OK 21: Advarsel mod selvskadende adfærd!

“Two out of three ain’t bad” er titlen på en af Jim Steinmans episke rockklassikere. ”Tre ud af fire er ikke dårligt”, kunne en omskrivning af sangtitlen rettet mod GL’s OK 21-forhandlingsresultat lyde – det kommer jeg tilbage til senere.

Mit ærinde i nærværende indlæg er at inddrage et lidt mere overordnet perspektiv på det resultat, vi alle skal til at forholde os til i forbindelse med en debat, der som bekendt munder ud i en GL-urafstemning.

Rettighedstabet efter OK 13 har martret GL gennem næsten 10 år. Indtil 2013 nød underviserområdet en unik status med mere eller mindre overenskomstfastsatte rammer for, hvordan arbejdstiden skulle anvendes. Mantraet for den daværende centrum-venstre regering var, at det er ledelsen, der leder og fordeler arbejdet – ikke en overenskomst. En pointe vi I GL af mange gode grunde kan være uenige i som formålstjenlige på lige netop vores område, men som set i en generel arbejdsmarkdskontekst er en meget vanskelig antastbar pointe. Vores venner i LC tog som bekendt syv hårdt plagede år for at ende med en aftale, der rummer det, man kan kalde hårde-bløde rettigheder – rettigheder der mest af alt handler om processikring i forhold til lokal udmøntning af arbejdstid.

Som medlem af GL’s overenskomstudvalg har det været tydeligt for mig, at GL ved OK 21 muligvis endelig kunne få et enestående vindue til en delvis revanche for den urimelige behandling, vi blev udsat for i 2013.

Arbejdsbetingelserne på det gymnasiale område har i lighed med stort set alle dele af den offentlige sektor oplevet en konstant stigende arbejdsintensivering. Her er en overenskomstbaseret norm for tidsanvendelsen i forbindelse med arbejdsopgaver naturligvis noget, som alle kunne ønske sig. Netop læreraftalen har vist, at centralt fastsatte akkorder ikke har nogen vej ved overenskomstforhandlinger. Det betyder ikke, at LC eller GL skal opgive en politisk kamp for at få overbevist daglige såvel som politiske arbejdsgivere om det ønskelige ved ordentlige, nationale rammer for arbejdstiden, der måske på et senere tidspunkt på den måde kan komme tilbage til overenskomstbordet – i øvrigt en kamp som handler om de negative aspekter ved uhæmmet markedsbaseret junglelov for skoledrift.

For mig har indflyvningskravene for GL til OK 21 været 4 hovedbestanddele:

  1. Retten til transparent dialog for den enkelte lærer i forbindelse med planlægning af et underviserår - med krav om kvartalsvis opgørelse af tiden;
  2. En overenskomstfastsat rolle for TR i forbindelse med tidsopgørelsen;
  3. Overenskomstmæssig eksplicitering af lokalaftaler som blåstemplet alternativ til tidsregistrering;
  4. Overenskomstmæssig eksplicitering af forberedelse som en størrelse, der skal prioriteres og planlægges.

Ser vi på det foreliggende resultat, er det faktisk lykkedes at komme igennem med punkterne 1-3. Den kvartalsvise opgørelse er ganske vist fortsat i forhold til opgørelse af merarbejde underlagt et endeligt skøn ved udgangen af året. En overenskomstsikret løbende opgørelse må dog alt andet lige forpligte en blot nogenlunde hæderlig leder. Med hensyn til det manglende punkt 4, er der helt sikkert tale om et meget vigtigt manglende aspekt, dog er det værd at hæfte sig ved aftalens formulering om, at der skal være sammenhæng mellem opgaver tid. 3 ud af 4 er ikke dårligt!

Skal vi så ikke blot sige nej, fordi vi ikke får ”rigtige” akkordbaserede rettigheder med OK 21? Selvfølgelig tale, som alle kan forstå, og som alle kan ønske sig. Som tidligere nævnt er det blot en fuldkommen kortslutning at forestille sig, at noget sådant kan landes på et overenskomstbord. En overodnet politisk kamp for at sikre mere hensigtsmæssige rammebetingelser med nationale standarder skal netop kæmpes side om side med et overenskomstspor, hvor GL gør sin indflydelse bedst muligt gældende til fordel for medlemmerne – og ja: der er skoler, hvor aftalens rettigheder allerede er virkelighed, og ja: der er skoler, hvor de økonomiske og ledelsesmæssige forudsætninger er så ringe, at aftalen ikke på nogen måde er et quickfix, men den er faktisk et meget vigtigt skridt i retning af ”hårde-bløde” proceskrav, der sikrer et vigtigt tilbagefald for det lokale arbejde med rammer for arbejdsplanlægning. Den foreliggende aftale er resultatet af et stort arbejde fra GL’s side for at holde et fælles AC underviserfællesskab i sporet. De, der stemmer nej, må stille sig selv spørgsmålet, om vi skal arbejde på at løsrive os fra AC, eller i det mindste ændring af strategi i retning af overenskomstmæssig enegang med klausulerede krav og skridt til konflikt, hvilket umiddelbar kun kan lade sig gøre for den rene GL-overenskomsts vedkommende. Det er ganske simpelt ikke holdbart at spænde et AC for vores krav, for så bagefter at undsige med et nej, når vi rent faktisk opnår et betydeligt resultat ved hjælp af forhandlingsfællesskabet. Et samlet nej ville indebære en risiko for, at vi aldrig kommer i nærheden af et lignende resultat. At sige nej til et sådant resultat må betegnes som foreningsmæssig selvskadende adfærd!

Poul Dalgaard Jensen

TR, Vestfyns Gymnasium og medlem af GL's Overenskomstudvalg