Lektielæsning målt i tid ikke i sider

For tiden diskuterer vi på mit gymnasium, hvor meget tid vi egentlig kan forvente, at vores elever bruger på deres lektier. Det er vi hos os ikke helt enige om, og det, kunne jeg egentlig forestille mig, også var billedet på mange andre skoler. Selv oplever jeg, at det med at give lektier for er noget, der fylder mere og mere i forbindelse med min forberedelse. Hvor mange lektier skal eleverne have for? Skal de have lektier for til hver gang? Hvad stiller jeg op, hvis de ikke læser deres lektier? Skal jeg helt undlade at give dem lektier for, så vi kan undgå at lege den leg, der heder ’Jeg lader som om, at I har lavet lektier, og så lader I som om, at I tror, at jeg tror, at I har lavet lektier…’ – jeg gætter på, at det er en leg, de fleste gymnasielærere kan nikke genkendende til i et eller andet omfang… 

Jeg har prøvet alt muligt forskelligt for at undgå, at ovennævnte leg blev scenariet, men for at være helt ærlig, så fungerer det med lektielæsning bare meget sjældent helt optimalt. Det sker selvfølgelig engang imellem, at jeg har lektioner, hvor samtlige elever havde læst, men det er virkelig, virkelig sjældent. Og hvad gør man så?

På mit gymnasium går den føromtalte diskussion på, om man kan tillade sig centralt at sætte en ramme, der hedder, at man i de enkelte fag skal tilstræbe ikke at give mere end 20-25 minutters lektier for til den næste lektion. For vil det ikke være at bryde med den autonome lærerpraksis? Jo, det vil det nok. Men det bekymrer mig egentlig ikke så meget. Selvfølgelig skal der være plads til, at man engang imellem giver en større lektie for. Men helt grundlæggende synes jeg faktisk, at det er rigtig sundt for os at blive tvunget til lige at stoppe op og tænke over vores egen praksis i forhold til det at give lektier for.

Vi har det vel alle sådan, at lige præcis vores fag er super vigtigt. Derfor kræver lige præcis vores fag lidt ekstra lektielæsning, er det nærliggende at tænke. Lad os imidlertid lige prøve at træde lidt væk fra os selv og vores eget fag. Lad os prøve at se lektielæsningen fra elevernes perspektiv. Lad os prøve at lave et lille regnestykke. Hos os varer en typisk skoledag fra kl. 8 til kl. 15. Der er selvfølgelig dage, hvor elevernes har tidligere fri, møder senere eller har en mellemblok. Det ændrer dog ikke ved, at de fleste dage varer syv timer fra 8 til 15. Derefter skal vores elever transportere sig hjem. For nogle tager det måske kun fem minutter på gåben eller cykel, men for andre indebærer det transport med bus eller tog af langt mere omfattende varighed. De er måske først hjemme sidst på eftermiddagen. En del elever har derudover fritidsjob, der skal passes. Dertil kommer de skriftlige afleveringer, der måske kræver 5-7 timers arbejde i gennemnit om ugen. Oven i det kommer så de daglige lektier fra dag til dag. Går vi ret meget ud over 20-25 minutter pr. fag, ja, så begynder en gymnasieelevs arbejdsdag (alt medregnet) da efterhånden at ligne noget, man alle mulige andre steder ville karakterisere som præget af massivt overarbejde. Det synes jeg godt, man kan diskutere rimeligheden af. Derfor er jeg da også efterhånden blevet tilhænger af en eller anden form for ramme for, hvor meget tid lektierne i de enkelte fag må fylde – og hvis en sådan ramme er alt for kontroversiel, så må man i det mindste tage en grundig snak rundt omkring på skolerne om, hvor meget det egentlig er rimeligt, at vi forlanger i tid af vores elever.

Selv tog jeg for flere år siden den beslutning, at jeg ikke ville give lektier for svarende til mere en maksimum 20 minutters arbejde. Jeg tog også en beslutning om, at jeg ikke ville give lektier for hver gang. Og sidst men ikke mindst tog jeg en beslutning om, at det med de 20 minutter måtte gælde alle elever – både de fagligt stærke og de fagligt mindre stærke. Derfor skriver jeg direkte ind under mine lektienoter (hvis jeg giver lektier for), at jeg forventer, at de har brugt 20 minutter på den pågældende lektie. Ikke mere. Jeg udmåler med andre ord lektier i tid – ikke i sider. Det betyder selvfølgelig, at nogle elever når det hele, og at andre elever kun når dele af den lektie, de har fået for. Det er selvfølgelig ikke optimalt, men efter min mening er det bedre, at de har nået noget end slet ingenting – og slet ingenting er en risiko, hvis man som fagligt svag elev synes, at det er uoverskueligt at skulle bruge lang tid på at læse den samme lange tekst, som de kvikkeste klassekammerater skal bruge væsentligt kortere tid på. Tilbagemeldingen fra mine elever har været, at det er en lettelse at få at vide, at der ikke er en forventning om, at man nødvendigvis har nået alt igennem i en given lektie, men at der til gengæld er en forventning om, at man har gjort et forsøg og har brugt ca. 20 minutter på dagens lektie. Det betyder også, at jeg i højere grad oplever, at det bliver muligt for mindre fagligt stærke elever at deltage i dele af gennemgangen af dagens lektie, og det er klart at foretrække, frem for at de ikke deltager overhovedet. Jeg er godt klar over, at den måde at give lektier på nok ikke fungerer lige godt i alle fag. Og den fungerer heller ikke ved alle typer af lektier i mine egne fag, så jeg følger ikke min beslutning slavisk. Tilbage står dog stadig, at tidsfaktoren er væsentlig at forholde sig til, når man giver sine elever lektier for. Tilbage står også, at forholdet mellem lektier og tidsforbrug ikke er en uvæsentlig diskussion at tage blandt kolleger, mellem ledelse og medarbejdere og selvfølgelig også mellem lærer og elever.