Fuld af håb

Jeg er altid spændt, når jeg starter med at undervise i en ny klasse. Spændt på om klassen fungerer, spændt på om eleverne kan lide mit fag, og i særdeleshed om de kan lide mig. Inderst inde ved jeg godt, at de fleste elever på htx ikke lige frem er vilde med dansk på forhånd, men jeg håber stadigvæk at kunne rykke ved deres ”fordomme”- bare en lille smule. Rent faktisk spurgte jeg engang min mand, som er tidligere htx-elev, hvad jeg kunne gøre for, at mit fag blev spændende for eleverne. Svaret kom dog noget bag på mig: ”Det kan du ikke! Ingen vælger htx pga. dansk”. Dog tilføjede han: ”Men hvis du nogensinde får folk til at synes, at dit fag er ok, er du kommet rigtig langt!”. Og det er blevet mit mål. For at dette kan lykkes tror jeg, det er vigtigt, at vi som lærere prøver at huske tilbage på vores egen gymnasietid og bl.a. spørger os selv: ”Hvad fandt vi selv svært ved faget? Hvordan knækkede vi fagets kode? I hvilke situationer oplevede vi succes og glæde ved faget? Jeg er nemlig overbevist om, at denne erfaring kan bidrage til at sætte lys på, hvor vi bør sætte ekstra ind i undervisningen.

Når jeg har en klasse for første gang, bruger jeg en del tid på at synliggøre, hvem jeg er som person og som underviser, herunder introducerer jeg dem til mine ”såkaldte krav”. Bl.a. nævner jeg, at jeg forventer, at alle deltager aktivt og har læst lektien, hvortil jeg tilføjer, at lektien altid danner basis for timen. Som beskrevet i et tidligere blogindlæg, ”Brug lektien aktivt”, springer eleverne nemlig hurtigt lektien over, hvis de lurer, at man som lærer enten blot gennemgår lektien selv på tavlen, eller lektien slet ikke bliver nævnt i timen. Aktiv deltagelse fra elevernes side er nok det, de fleste lærere håber på. Jo mere læreren kan mærke elevernes engagement, jo større bliver motivationen for begge parter. Derudover, som jeg plejer at nævne for eleverne, går 60 min. væsentligt hurtigere, hvis man har en viden på området, end hvis det blot går ud på at ”gemme sig for læreren” og få tiden til at gå.  I forlængelse heraf er det vigtigt for mig at pointere, at jeg hellere vil have, at eleverne spørger en gang for meget end en gang for lidt. Jeg ved nemlig af erfaring, at flere elever holder sig tilbage med spørgsmål, da de er nervøse for, at det kan få dårlig indvirkning på deres karakter, men, som jeg siger, hvis ingen spørger, kan jeg jo ikke vide, hvor jeg skal uddybe og blive endnu bedre til at lære fra mig.

Jeg er godt klar over, at de fleste elever kommer med en antagelse af, at dansk i gymnasiet er stort set det samme som dansk i folkeskolen, og her bliver eleverne ofte overraskede. Jeg har sågar hørt førsteårs elever udtale, at der er meget lidt lighed mellem de to fag. Dansk i gymnasiet er kort og godt på et helt andet niveau, end eleverne har været vant til; faget er mere abstrakt og fortolkende og stiller langt højere krav til selvstændighed og viden om omverdenen. Som introduktion til faget benytter jeg derfor også lejligheden til at give eleverne ”bekendtgørelsen for dansk A-htx” (den korte version) for som lektie. Jeg er klar over, den ikke lige frem er let at læse, men den kan være en øjenåbner for eleverne, hvad angår intentionen med faget, og den kan gøre det lettere for eleverne at gennemskue, hvad der stilles af krav.

Jeg siger ofte til mine elever: ”Ting tager tid”. Det kan godt være eleverne til at starte med ikke er de bedste stavere eller fortolkere, men hvis de gør sig umage ud fra de forudsætninger, de nu engang har, kan de komme langt. Det kan være nemt for dem at sige, at et givent fag er kedeligt, men spørgsmålene de bør stille sig selv, er reelt set: ”Hvis et fag føles kedeligt, kan det måske skyldes, at jeg endnu ikke har knækket fagets kode og derfor har svært ved det? Måske kan jeg få læreren til at hjælpe mig her?   

Jeg er i hvert fald fuld af håb for den kommende årgang af elever, og jeg er sikker på, det nok skal lykkes at skabe nogle timer, som giver eleverne stof til eftertanke, selvom dansk ikke umiddelbart er deres favoritfag her på htx.