OK18: Fællesskab og tillid er vores modsvar

Fællesskab og tillid mellem de offentlige ansatte har spillet en central rolle i OK18-forløbet. Et fællesskab som er kommet til udtryk gennem solidaritetspagten også kaldt “musketereden”. Fællesskabet har vist sig så stærkt, at det formentlig har kunnet genoprette en bedre magtbalance mellem de forhandlende parter – en magtbalance, som ved de seneste overenskomstrunder har været skæv i arbejdsgivers favør, og har fået flere til at erklære den danske model for død.

Fagbevægelsens fællesskabet har pustet liv i den danske model og med justeringer frem mod OK21, kan vi forhåbentlig igen bringe det danske forhandlingssystem i balance og få et mindre konfliktfyldt arbejdsmarked, som det kendes fra de andre nordiske lande, hvor antallet af “konfliktdage” er væsentligt lavere end i Danmark.

Fællesskabet er opstået i frustration
Akademikerne herunder GL indgik i solidaritetspagten som en kulmination på en periode med stadig stigende frustration over den manglende respekt for offentlige ansatte og deres rettigheder fra statens forhandlere (Moderniseringsstyrelsen).
I slutningen af 2016 var stemningen så anspændt, at fagforeningerne opsagde tre partsprojekter, som man havde indgået ved sidste overenskomst. Det var kulminationen af en udvikling, hvor modparten uden om OK-forhandlingerne havde sløjfet tre fridage for statslige ansatte, og dermed lagt en ny stil, hvor arbejdsgiver henter store besparelser og rettigheder hjem uden om forhandlingssystemet.

Hertil kommer de offentlige ansattes frustrationen over massive nedskæringer i store dele af den offentlige sektor, mens forventninger til kvalitet og serviceniveau blot stiger.
Længere tids frustrationer har ført til behovet og grundlaget for en alliance i fagbevægelsen på tværs af faglige områder og på tværs af stat, regioner og kommuner.

Alliancen er båret af et fælles ønske om at bevare en velfungerende offentlig sektor med ordentlige arbejdsforhold og lønforhold.

Et overordnet mål som viser sig at have bred opbakning i befolkningen. Tak for det. Værdien af de offentlige ansattes arbejde er blevet synlig her under OK18-forhandlingerne – en stor og værdifuld sidegevinst til det langtrukne forhandlingsforløb.

OK18 er en reparationsoverenskomst
OK18 er blevet en “reparations-overenskomst”. Nu skal gamle uløste konflikter på tværs af organisationer løses en gang for alle. Sammenkædningen af forhandlingsområder har kompliceret forhandlingerne, men nødvendigheden af sammenkædningen skyldes ene og alene arbejdsgivers dominans ved de seneste overenskomstrunder, hvor b-siden har følt, at principperne i den danske model ikke er blevet efterlevet fra arbejdsgivernes side, mens man på arbejdstagerside har udvist mådehold med fx meget beskedne lønkrav under finanskrisen.

Modparten mener, at en sammenkædning af forhandlingerne som pressionsmiddel er urimelig, og at magtbalancen nu er tippet til fagbevægelsens favør.

Det er IKKE tilfældet, og om det ulige magtforhold faktisk er blevet udlignet, har vi stadig tilbage at se – forhandlinger jo ikke er afsluttet endnu. Lad os slå fast: Sammenkædningen af forhandlingerne er IKKE etableret for at besværliggøre forhandlingerne eller skabe konflikt, men for at få løst tidligere problemer fra OK13 og OK15 SAMT sætte en stopper for arbejdsgivernes fremturen mod de offentlig ansatte de senere år og deres disrespekt for aftalesystemet.

Konkret har det været meget vanskeligt at komme i reel dialog med vores modpart om de problemer, som opleves i den offentlige sektor. I stedet møder vi en arbejdsgiver, som fjernede kutymefridage uden forhandling og kompensation, en arbejdsgiver, som stiller krav om udbygning af individuel løn trods åbenlyse mangler i netop det lønsystem, en arbejdsgiver som vil indskrænke medarbejderindflydelsen blandt andet ved at forringe vilkårene for vores tillidsvalgte, en arbejdsgiver som udhuler lønniveauet samt en arbejdsgiver som ikke længere respekterer armslængdeprincippet ved at sammenblande sin rolle som forhandler og lovgiver.
 
Vores overordnede overenskomstkrav er bestemt IKKE særligt vidtrækkende eller offensive. De skal nærmere ses som et forsvar for de rettigheder og forhandlingsaftaler, som tidligere blev betragtet som selvfølgeligheder.

Herunder en kort gennemgang af kravene, så man ved selvsyn kan afgøre rimeligheden.

Lønudvikling – de offentlige ansatte skal som de privatansatte have del i det økonomiske opsving
Arbejdstagerorganisationerne skal som en ansvarlig part udvise samfundssind, derfor stillede vi ganske beskedne lønkrav under finanskrisen. Økonomien er nu igen i vækst, og derfor skal de offentlige ansatte, som de privatansatte, have del i det økonomiske opsving. Det offentlige arbejdsmarked skal ikke være et sekunda-arbejdsmarked.

Betalt frokostpause – eller mere præcist: Ret til at spise sin mad i arbejdstiden
Vores krav vedr. den betalte frokostpause er egentlig ikke et reelt krav, men et behov for en præcisering af vores ret til at spise mad i arbejdstiden (gældende siden 1921).

Moderniseringsstyrelsen har i perioden efter OK15 skabt tvivl om denne ret ved at mene, at en lokal offentlig arbejdsgiver kan pålægge de ansatte at arbejde 2,5 time pr. uge ekstra svarende til 7,25% af lønsummen UDEN forhandling. Som følge af dette angreb har vi rejst det meget defensive krav om, at den allerede eksisterende ret skal fremgå af selve overenskomstteksten.

Bemærk i øvrigt at retten til at spise sin mad i arbejdstiden IKKE er betalt af arbejdsgiver, men betalt af overenskomstmidler ved tidligere forhandlinger. Kort sagt det lavere generelle lønniveau i det offentlige kompenseres til dels med retten til at spise sin mad i arbejdstiden.

Overenskomstdækning af lærerområde – fjernelse af lov 409
Kravet om, at lov 409 (på lærerområdet) skal erstattes af en overenskomst, kan vel betragtes som et defensivt krav, når både arbejdsgiver og arbejdstagerorganisationer har travlt med at bryste sig af deres opbakning til den danske model. Selvfølgelig skal lærerområdet også reguleres gennem en aftale mellem to parter som en naturlig konsekvens af den måde, vi har indrettet vores arbejdsmarked.

Vi håber fortsat, at det sammenhold, som nu opleves på tværs af organisationerne, vil bringe os frem til #EnLøsningForAlle.

Vi er dog klar til en konflikt, hvis det viser sig at være nødvendig i et forsvar for en fortsat velfungerende offentlig sektor med rimelige vilkår for de offentligt ansatte.