Når skoledrab pludselig rykker tættere på…

Hver gang jeg læser om et nyt skoleskyderi eller andre former for drab på skoler, får jeg ondt i maven. Inderst inde ved jeg godt, at sandsynligheden for, at det kommer til at ske på netop det gymnasium, jeg arbejder på, er lille, men omvendt føles det meget tæt på, når det sker i Tyskland eller som fornylig i Sverige. Våbnet her var dog ikke et gevær, men en hammer, kniv og en økse. Årsag: Gerningsmanden hadede to af sine lærere.

Ingen af de øvrige lærere eller elever i Malmö havde umiddelbart bemærket, at denne elev havde et særligt had til sine lærere. Det eneste, der var blevet bemærket, var en ”anderledes” opførsel i dagene op til drabene, hvor gerningsmanden flere gange havde stillet spørgsmål vedr. selvforsvar samt skolens overvågningssystemer. Netop den ”anderledes” opførsel er nok værd at holde sig for øje som underviser, men når det er sagt, kan det være svært at reagere på en mistanke, da personen indtil drabene fx ikke havde gjort noget galt, udover at virke lidt for spørgelysten inden for nogle atypiske områder. Mistænkeligt ja – men der er stadig langt fra tanke til handling. Personen ville dermed ikke kunne blive bortvist på den baggrund, og spørgsmålet er også, om personen ikke blot ville vende tilbage til skolen med et endnu større had, hvis dette var sket, og måske derved havde skadet endnu flere personer? Hvis et had har vokset sig stort over længere tid, tvivler jeg kort sagt på, at det kunne være stoppet af enten lærerne eller ledelsen, men konsekvenserne kunne måske være blevet mindre, hvis der havde været en samtale med eleven på baggrund af mistanken.

Jeg er klar over, at når man som os arbejder med mennesker, vil der altid være en risiko for utilregnelighed, både i større og mindre grad. Da jeg fx selv var gymnasieelev for mange år siden, dukkede der pludselig en tidligere klassekammerat op i vores historietime. Personen gik tæt på vores lærer med sine hænder skjult på ryggen, alt i mens at han mumlede en masse ting. Klassen kunne godt se, at eleven havde medbragt en glasflaske. men ingen sagde noget. Vi kendte jo personen, og vi så ikke nogen fare i ham. Derved virkede hans opførsel mest af alt malplaceret – som om eleven var fuld og ikke ænsede, at der var undervisning.  Midt i det hele hev eleven dog glasflasken frem fra ryggen og forsøgte gentagne gange at slå ud efter læreren. Afværgende satte læreren sine hænder op foran ansigtet og prøvede at komme væk fra eleven, hvilket viste sig at være svært, da klasserummet var småt, og døren var placeret bag eleven. Læreren var således trængt op i en krog. Heldigvis greb flere af drengene fra min klasse ind. Hermed fik de overmandet eleven, således at der ikke skete større skade end det chok, vi alle sad tilbage med. Faktum er, at situationen nemt kunne være eskaleret, hvis drengene ikke havde haft mod på at stoppe ham. Men en ting er en glasflaske – en anden er et dissideret våben. Ærligt talt blev jeg nærmest paralyseret i situationen og vidste ikke, hvordan jeg bedst muligt skulle handle – og sådan er det ofte: Først i de reelle situationer finder vi ud af, hvordan vi reagerer. Vi kan forberede os nok så meget på det, men i situationerne spiller følelserne en stor rolle. Vi kan blive vrede og gå til modangreb, eller vi kan blive bange og passive.

Som i ovennævnte situation er det på flere skoler og gymnasier begrænset med flugt- og barrikaderingsmuligheder. Der er selvfølgelig altid borde og stole, der kan bruges, men det helt store problem er, at flere skoler har glasvægge og/eller glasdøre samt små klasselokaler, således en gerningsmand ret hurtigt kan se, hvor folk befinder sig. Æstetisk ser det flot ud, men der er ingen tvivl om, at det i høj grad har forringet sikkerhedsniveauet for både elever og lærere, hvis der skulle ske et angreb.

Heldigvis er det stadig sjældent, at elever går så vidt til værks, og vi skal huske på, at angreb med våben lige så vel kan ske andre steder – i supermarkeder eller på gaden. Risikoen er dog til stede, og til tider bliver vi mindet om den, som da to lærere mistede livet på tragisk vis på et gymnasium i Malmö.