Om tidsregistrering og honorering
På gymnasier landet over hersker lige nu stor uklarhed om relationen mellem lærernes arbejdstidsforbrug og honoreringen for samme arbejde. På nogle få skoler har man valgt at indgå akkordaftaler i mere eller mindre samme stil, som de tidligere centralt fastsatte akkorder, men på de fleste skoler er man – efter pres fra Moderniseringsstyrelsen – gået over til faktuel registrering af lærernes arbejdstid. Spørgsmålet melder sig derfor nu – eller i hvert fald ved normperiodens afslutning – hvordan vil skolerne honorere lærernes faktuelt registrerede arbejdstid? I overenskomsten står der, at merarbejde kan honoreres ”efter godkendelse af ledelsen”, men hvad ligger der i denne godkendelsesprocedure? Her må vi som lærere stå fast på, at skolerne ikke må slippe afsted med kun at honorere en lærer for 1924 timer om året, hvis læreren har registreret 100, 200 eller 300 timer flere – eller blot en enkelt time mere!
Tidsregistrering er jo ikke noget nyt – det har vi hele tiden haft, blot med den forskel, at langt de fleste arbejdsopgaver hidtil er blevet registreret efter en på forhånd aftalt akkord og kun få opgaver efter forbrugt tid. Men når skoleledelserne – eller Moderniseringsstyrelsen – nu ønsker, at alle opgaver løses med registrering af faktuel forbrugt tid, så må skolerne naturligvis også honorere herefter. Ellers vil det svare til at sende sin bil til service, og når regningen så kommer, og den lyder på 8 timers arbejdsløn, så siger man til værkstedet, at "man altså kun mener, at arbejdet er 6 timers løn værd, så det er hvad man vil betale!" Det tror jeg, ingen vil slippe godt fra! Den eneste måde at gardere sig mod uforudset store regninger for værkstedsservice – eller undervisningsydelser – på, er ved at indgå fastprisaftaler – altså akkorder – som hvad undervisning angår, ikke nødvendigvis behøver at være de samme for alle. F.eks. er tanken om differentieret forberedelsesfaktor for forskellige former for undervisning og for forskellige lærere absolut ikke uspiselige for mig som gammel TR.
Hvis I ude på skolerne oplever, at ledelsen ikke vil honorere den registrerede arbejdstid, skal jeg således opfordre til, at ALLE SAGER indbringes for en voldgift via GL og øvrige organisationer. Også sager der kun rummer ganske få overtimer. Skoleledelserne og Moderniseringsstyrelsen skal ikke slippe godt fra at snyde på vægten!
Frits Edslev, lektor, HTX Vibenhus
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode