Når franskelever faktisk taler fransk

”Bonjour, je m’appelle Mathias, j’ai passé l’année dernière en France dans un lycée français” (Hej, jeg hedder Mathias, jeg har tilbragt det seneste år i Frankrig på et fransk gymnasium).
Sådan præsenterede en af mine begynderelever sig, da jeg for godt to år siden hilste på mit 3.g franskhold for første gang. Jeg smilede stort og imødekommende til Mathias, der virkede rigtig sød, mens et lille ”merde” klingede for mit indre øre. For det er ikke helt uproblematisk at have elever på et begyndersprogshold, der allerede mestrer sproget. Jeg har prøvet det en del gange efterhånden. Elever med fransktalende forældre, elever opvokset i Frankrig, Bruxelles eller et tredje fransktalende område eller elever, der som Mathias har tilbragt et år efter grundskolen på et fransk gymnasium.  

Tidligere har det stresset mig lidt. For kan man overhovedet slå til som sprogunderviser over for sådan en elev? Kan man sproget godt nok til ikke at havne i småpinlige situationer, hvor man får udstillet sine mangler? Kan man udfordre en elev, der taler sproget flydende, på tilfredsstillende vis, samtidig med at man sørger for de øvrige 20-25 sprogelevers (til tider lidt for langsomme) progression?  

Jeg ved, at jeg fagligt er klædt godt på til at undervise i fransk – på både begynder- og fortsætterniveau. Jeg har styr på grammatikken, og jeg kan tale og forstå sproget. Sådan skulle det jo selvfølgelig også gerne være... Men fransk er ikke mit modersmål, og i et almindeligt arbejds- og familieliv ER det en udfordring at holde sit franske ordentligt ved lige. Jeg omgås ikke franskmænd i min hverdag. Min familie vil også gerne se andre dele af verden end Frankrig, så selv om jeg hjertens gerne rejste til Frankrig hele tiden og i hvert fald i alle mine sommerferier, så er det bare ikke sådan klaveret spiller. Og selv om jeg virkelig forsøger løbende at få læst fransk litteratur, så må jeg også bare i forhold til det erkende, at tiden er knap, og at jeg indimellem har svært nok ved overhovedet at følge med i, hvad der rører sig på den hjemlige litterære scene.  

Med andre ord har jeg desværre ofte en fornemmelse af, at mit franske sprog visner lidt hver dag – eller i hvert fald ikke udvikles så meget, som jeg godt kunne tænke mig. Jeg tænker ikke, at det er en følelse, jeg som fremmedsprogsunderviser står helt alene med.  

Og når der så sidder en elev på ens sproghold, som taler sproget mere eller mindre flydende, så kan man altså godt komme til at føle sig lidt utilstrækkelig. Sådan har det i hver fald været for mig tidligere.  

Men på en eller anden måde er det vendt de seneste par år. Jeg er landet i en erkendelse af, at jeg faktisk godt kan det, man kan forvente af mig som fransklærer, og at det er ok, at jeg ikke ligefrem er et omvandrende franskorakel eller en levende ordbog. Og med den erkendelse er det blevet en positiv oplevelse at have Mathias på mit franskhold. Jeg har de seneste to år valgt at se ham som en kæmpe ressource frem for en udfordring. Jeg bruger ham til oplæsning, når jeg synes, at resten af holdet trænger til at høre noget andet end mig (Mathias har en skøn fransk udtale, og det virker ret motiverende for de andre at høre, hvor fransk man kan nå at lyde på et år). Jeg bruger ham i små samtaler med mig, som de andre skal lytte til og oversætte. Jeg bruger ham som hjælpelærer ved gruppearbejde. Jeg bruger ham, når jeg indimellem kommer i tvivl om, hvordan man siger bestemte formuleringer og vendinger på fransk – for han har altså det hverdagslige, ungdommelige sprog mere på rygraden jeg selv. Omvendt ved jeg også, at jeg kan lære Mathias en masse, for indimellem kommer hans intuitive tilgang til det franske sprog til kort, og han får brug for at få udvidet sin grammatiske viden eller få en grammatisk forklaring på, hvorfor den sætning, han netop har lavet, faktisk er rigtig eller måske ikke er rigtig.  

Og i virkeligheden gælder det jo ikke kun i sprogundervisningen, at vi som undervisere skal turde vise, at vi ikke er eksperter i alt, at der er huller i vores viden, at vi også kan være usikre og have brug for hjælp. Det gælder inden for alle fag. Måske særligt i disse år, hvor vi får flere og flere elever, der er angste for at fejle eller ikke at slå til. Hvis vi indimellem tør vise vores usikkerhed, så kan vi måske også lære vores elever, at usikkerhed er ok. At det er ok, at de ikke er perfekte. At de ikke hele tiden behøver at fokusere på at præstere. At man for at kunne lære nyt også indimellem bliver nødt til at erkende og vise frem, hvad man ikke mestrer (endnu). Det, synes jeg, ville være en fin måde at kæmpe imod perfekthedskulturen i vores præstationssamfund på.