Med hånden på både hjerte og pengepung
Hvis vi ikke gør noget nu, får en meget lille gruppe medlemmer i vores pensionskasse på tirsdag held til at indføre en misforstået og irrationel miljøpolitisk dagsorden, som kan ramme vores pengepung hårdt. Vær med til at forhindre det – læs med her!
Jeg er et engageret menneske. Jeg er engageret i mit lokalsamfund, i min fagforening og i min pensionskasse. Dette handler om sidstnævnte. Pensionskassen modtager cirka hver femte krone af min løn hver eneste måned. Det har jeg hidtil ikke haft noget problem med, for mit medlemskab har bygget på solidaritet, tillid og fælles interesser. Men noget er forandret.
Vi er som gymnasielærere tvangsgift med MP Pension eller Magistrenes Pensionskasse, som den ofte kaldes. Det er en såkaldt obligatorisk arbejdsmarkedspension, som alle medlemmer ejer i fællesskab.
Pensionskassen sikrer os en god invalidepension, hvis vi bliver syge undervejs i vores arbejdsliv, og pensionskassen sikrer os økonomisk, når vi bliver gamle. Vi får pension, så længe vi lever – uanset hvor længe det er. Til gengæld accepterer vi, at vores penge går til fællesskabet, hvis vi skulle herfra i utide. Ingen problemer: Hånden er på både hjertet og pengepungen.
Pensionskassen sikrer også, at vores penge bliver tjent på en ordentlig måde uden at drive rovdrift på hverken mennesker eller miljø. De sidste snart ti år eller deromkring har pensionskassen haft top 3 afkast i branchen, og den er gået forrest, når det har handlet om ansvarlige investeringer og aktivt ejerskab. Hvert år udgiver pensionskassen en rapport om ansvarlige investeringer, og i år har MP som den første pensionskasse i DK udgivet en klimarapport, som dokumenterer de klimavenlige investeringer. Ingen problemer: Hånden er på både hjertet og pengepungen …
… eller det har den i hvert fald været indtil nu. Men noget er forandret. Nu er min grænse for solidaritet og fællesskab overskredet, og det sker kun, når nogen plejer egne særinteresser frem for fællesskabets.
Hele miseren handler om forslag, der skal stemmes om på pensionskassens generalforsamling på tirsdag (25.4.). Cirka 200 medlemmer – eller under 2 promille af pensionskassen medlemmer – er medunderskrivere af disse forslag, og et par hundrede vil møde op med fuldmagter. De har flertal, hvis vi ikke gør noget for at forhindre det. Dermed kommer de til at afgøre vores økonomiske fremtid, selv om pensionskassens samlede bestyrelse, herunder Egon Kristensen, Ingrid Stage og Per Clausen, anbefaler at stemme NEJ til forslagene.
Konsekvensen bliver for eksempel, at pensionskassen kommer til at sælge sine aktier i Mærsk, fordi de arbejder med olie og gas. Det er korrekt, at Mærsk tjener penge på olie og gas, men de investerer også i bæredygtige alternativer. Samtidig har den danske stat netop indgået en stor aftale med Mærsk. Og sidst men ikke mindst er verden fortsat dybt afhængig af olie og gas til for eksempel asfalt, plastik, køkkenborde, tøj, sko, transport og selvfølgelig opvarmning. Så er det uansvarligt at investere vores pensionspenge i Mærsk? Nej, vel. Og det er bare ét eksempel.
Det er symbolpolitik og misforstået idealisme for andre folks penge. Det er hånden på hjertet – ikke på pengepungen. Når det handler om vores pensioner, bør der være noget både til hjertet og til pengepungen. HUSK, at de, der stemmer, bestemmer.
Sådan gør du på to minutter
- Find NemID frem
- Klik ind på https://www.vponline.dk/ip/ctrl/portal/Frontpage.do…
- Klik på ”Log på” og log på med NemID
- Du skal eventuelt taste dit Cpr-nr. to gange for at verificere din identitet
- Klik på ”Fuldmagt” i venstre menu
- Du kan nu vælge tre typer af fuldmagter: Fuldmagt til bestyrelsen, fuldmagt til tredjemand og instruktionsfuldmagt.
Fuldmagt til bestyrelsen er det hurtigste og nemmeste – det giver bestyrelsen ret til at stemme på dine vegne. Personligt ville jeg i dette tilfælde gerne give bestyrelsen min fuldmagt, hvis jeg var forhindret i at deltage. Fuldmagt til tredjemand kan du give til en navngiven person, som så kan stemme på dine vegne. Med en instruktionsfuldmagt forholder du dig til, hvordan du vil stemme på hvert eneste forslag og giver så bestyrelsen eller en navngiven person ret til at stemme på dine vegne.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode