Manglende censorer i engelsk er et wake-up call til os alle

Efter nyheden om, at STUK nu endeligt har besluttet at åbne for eksterne censorer i skriftlig engelsk til sommerens eksaminer, kan jeg ikke lade være med at blive bekymret.

Læs: Ministeriet åbner for eksterne censorer: GL frygter for kvaliteten

Jeg bliver bekymret for de elever, som skal have deres eksamensopgaver bedømt af censorer, som måske ikke er helt skarpe på fagets krav eller går op i det vigtige motto, at der er tale om en ”helhedsbedømmelse” og begrebet ”kill your darlings” i censorarbejdet.

Dernæst bliver jeg på et personligt plan bekymret for mine dygtige fagkollegers ve og vel rundt omkring i Danmark, når de ikke længere har overskuddet til at melde sig til dette vigtige arbejde, som den skriftlige censur jo er. Det vidner om, hvor pressede vi føler os i det daglige arbejde, når der ikke længere er plads og energi til denne vigtige opgave ved siden af. I sidste ende rammer det vores chance for at få skabt den nationale standard, som STUK så gerne vil have, at vi har i fagene, og som er så vigtig for eleverne for at skabe den ensartede bedømmelse.

Det hele gør, at jeg bliver bekymret for fremtiden over, hvor den skriftlige censur ender…

Vi har set, hvordan den vigtige censur på SRP og SOP nu er blevet en helt almindelig arbejdsopgave oven i alle de øvrige, vi skal løse i løbet af året. Mange HTX-skoler har tilmed valgt at lægge SOP-eksamen på vinterterminen, hvor vi samtidig lige har almindelig undervisning i vores andre klasser, og er man som lærer virkelig heldig, ja så har man også EUX-vintereksaminer oveni enten som censor eller eksaminator. Det er bestemt ikke gode rammer at afvikle den vigtige SOP-eksamen på – hverken som eksaminator eller censor. De heldigste har tilmed eksamen om morgenen og så almindelig undervisning om eftermiddagen eller vice versa.

Mht. den skriftlige censur af eksamensopgaver, SOP og SRP har jeg altid ment, at de bør varetages af de af os, som har lysten og overskuddet til at forholde sig til opgaver skrevet af elever på andre gymnasier, så vi kan sikre den bedst mulige bedømmelse. Om vi og vores ledelser vil anerkende det eller ej, er SOP/ SRP censorarbejdet en ”ekstra” arbejdsopgave oven i vores daglige arbejde, hvor mange i forvejen har travlt og egentlig helst ville være fri for det. Jeg skriver ”ekstra” opgave, fordi vi jo ikke kompenseres fuldt ud for den tid, som vi bruger på denne censoropgave. Der er ikke noget at sige til, at nogle SRP’er og SOP’er først bliver diskuteret dagen før selve den mundtlige prøve – simpelthen fordi de ikke har førsteprioritet ift. vores øvrige arbejde. Ja, selv eksaminatorerne har svært ved at finde tid til forcensuren på SOP/ SRP. De bliver med andre ord ”blot endnu en opgave, som lige skal klares, og vi gør det kun som censorer, fordi vi skal – ikke så meget af lyst.”

Det må givetvis betyde, at eleven stilles dårligere ift. bedømmelsen af sin SOP eller SRP, når både eksaminator og censor er pressede, og opgaven med at eksaminere blot er endnu en i mængden af så mange andre opgaver.

Bevares… Heldigvis er der stadig en stor faglig stolthed til stede hos lærerene, der nægter at lade systemet og vores dårligere arbejdsvilkår gå ud over eleverne, men alligevel… Det kan ikke fortsætte. For mange flyder arbejdstid og fritid allerede sammen.

Jeg kan ikke lade være med at tænke den grufulde dommedagstanke, at STUK med indførelsen af eksterne skriftlige censorer i engelsk nu har åbnet for en legitim diskussion, om man ikke bør ændre den skriftlige censoropgave, så det bliver fast arbejdsopgave på linie med SOP og SRP? Begrundelsen for diskussionen er jo ligetil – ikke nok engelsklærere melder sig frivilligt til den skriftlige censur, og problemet blot bliver større og større for hvert år og tendensen ses også i de andre fag med skriftlig eksamen…

En virkelig skræmmende tanke, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg kan lige forestille mig, hvad der vil ske, når en i forvejen presset kollega sættes til at votere 200 skriftlige eksamensopgaver oven i mundtlige eksaminer med egne elever, og som så for øvrigt også lige skal ud som mundtlig censor et par gange eller tre i løbet af juni måned.

Vi må simpelthen ikke lade den skriftlige censur blive en fast, obligatorisk arbejdsopgave… Den skriftlige censur er en af hjørnestenene og beviset på, at vores elever i gymnasiet altid modtager en objektiv og retfærdig bedømmelse af deres eksamensarbejde. Det skal vi værne om, så de skriftlige eksaminer ikke lider den samme grumme skæbne som SOP’en og SRP’en.