Lad os spille roulette med de unges fremtid som indsats!

Begejstringen ville næsten ingen ende tage, da den nye gymnasiereform for et år siden endelig var en realitet. Det havde været langsommeligt og besværligt at få forliget i hus, men Ellen Trane Nørby formåede at samle næsten hele Folketinget – flot, men resultatet blev desværre noget af et strittende kludetæppe, da alle forligspartere skulle stilles tilfreds. Følgen heraf har været en lang proces med at få formuleringerne i lovgivningen på plads – i skrivende stund tyder meget på, at gymnasierne først får det totale reformoverblik, når sommerferien er startet, men lad os håbe, det bliver før. Min anke er ikke, at processen har været langsommelig og heller ikke, at man faktisk har forsøgt at inddrage lærere og ledere i processen (tak for det), men derimod, at man forestiller sig, at denne reform skal løbes i gang til efteråret, oven i købet samtidig med, at uddannelsessektoren ”velsignes” med historisk-grimme nedskæringer. Stakkels elever, siger jeg bare. De bliver forsøgskaniner i politikernes forhastede og uigennemtænkte forsøg på at vise handlekraft – både ved at skære voldsomt ned og ved at lave nye forkromede reformer. Hvorfor skal vi ikke længere gøre tingene ordentligt i dette land?

Lad mig give et par illustrative eksempler:

For det første. Fagplanerne, dvs. beskrivelsen af, hvad krav og mål er i de enkelte fag, er ikke færdige endnu. Selvfølgelig kender vi til mange elementer, men de endelige formuleringer lader vente på sig – tre måneder før skolerne skal i gang!

For det andet. Med gymnasiereformen er grundforløbet ændret afgørende. Det er kortet ned, og eleverne skal først træffe deres studieretningsvalg ved forløbets afslutning efter 3 måneder. Men det er svært at lave en sammenhængende plan, når alle detaljer i fag, evalueringsformer og timestruktur ikke er kendt.

For det tredje. De fleste gymnasier anvender det ganske udmærkede administrationssystem Lectio, men ledelserne kan ikke helhjertet gå i gang med skemalægningen til næste skoleår, da nye fag og fagkombinationer (fx på det erhvervsgymnasiale område) ikke er frigivet til anvendelse i systemet endnu, eftersom lovgivningen ikke er endeligt fastlagt (man må i gang med blyant og viskelæder, suk!).

For det fjerde. Et nyt tiltag med reformen er den såkaldte ”individuelle pulje” på 80, 100, 130 eller 150 timer afhængigt af skoleform. Det står imidlertid ikke på nuværende tidspunkt klart, hvad disse timer konkret dækker over, og hvordan de skal planlægges. Vi ved, at den enkelte elev i princippet selv skal kunne planlægge dele af sin undervisningstid afhængigt af behov: konkret står der i udkastet til loven at: “institutionens leder kan fordele timer til fag eller faglige aktiviteter, hvor eleven vurderes at have behov for en særlig indsats sammen med en lærer eller særlige talentindsatser”. Timetallet svarer til, at der skal skemalægges ca. én time om ugen i tre år. Men spørgsmålene melder sig hurtigt: hvordan skal disse timer gøres individuelle og målrettet den enkelte elev? Det er mange timer, og derfor vil det i sagens natur være en god ide at gå i gang med at bruge timerne fra starten, ellers kan det blive svært at nå!? Med andre ord vil det være frugtbart med nogle konkrete forsøg på skolerne, inden vi ruller det ud over hele landet.

Et femte eksempel er reformens krav om en detaljeret opgørelse af antal sidetal, eleverne har læst (pt. skal de faglige krav nås, men det konkrete sidetal for at nå derhen afhænger af den enkelte klasse, hold og niveau). Jeg kender ingen, der ønsker et sådant sidetals-bureaukrati, og samtidig virker de forslag til sidetal, vi hidtil er blevet præsenteret for, uklare og (måske) fejlbehæftede. Helt konkret foreslås det eksempelvis i oplægget til de nye fagplaner, at der skal læses 250-400 sider i nv i grundforløbet (samlet timetal på 45 timer), men samtidig er kravet til eksempelvis kemi på b-niveau også 250-400 sider (samlet timetal på 190 timer). Jeg foreslår, at man venter med at sætte sidetal på fagene, til vi har set de færdige fagbekendtgørelser og har en klar ide om, hvad vi rent faktisk skal gennemgå med eleverne.

Et sjette lille hjørne, som også fortjener at blive nævnt i denne sammenhæng, er de nye fag og fagkonstruktioner, der er dukket op med den nye reform flere steder på uddannelserne. Det er nemlig i flere tilfælde uklart, hvem der skal/kan undervise i fagene, hvordan en nødvendig opkvalificering skal foregå, og hvor omfattende den skal være. Et eksempel er idehistorie på HTX, hvor der pt. ingen afklaring er på, hvordan der skal undervises i dette fag, når den nye reform skal løbes i gang i august.

Alt dette skriger selvfølgelig på afprøvning, forsøg og i det hele taget en implementeringsperiode. Hvorfor kan reformen ikke vente et år – måske to? Så har man besluttet sig for, hvad man vil, og har en chance for at afprøve, hvad der virker og ikke virker. Det skylder vi faktisk vores elever.

Politikerne udviser en skræmmende arrogance over for vores unge mennesker. Hvorfor har nye gymnasieelever ikke fortjent en tryg, gennemtænkt og professionel skolestart? På Viborg Gymnasium og HF har de fundet på et godt slogan til eleverne, som har vakt genklang: Vil du rent faktisk være bedre – eller vil du bare se godt ud. Politikerne kunne godt lære lidt af det. De vil desværre bare se godt ud og være “handlekraftige” – der er i hvert fald ingen tvivl om, at de gode intentioner i den nye reform kommer til at lide (måske uopretteligt) af hastværk og implementeringskaos – ikke mindst i en nedskæringstid, hvor lærerne allerede er presset til det yderste.