk Råd tage sig af skolens pædagogik!
Når det enkelte medlem tager ansvar for sin egen arbejdssituation, og den enkelte tr taler på alle kollegers vegne, og GL dermed taler på alle gymnasielæreres vegne, får GL ny styrke – og en stærk fagforening er vores vigtigste værn mod OK 15!
Så spørg ikke, hvad GL kan gøre for dig, men spørg, hvad du kan gøre ved GL! Og i takt med dit stigende engagement kan GL så diskutere nye organisationsformer, der kan sikre et ægte demokrati!
Uden din aktive opbakning bliver OK 15 endnu et nederlag for GL, for den eneste ægte sejr ved OK 15 er, hvis vi vinder noget af det, vi har tabt, tilbage!
Bjarne Thorgrimson
GL-tr på CPH West, htx
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode