Skolestartens paradokser

”Et paradoks opstår, når elementer af vores tanker, logikker, følelser eller handlinger bringes sammen som gensidigt udelukkende – og vi opdager, at de samtidigt er indbyrdes forbundne. Denne sammenstilling fører ofte til en tilstand af handlingslammelse og en følelse af absurditet.” Sådan definerer erhvervspsykolog Lotte S. Lüscher ”et paradoks” i sin bog Lederen mellem tvivl og handlekraft. Paradokser og personligt lederskab (Dansk Psykologisk Forlag, 2018). Er det relevant for gymnasielærere? Det korte svar er: ”Jep!” Og så er der det lidt længere svar herefter.

Da dette års sommerferie med masser af gode, nye rutiner – såsom god tid om morgenen til kaffe, lystlæsning og rolige overvejelser om, hvad dagen nu skulle bringe – pludselig fik en ende, og arbejdet bankede venligt, bestemt og vedholdende på, opdagede jeg mig selv siddende i en situation af handlingslammelse iblandet en portion absurditet ved skrivebordet. Jeg skulle planlægge, hvad mine hold skulle arbejde med fra skoleårets start. Umiddelbart burde det ikke være så pokkers vanskeligt, for med mange år som underviser i bagagen burde jeg jo nok kunne hive noget frem af gemmerne. Ikke desto mindre var det som om, noget ikke passede sammen, og der var ikke umiddelbart en god løsning.

Først drejede det sig om, at jeg var mest stemt for at sætte gang i nogle projektarbejder på alle hold fra start, fordi jeg var – og er – ret overbevist om, at det ville give den bedste læring og dannelse for eleverne, og den mest interessante arbejdsform for alle. Efter oplevelserne med sidste skoleårs månedsvise nedlukning og deraf følgende erfaringer – både gode og dårlige – så virkede det som det mest opbyggelige at komme tæt på eleverne og deres læring ved at begrænse omfanget af fastlagt klasseundervisning, korte sekvenser, mulighed for at elever gemmer sig og undviger (også fysisk) og forhåbning om, at man nok rammer nogen, hvis man sigter bredt. Og med solid lærings- og didaktisk teori at stå på var der ikke meget tvivl om, at projektarbejde ville gøre sig godt.

Men tvivlen kom ikke desto mindre snigende fra sit skjul i læreplaner, vejledninger, skemaet, traditioner osv. For kunne jeg nu være sikker på, at jeg kunne opfylde de faglige mål ad den vej? Med sig havde tvivlen sin fætter usikkerheden, nemlig usikkerheden på opgavens omfang, og om jeg nu kunne nå at få sammensat og stilladseret gode projektarbejder, inden jeg skulle møde eleverne første gang; og om det ville give mening i den skemalagte dagligdag, hvor jeg oftest ser eleverne i hver klasse i et klasseværelse to til tre gange 90 minutter spredt ud over en uge? Derfor lå det pludselig lige for, at jeg skulle give mig i kast med forløb, hvor der lå fint, gennemprøvet og struktureret materiale i en fornuftig plan, hvor jeg skulle gå frem trin for trin sammen med eleverne, hvor vi skulle mødes ved starten af timen, afslutte timen i fællesskab, og derimellem kunne der være en god blanding af sekvenser af forskellig varighed og med forskellige aktiviteter, hvor jeg ville føle mig tryg ved, at vi fik nået det, vi skulle – næsten hver gang – og jeg ville have hånd i hanke med tingene og en klar gennemarbejdet plan at følge.

Umiddelbart stod jeg altså i et dilemma eller med et problem, som ifølge Lotte S. Lüscher er kendetegnet ved at have løsninger. Jeg burde kunne vælge det ene eller det andet – ikke så svært. Men det var svært, og derfor kom jeg til at tænke på Lotte S. Lüschers bog om paradokser i ledelse, som jeg stiftede bekendtskab med og fandt særdeles interessant og relevant, da jeg var pædagogisk leder. For som Lüscher skriver: ”Hvis vi prøver at løse paradokser, som var de problemer, sidder vi fast: [fx] Har jeg brug for familietid eller arbejdstid? […] Skal jeg leve stabilt eller i forandring? […] Hvis vi konsekvent går efter at vælge én af siderne i disse tematikker, ender vi i en utilfredsstillende situation både personligt og professionelt. […] Vi må udskifte enten-eller-logikken med et både-og […].” Lige dér stod jeg. Jeg var spændt ud mellem 1) hensynet til min overbevisning (didaktisk og læringsteoretisk), 2) hensynet til min arbejdstid, 3) hensynet til skemaet, 4) hensynet til elevernes almendannelse, 5) hensynet til elevernes kommende eksamen. Mindst! Beslutningen krævede både-og, for der var tale om et paradoks, og hvis man ”behandler et paradoks som et problem, bliver det værre,” ifølge Lotte S. Lüscher. For mig blev det netop værre, der ved skrivebordet, og derfor oplevede jeg mild handlingslammelse, og jeg oplevede en fornemmelse af, at det hele kunne være lige meget, for uanset hvad jeg valgte, ville det ikke blive godt – altså en form for absurditet.

Formentlig er jeg ikke den eneste i sektoren, der oplever paradokser i arbejdslivet fra tid til anden. Jeg hører dem i hvert fald udtalt af og til på lærerværelset, på gangene, i forberedelseslokalet og i den digitale kommunikation. Det er efter min bedste overbevisning rigtig vigtigt at være bevidst om, at sådanne paradokser findes, og det gør de ofte. I ledelsesteori er paradokser ikke et lille snævert og hengemt felt, og det bør det heller ikke være i forbindelse med læreres ledelse af elever, pædagogik og didaktik. Vi bliver nødt til at anerkende, når der er paradokser på spil og behandle dem som paradokser. Vi må skelne mellem dilemmaer/problemstillinger med et enten-eller-svar og paradokser, der kræver både-og. Og derfor er det også nødvendigt, at der er plads, opmærksomhed og tid til paradokserne, så vi kan komme godt videre fra en truende handlingslammelse. For at det kan lykkes, vil det være særdeles kærkomment, om vi prøver at gentænke skolehverdagen med dens traditionelle skemalægning og planlægning af undervisningen.

Min forberedelse endte foreløbigt med, at jeg lukkede øjnene halvt i for paradokset, fandt en hurtigere løsning på den iboende – og snævre – problemstilling med en note i fed rød skrift om, at jeg skal huske at lægge op til lidt projektarbejde. Men først når jeg vi er kommet ordentligt og sikkert i gang med den faste plan, som jeg kender og kan føle lidt tryghed ved. Også selvom jeg synes, det er en ”utilfredsstillende situation både personligt og professionelt,” som Lotte S. Lüscher skriver.