I teorien er alting, som det plejer at være…

I teorien er alting, som det plejer at være på gymnasiet. Lærere og elever har deres daglige gang på gymnasiet; lærerne sidder til møder, underviser og møder eleverne face-to-face.

Men selvom meget ligner sig selv, er der også kommet store forandringer. For det første står jeg nu primært oppe ved tavlen, med ca. 2 meters afstand til forreste række. Her befinder jeg mig størstedelen af tiden, hvor jeg kan tillade mig at tage mundbindet af. Dette har dog også den konsekvens, at jeg stort set ikke længere bevæger mig rundt i klassen eller læser med på elevernes computerskærme, hvilket resulterer i, at jeg ikke længere har det samme overblik over, hvad der foregår i klasserummet. Det nager mig, da jeg mener, at relationen til eleverne hermed svækkes. Eleverne har brug for at blive set og hørt, men med afstandskravet er det snarere det sidste end det første, der sker. Senest har jeg endvidere oplevet flere udfordringer med elevfremlæggelser. Klasselokalerne var nemlig, ift. afstandskravet, for små til, at jeg kunne placere mig bagerst i lokalet, hvilket gjorde, at jeg måtte blive siddende ved katederet og dermed i en helt anden synsvinkel end resten af eleverne. Resultat: grupperne kiggede kun på mig og glemte de øvrige i klassen, hvilket fik flere elever til at lave alt muligt andet. Æv!

En anden forandring er, at netop afstanden mellem elever og lærer gør det vanskeligt at udføre undervisning på en ”fængende” og mere differentierende måde. Før i tiden benyttede jeg mig fx meget af gruppearbejde og gruppefremlæggelser; det har jeg måtte nedprioritere for at mindske smitterisikoen. Før havde jeg også elever til at skrive på tavlen på skift. Det gav energi i klasserummet, at der var bevægelse, og holdt eleverne interesserede, men også det har jeg måtte nedprioritere.

For mit eget vedkommende savner jeg især at kunne være der mere fysisk for eleverne end primært at stå ved tavlen. Heldigvis føler jeg mig oftest tryg, når jeg går på arbejde, men der er ingen tvivl om, at Covid-19 påvirker både eleverne og lærerne i større grad, end vi måske vil stå ved. Vi ved nemlig alle godt, at flere klasselokaler er små. Udluftningen er nok heller ikke den bedste. Og det kan være svært konstant at opretholde et krav om 2 meters afstand. I timerne har størstedelen af eleverne og jeg heller ikke mundbind på, og til møder sidder vi lærere relativt tæt på hinanden. Vi ved kort og godt alle, at risikoen for at blive smittet er tilstede, og det giver et gib, hvis en får påvist Covid-19. Det kan være svært at acceptere, at vilkårene er sådan. Men det er vores hverdag, lige nu og her. Og så må vi bare krydse fingre for, at vi alle kommer helskindet igennem, både sundhedsmæssigt og undervisningsmæssigt.

 

.