På vej mod enhedsgymnasiet?

Er der tale om institutionsimperialisme, elev-altruisme eller et ønske om ligestilling, når Danske Gymnasier drømmer om at udbyde erhvervsgymnasiale uddannelser?
I Altinget og på Danske Gymnasiers hjemmeside kan man læse om, hvordan rektorerne på de almene gymnasier drømmer om at kunne udbyde alle ungdomsuddannelser som på erhvervsskoleområdet, hvor institutioner som Next, Aarhus Tech og Rybners har fået lov at fusionere Stx med erhvervsskoler.
Strategien giver god mening set i lyset af de store besparelser i sektoren og demografiske udsigter i især de mindre byer, og det er positivt, at Danske Gymnasier signalerer, at de ikke har til hensigt at etablere konkurrenter til de allerede eksisterende uddannelsestilbud, men snarere ønsker at fokusere på de unges muligheder for et bredt udbud i nærområdet. Der ér for langt imellem især Htx-uddannelserne.

Jeg kan godt forstå, at man hos Danske Gymnasier ønsker at kunne udbyde de erhvervsgymnasiale uddannelser. Vi har klare profiler, som tiltrækker de unge. Vi har dog også en uddannelseskultur, som ikke bare skabes ved fx at oprette naturvidenskabelige studieretninger og hyre et par ingeniører til at køre teknikfag. Vi skal ikke være en studieretning på Stx. Eksempler, hvor man i samarbejde med erhvervsskoler har fået lov til at udbyde Htx på en eksisterende et Stx-gymnasium, skræmmer. Eleverne må fx ofte køres til værkstedsfaciliteter, som man naturligvis ikke giver sig til at bygge på skolen, når man opretter en enkelt ’gymnasieretning’ som forsøg. Med en fælles gymnasieindgang risikerer man at udvande de stærke profiler, som netop er erhvervsgymnasiernes styrke.
Timingen hos Danske Gymnasier er forståelig, men fremstår en anelse kalkuleret, hvorfor erhvervsskolelederne også beskylder Danske Gymnasier for kassetænkning og institutionsimperialisme. Set fra en erhvervsgymnasielærers perspektiv virker det noget spøjst at opleve erhvervsskolelederne kaste med sten her, og jeg så hellere, at de to lederforeninger stod sammen om at løse uddannelsessektorens problemer i stedet at dæmonisere hinanden.

Danske Gymnasiers strategi og erhvervsskoleledernes reaktion udstiller måske mest af alt den konkurrencementalitet, som følger med selvejemodellen og taxameterstrukturen. Når Danske Gymnasier for eksempel skriver om ’samlæsning af fag og flere gymnasiale uddannelser på samme institution’ minder det unægteligt om argumenterne, som vi møder for fusioner på erhvervsskoleområdet, nemlig effektivisering og stordriftsfordele, og som jeg har svært ved at se gode belæg for.

I de seneste år har det virket som om, at Undervisningsministeriet ukritisk har godkendt stort set alle fusionsansøgninger og dermed har skabt kæmpe institutioner med alt for langt fra bund til top. Den bedste undervisning skabes i det nære: Ledelsen skal være til stede på skolen og kende medarbejderne. Læreren skal have et tæt og dagligt samarbejde med kollegerne. Eleverne skal have en relation til deres lærer, som rækker ud over, at han eller hun dropper ind til en enkelt time fra en arbejdsplads i den anden ende af byen. Med Danske Gymnasiers forslag kunne jeg frygte, at man blot skaber en ny variation af centrale administrative ledelser afkoblet den pædagogiske praksis. Vi behøver færre, ikke flere af den slags.
Når jeg alligevel er enig med Birgitte Vedersø i, at ”der er mere, der samler end skiller de gymnasiale uddannelser” har det (ud over de faglige niveauer og elevgruppen) noget at gøre med, hvordan specielt den øverste ledelse på vores område driver deres erhvervsgymnasier. På mit allerførste budgetmøde som TR betegnede vores økonomidirektør Htx som ’vores cash-cow’ og forstod oprigtigt ikke, hvorfor jeg fik kaffen galt i halsen. Nu, ca. otte år senere, har jeg stadig svært ved at forstå, hvorfor vi på afdelingen skal finde en millionbesparelse trods et fornuftigt elevoptag og en sund økonomi. Direktionen forklarer som så mange gange før, at der er tale om gynger og karruseller på skolen. De kan frit bruge taxameterkroner på tværs – uafhængigt af politiske intentioner med den enkelte uddannelse. År efter år viser GLs undersøgelser, at andelen af taxameterkroner, der rent faktisk går til undervisningen, er mindre på Htx end på Stx.

Det er min påstand, at erhvervsgymnasielærerne for langt de flestes vedkommende ville foretrække at være selvstændige enheder eller at være en del af et mindre ungdomsuddannelsesfællesskab i stedet. Det er ikke fordi, at vi er snobbede, mangler evne til ’sammenhængskraft’ eller ikke bryder os om vores kolleger på erhvervsskolernes øvrige uddannelser.
Fordelen ved at have ledelser og bestyrelser, der kun beskæftiger sig med ungdomsuddannelser, kunne måske ganske enkelt være, at de i højere grad havde begreb om en gymnasievirkelighed og forstod at repræsentere vores interesser. Når Ole Heinager igen bruger sin taletid på at fremhæve erhvervsuddannelserne og forkaste almendannelsen som noget forældet og irrelevant for de unge, så er det meget karakteristisk for direktørlaget på erhvervsskolerne.
Jeg mener, at det giver mening at fritstille de tekniske og merkantile gymnasier, men under fair og ligestillede økonomiske vilkår for alle ungdomsuddannelser. Jeg mener ikke, at svaret er at skabe større skoler eller nye ’administrative fællesskaber’, fordi uddannelserne ikke er ordentligt finansierede.