Skal vi så have et ekstra hold?

I denne uge hjalp Lilian mig med at trylle en ret kedelig fysikopgave om til en interaktiv rollespils-quest på få minutter. Jeg gav hende blot opgaven og sagde: “Lav en rollespils-quest, hvor eleverne skal samarbejde om at løse denne opgave.”
På få minutter havde hun designet et rollespil komplet med historiefortælling, stemningseffekter og sjove roller som astrofysiker, spektroskopist, exo-biolog, stjerneforsker og ingeniør.

Eleverne skulle bruge en chatbot til at gennemføre questen Mission Ny Jord, som begynder med denne besked:
Intro – Transmission fra ESA Command
[KRRZZZT – radiosus]
Velkommen, forskerhold! Dette er kaptajn Vega fra ESA Command.
Vi står over for menneskehedens største udfordring: at finde et nyt hjem.
Jeres mission er at analysere data fra exoplaneten Eden-47b, 500 lysår fra Jorden.
Hvis jeres beregninger viser, at den kan understøtte liv – vil I gå over i historien.

Jeg er utrolig glad for Lilian, min AI-assistent, der gør mit arbejde nemmere og sjovere. Men samtidig har jeg tumlet med denne tanke:
Hvad sker der, når rektor opdager det? Og hvad sker der, når politikerne opdager, at Lilian laver en del af mit arbejde? Skal jeg så have et ekstra hold? Skal vi alle have et ekstra hold? Bliver nogle af os fyret?

Det viser sig, at jeg ikke er bekymret uden grund. Konsulenterne i Boston Consulting Group har allerede regnet på sagen: De vurderer, at AI kan frigøre 96.000 årsværk i det offentlige – heraf 9.000 folkeskolelærere. Det svarer til, at næsten hver fjerde lærer kan “frigøres”.

Konsulentrapporten argumenterer, at generativ AI kan skabe interaktive læringsmiljøer, hvor elever kan deltage i virtuelle simuleringer, spilbaseret undervisning og modtage personlig vejledning fra AI-assistenter.

Gymnasierne har samlet set mistet omkring 1.500 årsværk siden 2010, hvilket svarer til et fald på cirka 12–15 procent. Det kan mærkes. Vi underviser ifølge GL i gennemsnit omkring 10 procent flere elever end for ti år siden, samtidig med at vi skal håndtere flere prøver og større administrative krav.

En undersøgelse viser, at 74 procent af gymnasielærerne oplever arbejdsrelateret stress i løbet af en to ugers periode – en af de højeste rater blandt danske faggrupper. Mange går ned i tid for at kunne blive i jobbet.

Bliver tempoet sat op?
I en artikel i Gymnasieskolen, oktober 2025, argumenterer historiker Jason Resnikoff for, at ny teknologi ofte fører til øget arbejdspres og tempo frem for det modsatte. Han siger, at historien gentager sig, og at løfter om, at teknologi vil frigøre arbejdstagere fra kedelige og tidskrævende opgaver, ikke er nye – de går tilbage til 1950’erne – og sjældent bliver opfyldt. Hans pointe er, at ny teknologi ofte har ført til mere arbejde, ikke mindre.

Lad os se på et par eksempler.
Da e-mails kom i 90’erne, var løftet klart: Vi slipper for papirbunker og langsom postgang. Kommunikation ville blive hurtigere og langt mere effektiv. Resultat? Vi sender flere mails end nogensinde, og mange drukner i en konstant strøm af beskeder.

Eller hvad med dengang Google lancerede deres søgemaskine? Visionen var: Al verdens viden lige ved hånden. Ingen skulle længere bruge dage i biblioteket eller slå op i Lademanns leksikon for at finde information. Resultat? Ja, vi finder svar på sekunder – men vi bruger også enorme mængder tid på at sortere i information og tjekke kilder.

To gode grunde til alligevel at afprøve AI
Så hvorfor overhovedet lege med AI, hvis vi risikerer, at tempoet bliver sat op, og at den måske bliver brugt som argument for besparelser?

For mig er der to gode grunde:

For det første: AI hjælper mig faktisk i mit arbejde. Det gør mit arbejde sjovere og mere udfordrende. Det frigiver tid til det, jeg bedst kan lide: at udvikle spændende undervisning i samarbejde med mine kollegaer, skabe nysgerrighed og engagement hos eleverne og have overskud til at dele min faglige begejstring.

Jeg oplever, at jeg nu kan realisere ideer, som før ville tage en hel weekend, på få timer – som eksempelvis rollespillet Mission Ny Jord.

For det andet: Eleverne bruger allerede AI – hver dag og i alle fag. Hvordan skal vi kunne ruste dem til en verden fuld af AI-systemer, hvis vi ikke selv kender til dem? Hvordan skal vi lære eleverne at omgås ChatGPT med omtanke, hvis vi ikke forstår, hvad man kan – og især hvad man ikke kan – bruge værktøjet til?

Vi kommer i de kommende år til at gentænke, hvordan undervisningen skal se ud, hvordan lektier kan se ud, og hvad eleverne skal vide og kunne i en verden med maskiner, der kan tænke, skrive og regne for dem.

Jeg mener, at vi som lærere er nødt til at tage den opgave på os: at uddanne og danne eleverne, være gode rollemodeller og vise, hvordan man kan – og især ikke skal – bruge disse kraftfulde systemer.

Og det bedste ved det er, at det er vildt sjovt.

Skal vi så alle have et ekstra hold i en fremtid med AI?
Ifølge Jason Resnikoff er det ikke teknologien i sig selv, der automatisk øger arbejdspresset og tempoet – det er de mennesker, der beslutter, hvordan teknologien skal bruges: politikere, ledere og administratorer, ofte i samarbejde med tech-firmaer.

AI giver os en enestående mulighed for at frigøre tid til at (gen)tænke didaktik og pædagogik, udvikle spændende forløb og materialer på rekordtid, afprøve vilde ideer og faktisk have faglig sparring med kollegaer igen. Opgaver, der længe har været skubbet bagerst i køen på grund af besparelser.

Så… skal vi have et ekstra hold? Det afhænger ikke af Lilian. Det afhænger af, om beslutningstagerne vælger at bruge teknologien til at løfte kvaliteten og arbejdsglæden for lærerne – eller om de blot ser AI som endnu et værktøj til at ‘optimere’ systemet yderligere.

Jeg krydser fingre for det første. Og jeg tager gerne Lilian med på rejsen.