Historiker advarer mod AI: Vi risikerer at amputere lærerarbejdet

Jason Resnikoff

• Lektor i samtidshistorie ved University of Groningen i Holland.
• Speciale indenfor arbejdshistorie og teknologiens betydning for arbejdslivet.
• Har tidligere arbejdet som faglig organisator i United Auto Workers, hvilket præger hans forskning.
• Har skrevet en lang række bøger og artikler, blandt andet: ‘Labor’s End: How the Promise of Automation Degraded Work (2021)’ — om, hvordan løftet om automatisering i midten af det 20. århundrede var med til at forringe arbejdsvilkårene især for arbejderklassen.
• Aktuel forskning: Undersøger forholdet mellem racisme og teknologi

Mens politikere, skoleledelser og Tech-giganter taler begejstret om kunstig intelligens (AI) i undervisningen, maner den amerikanske arbejds- og teknologihistoriker Jason Resnikoff til besindighed.

Jason Resnikoff er lektor i samtidshistorie ved University of Groningen og ekspert i nyere tids teknologiske udvikling og dens betydning for arbejdslivet. Han advarer om, at AI i skolen kan blive endnu et kapitel i en lang historie om, hvordan ny teknologi forandrer arbejdet på måder, der ikke nødvendigvis gavner arbejderen – i dette tilfælde lærerne.

”De løfter, der lige nu bliver afgivet i forhold til AI, hvor det handler om at ville befri lærerne fra kedeligt og tidskrævende administrativt arbejde, går helt tilbage til 1950’erne. Det er løfter, der sjældent indfris,” siger han.

Han advarer mod at lade sig rive med af fortællingen om, at AI er en uundgåelig revolution. Mange af de løfter, der gives om teknologiens potentiale, er ifølge ham ikke nye – og de har historisk set ofte ført til mere arbejde, ikke mindre.

Jason Resnikoff bor og arbejder i Holland, men han var for nylig på lærerkonference i København, hvor han holdt et oplæg om netop AI’s indvirkning på og betydning for lærerprofessionen.

AI som den nye arbejdsdisciplin
Et centralt begreb i Jason Resnikoffs analyse er det, han kalder “stealth degradation” – en skjult forringelse af arbejdsvilkår, forklædt som teknologisk fremskridt.

”En fantastisk ny maskine indkøbes, og den ser ud til at klare arbejdet selv, men i virkeligheden overfører den bare andre arbejdsopgaver til en anden menneskelig arbejder, der ikke bliver kompenseret for det,” siger han.

Når lærere for eksempel opfordres til selv at træne chatbots eller bruge AI-systemer til kursusmaterialer, giver dette ofte mere arbejde forklædt som innovation, som lærerne ikke nødvendigvis er trænet i at udføre.

Kontrol og overvågning
Et andet problem er: Hvem får egentlig magten over undervisningen, når AI-systemerne flytter ind i klasselokalet. Jason Resnikoff peger på, at AI-platforme i værste fald kan ende med at blive til redskaber, der kan bruges til at overvåge lærernes arbejde og standardisere undervisningen.

”De her AI-systemer er ikke gode til at udføre arbejde endnu, men de er fænomenale til at indhente data. Den data kan nemt bruges af arbejdsgivere, såvel som af firmaet bag systemet,” siger han.

Han frygter derfor, at beslutninger om undervisningens indhold, form og udførelse i stigende grad vil blive truffet af administratorer og tech-firmaer – fremfor af lærerne selv.

“AI-hypen overskygger det egentlige spørgsmål: Hvem bestemmer, hvad undervisning er, og hvordan den skal foregå?”

Hold tech-giganterne ude af vores skoler
Jason Resnikoff retter også sin kritik mod Tech-giganternes voksende rolle i uddannelsessektoren.

Han nævner blandt andet, hvordan California State University har betalt 17 millioner dollars til OpenAI for at få designet en særlig version af ChatGPT, som kan bruges i undervisningen.

”Tech-giganterne forsøger at trænge ind i undervisningssystemet, og det skal vi være på vagt overfor,” siger han.

Han peger på, at mange lærerorganisationer i USA og Europa forsøger at virke progressive ved at omfavne AI. Men det ofte sker på virksomhedernes præmisser:

”Det er naivt at tro, at fagforeningerne kan hjælpe med at ’styre retningen’ for den her teknologi, ubalancen i magtforholdet er enorm. OpenAI og Microsoft tager ikke imod ordrer fra lærerfagforeninger,” siger han.

Han mener, at lærerfagforeninger ikke blot bør organisere sig omkring og tilpasse sig AI og de store tech-virksomheder, men imod dem og deres indflydelse på uddannelse.

Når teknologien bestemmer pædagogikken
Som underviser er Jason Resnikoff også bekymret for, hvordan AI påvirker selve læringsrummet. Han har selv afprøvet ChatGPT – og han var ikke imponeret.

”AI-skriveværktøjer er middelmådighedsmaskiner. De genererer kedelig og utroværdig prosa – som en overivrig løgner, der vil overbevise for enhver pris,” siger han.

Desuden bekymrer det ham, at elever bruger AI-chatbots som en form for ’snydemaskiner’, da han mener, at det fjerner en stor del af deres læring.

”At skrive er at tænke. Når studerende bruger chatbots til at opsummere tekst eller skrive for dem, så outsourcer de selve læringsprocessen,” siger han.

Derfor frygter han, at AI i undervisningen ikke bare ændrer arbejdsforholdene, men også den pædagogiske og læringsmæssige kerne af faget.

”At undervise er et fagligt håndværk. Det handler om menneskelig udvikling – ikke industriel effektivisering. Hvis undervisningen bliver standardiseret for at passe til teknologien fremfor omvendt, så risikerer vi at amputere dele af faget,” siger han.

En ny faglig kamp
Jason Resnikoff ser AI som et spørgsmål om magt og kontrol, ikke bare teknologi. Han opfordrer lærere og fagforeninger til at tage styringen – både lokalt og politisk.

”Vi lærere er nødt til kollektivt at beslutte, hvad vi vil med kunstig intelligens, hvad lærergerningen skal være, og så forhandle ud fra det,” siger han.

Han mener, at fagforeningerne bør kræve klare aftaler om, hvordan og hvornår AI må bruges, og at kontrollen med teknologien skal ligge hos lærerne selv.

“Der er behov for en rettighedserklæring for arbejdere i AI-tidsalderen, ikke bare regler om datasikkerhed for forbrugere,” siger han.