Jeg, en krænker?

I forbindelse med indlægget her, har jeg undergået en personlig udvikling: Jeg er gået fra ‘kampklar kritiker’ til ‘klam krænker’ (FØR Morten Østergaard gjorde det mainstream).

Det begyndte med, at jeg skrev om, at vi skal have aftabuiseret sex. Sex skal (som samtaleemne!) deles med eleverne under afslappede former med plads til åbenhed og nysgerrighed. Kære kolleger kommenterede kladden; én mente, at det for hendes vedkommende aldrig ville ske. Jeg reviderede og tog højde for det (flertal?), der ikke kan eller vil tale åbent om sex, men skrev om, at vi andre dermed har ansvaret. Ansvaret fastholdt jeg som relevant, især i disse #metoo- og #hævnpornotider. En anden kollega skrev så, at han mente, den snak var nemmere at tage som kvinde end som mand – og skrev ‘apropos krænkelse’ som kommentar. Pludselig opdagede jeg, at den tabu-tur, jeg var gået ud på, endte i en krænkelses-kløft.

Jeg tog et skridt og lod mig falde. Jeg er stadig i frit fald.

Titlen på mit oprindelige udkast var ‘Let’s talk about sex, baby’. Konkret brugte jeg seksualundervisningens 50-års-jubilæum som dør til en debat om, hvorvidt vi i gymnasiet ikke bør tale med de unge om sex. Min pointe var, at hvis teenagere kun oplever voksne tale om krop og sex på en anstrengt, akavet måde, hvor alle krummer tæer og kigger op i loftet, så lærer de måske, at sex er pinligt, akavet, svært og anstrengt. Min pointe var, at ansvarlige samtaler om sex (og krop) (og lyst) (og onani) er en del af almendannelsen. Min pointe var også, at samtaler om grænser, samtykke, overgreb og voldtægt er en del af samme.

Jeg tog udgangspunkt i en anekdote fra undervisningen: I august kom jeg ind til engelsktime i 3.g, mens et par af pigerne sad og talte om den roman, vi var ved at læse. Jeg hørte ordet ‘tissemand’. Penisbegejstret som jeg er, spurgte jeg straks glad ud i klassen: ‘Tissemand?! Hvad taler I om?’ Under (kun) enkelte fnis blev jeg fortalt, at man i tv-serien til bogen får lov at se den ene hovedpersons ‘tissemand’. Jeg spurgte roligt og interesseret til denne ‘tissemand’: Var den flot? Og kan vi ikke kalde den noget andet? Voksne mænd har altså ikke ‘tissemænd’.

Eleverne påskønnede tilsyneladende denne naturlige omgangstone. De blev presset ud i at tage stilling til, hvad man kalder en ‘tissemand’ i en halv-formel situation. I navngivning ligger en stor del af aftabuiseringen, mener jeg, så det var da godt.

Men min kollegas “apropos krænkelse”-kommentar har sat situationen i et nyt, grelt lys. Her troede jeg, jeg var åh-så-åbensindet, og at alle mine gode intentioner alene kunne bære og nære en hel generations fremtidige rolige og naturlige forhold til sex. Men hvad med alle de tavse elever? Hvor mange krænkede jeg i den der anekdote? Hvor mange har jeg krænket i andre sammenhænge?! Er det okay at nævne oralsex, når elever spørger, hvad ‘orally’ betyder? Er det okay at tale om at huske penis-påskønnelsen, når vi læser om lemlæstede Vietnamveteraner? Burde jeg justere denne afslappede omgangstone?

Jeg ønsker ikke en verden, hvor kvinder kan tillade sig andet og mere end mænd uden at kalde sig krænkere. Jeg drømmer dog om en verden, hvor åbne samtaler om klamydia, kondylomer og kondomer kan nære de unges ansvarlighed; en verden, hvor aftabuisering kan hjælpe de unge til acceptere hinandens og egne seksuelle orienteringer. Jeg vil så gerne lukke op for, at de lærer at tale om lyst og ulyst – og om frivillighed og tvang, om forskellen på sex og magt, om respekt, samtykke og hvad der adskiller en velment kompliment fra en sexistisk, sjofel sviner.

Men er jeg på afveje?

Jeg skrev også i det oprindelige indlæg, at de unge SKAL igennem en periode med en del famlen i mørket (både i billedlig og bogstavelig forstand). Men, skrev jeg, jeg synes, der er en værdi i at møde de unge med åbenhed og øjenkontakt, når emnet kommer på banen. Jeg skrev også om værdien i at bringe det på banen.

Tog jeg fejl? Har jeg som en stor, modbydelig krænker brugt min position til at tvinge mig adgang til de mest intime dele af de unges indre liv uden at spørge om lov?

Jeg har ikke tænkt på, at forskellen på deres grænser for at lytte til en voksen tale om sex er lige så stor som forskellen på voksnes grænser for at tale.

Har disse grænser nødvendigvis godt af at blive rykket?

Jeg har udviklet mig. Og det hele er blevet mere indviklet. Skal mit åbenhedsprojekt afvikles? Skal jeg klappe i? Skal jeg bede om samtykke til samtalen? Kan jeg aftabuisere uden at støde? Kan jeg støde uden at krænke?

Der bliver nok en del famlen i mørket for mit vedkommende.