Kamille er på deltid: Jeg vil have tid  til mine børn

Kamille Bohsen Jensen hygger sig med børnene Ida og August hjemme i Aarhus.

Kamille er på deltid: Jeg vil have tid til mine børn

"Jeg kan mærke helt ind i hjertet, at jeg skal være sammen med mine børn, mens de er små," siger Kamille Bohsen Jensen, som er gået på deltid. Nu har hun nemmere ved at lægge sit arbejde fra sig hjemme.

Når Kamille Bohsen Jensen kører hjem til Aarhus fra Silkeborg Gymnasium, lægger hun arbejdet bag sig og glæder sig til at hente sin datter og sin søn på fire og to år.

For tiden bliver der ofte lagt puslespil og leget med biler om eftermiddagen, når børnene er hentet fra vuggestue og børnehave.

Kamille Bohsen Jensen på 38 år underviser i spansk og historie på Silkeborg Gymnasium. Hun gik ned i tid sidste år og arbejder nu 80 procent af en fuldtidsstilling. Det har været en stor lettelse.

“Efter min anden barselsorlov var jeg på fuld tid, men jeg kunne mærke, at arbejdet fyldte for meget, og at jeg ikke havde den tid til mine børn, som jeg ønskede. Jeg forberedte mig ofte om aftenen og i weekenderne,” siger Kamille Bohsen Jensen.

I dag er det meget sjældent, at hun forbereder sig om aftenen, og hun kan hente børnene, inden de bliver alt for trætte og pylrede.

Jeg synes, jeg har mere ro i maven nu.

Kamille Bohsen, gymnasielærer
Silkeborg Gymnasium

Mange går på deltid
Kamille Bohsen Jensen er langt fra den eneste kvindelige gymnasielærer med børn, som er på deltid. De seneste tal viser, at 34 procent af de kvindelige gymnasielærere mellem 35 og 39 år er på deltid. Mens tallet for mændene i samme aldersgruppe er 15 procent.

Kamille Bohsen Jensens kæreste er også gymnasielærer og er også gået på deltid.

De har valgt at prioritere at have mere tid til familien, og at en af dem hver dag kan hente børnene senest klokken 15.

“For mig handler det om, at jeg kan mærke helt ind hjertet, at jeg gerne vil være mere sammen med mine børn, mens de er små,” siger Kamille Bohsen Jensen.

Hun har været gymnasielærer i 10 år. Hun læste spansk på universitetet, blandt andet fordi hun var fascineret af Latinamerika og andre kulturer, og valgte historiefaget til, da hun besluttede sig for at gå efter at blive underviser.

Glad for arbejdet
Kamille Bohsen Jensen er glad for arbejdet som gymnasielærer.

“Jeg kan godt lide at arbejde med mine fag, at videreformidle stoffet, og så er det et stort privilegium at samarbejde med gode kolleger,” siger hun.

Hun synes dog også, det er hårdt at være på foran eleverne, og det tager meget energi. Da hun var nyuddannet lærer, havde hun også travlt, men hun kan godt mærke, at udviklingen har betydet, at der er blevet mindre tid til at forberede undervisningen.

Hun afviser dog, at det er derfor, at hun er gået på deltid.

“Med et fuldtidsjob skal du jo under alle omstændigheder arbejde flere timer. Hvis jeg ønsker at være mere sammen med mine børn og få mit familieliv til at hænge bedre sammen, så giver det god mening for mig at være på deltid,” siger Kamille Bohsen Jensen.

Hun kan dog godt mærke, at hun bliver mere glad for sit arbejde, fordi hun er på deltid.

“Jeg synes, jeg har mere ro i maven nu og er blevet meget bedre til at lægge arbejdet fra mig,” siger hun.

Da Kamille Bohsen Jensen og hendes kæreste er på deltid, betyder det naturligvis også, at de er gået ned i løn.

Ifølge Kamille Bohsen Jensen er det dog ikke noget problem. Deres faste udgifter er ikke højere, end at parret stadig kan spare lidt op.

“Vores økonomi er god, og vi købte vores lejlighed på et godt tidspunkt. Forskellen er, at vi nu sparer lidt mindre op,” siger hun.