Nej tak til flere megainstitutioner

Epx er en realitet. Men hvilke skoler skal udbyde epx og under hvilke rammer? Hundeslagsmålet er gået i gang (bl.a. har vil allerede været vidner til opkøb af hjemmeside-domæner og matrikler).

Politikerne har fremlagt en ret åben epx-rammeaftale, som giver en retning for et nyt ungdomsuddannelseslandskab, men detaljerne skal forhandles i den kommende tid, og her er det vigtigt, at vi påvirker indholdet mest muligt.

Et af de første store områder, der vil komme på den politiske dagsorden lige om lidt, er institutionsudbud og fremtidens institutionslandskab. Selvom det tema let kan lyde fjernt fra lærerhverdagen, bliver det måske det vigtigste delelement i hele aftalen.

I aftaleteksten er der vedhæftet et danmarkskort, som giver en klar indikation af, at politikerne ønsker, at epx skal være et landsdækkende uddannelsestilbud. Det er positivt, at såvel GL som lokale kræfter i landområderne har formået at lægge pres på politikerne, så fremtidens vigende demografi for særligt unge mennesker og særligt i landdistrikterne forhåbentlig ikke kommer til at resultere i et større antal skolelukninger. Det er imidlertid stadig ikke klart, hvordan disse lokale epx-udbud skal etableres og konkret af hvem.

I aftaleteksten står følgende (hovedteksten og bilag 2):

De nuværende institutionslove for statsfinansierede selvejende institutioner på ungdoms- og voksenuddannelsesområdet ophæves og samles i én ny fælles institutionslov inden for den offentlige forvaltning. (…)

Partierne er enige om, at aftalen ikke rummer stillingtagen til konkret placering af kommende epx-udbud. Aftalepartierne skal efter aftalen drøfte kriterierne for udbudsplacering. Den konkrete placering af udbud på ungdoms- og voksenuddannelsesområdet fastlægges af børne- og undervisningsministeren efter disse kriterier.

Der er med andre ord lagt op til, at de skoler, vi kender, ikke nødvendigvis kommer til at bestå i fremtiden. Der skal være én samlende institutionslovgivning, så alle ungdomsuddannelser styres efter samme lov, og ikke som det er i dag, hvor der skelnes mellem de ”gamle” gymnasier (latinskoler) i den almengymnasiale sektor og de historiske ”købmands- og håndværksskoler” i den erhvervsgymnasiale sektor.

I de senere år har vi set en lang række fusioner, hvor mindre uddannelsesudbud er blevet overtaget af store skoleudbydere med mange skoleformer i samme institution. Ideen har været, at det har været en fordel for de unge at have mange uddannelser samlet under samme tag, og samtidig har der hersket en slags nødvendighedens lov, hvor skoler med et vigende elevtal og svigtende økonomi har set sig nødsaget til at kaste håndklædet i ringen. Nogle har også argumenteret for stordriftsfordele (men dokumentationen herfor har imidlertid ikke været entydig).

Dette billede vil efter al sandsynlighed blive forstærket i den kommende tid. Rigtigt mange små institutioner kan have svært ved umiddelbart og uden en økonomisk håndsretning at etablere de optimale rammer for at kunne udbyde epx.

Uden konkret politisk styring og finansiering er det derfor meget let at forestille sig, at man i udformningen af fremtidens institutionslandskab vil lade økonomien tale og give udbuddet til dem, der allerede råder over eller som har musklerne til at etablere de rette rammer for epx – og det vil med stor sandsynlighed være de institutioner, der i forvejen er store. Jeg forestiller mig med andre ord, at medmindre politikerne har modet til at holde hånden under den lokale institution vil megainstitutioner med udgangspunkt i de store byer udbrede deres ”fangarme” udover landområderne (og byer for den sags skyld) og etablere en filialstruktur, hvor den lokale skole dør.

I GL bør vi kæmpe for, at det bliver den lokale institution med historie og rødder i lokalområdet (og her tænker jeg ikke på de ultra-brede definitioner som fx ”Nordjylland” eller ”Vestsjælland”), der bliver prioriteret, når det nye uddannelseslandskab skal etableres. Jeg kan ikke fremlægge forskningsmæssig dokumentation for, at mindre skoler er bedre end megainstitutionerne med mange uddannelser og filialer under sig, men det mener jeg heller ikke, at jeg skal. Jeg har i min tid i fagforeningspolitik set rigeligt med eksempler på, hvordan de bureaukratiske strukturer overtager, når institutionerne bliver for store, hvordan der bliver uendeligt langt for den enkelte medarbejder til en ledelsesperson, som rent faktisk har reel indflydelse og handlekompetence, og jeg har set alt for mange eksempler på, hvordan økonomien i megainstitutionerne bliver uigennemskuelig og umulig at argumentere imod, hvorfor det bliver meget svært at tage demokratiske beslutninger, hvor medarbejdere og elever inddrages i en ægte proces om prioritering og behov. Vi har også set eksempler på, at det kan være vanskeligt som elev at opleve nærhed og tilknytning, når skolen bliver for stor. Sidst men ikke mindst er det tydeligt, at medarbejderne har sværere ved at få udmøntet lokalløn på megainstitutioner, og dermed generelt er dårligere lønnet end deres kolleger.

Selvfølgelig vil der komme sammenlægninger og fusioner i fremtiden, men vi må ikke acceptere en præmis om, at fusioner og megainstitutioner er en nødvendighed for at kunne skabe epx.

Vi skal med andre ord i GL prioritere den kommende forhandling om fremtidens institutionslandskab højt og gøre alt, hvad vi kan for bl.a. at sikre:

• At Danmark stadig i fremtiden består af mange mindre lokale gymnasieskoler med en lokal ledelse og en lokal forankring.
• At man konkret ser på det lokale uddannelsesmiljø og med udgangspunkt i input fra de lokale aktører, træffer det mest hensigtsmæssige valg i forhold til udbud ud fra en pædagogisk og didaktisk betragtning og ikke udelukkende en økonomisk rationel tankegang.
• At man får muligheden for at udbyde en ”almen” eller ”bred” epx, så mindre institutioner uden mange spor og speciallinjer også har en reel chance for at udbyde epx.

Nok er rammeaftalen for epx vedtaget på Christiansborg, men arbejdet med at påvirke den konkrete udformning af epx er kun lige gået i gang.